Der er kun gået to måneder – og der er allerede 100 iranere, der er blevet henrettet
Foto: Mauro Scrobogna/Shutterstock/Ritzau Scanpix
I 2021 blev mindst 314 personer henrettet i Iran. Det var det højeste antal henrettelser i fire år.
Noget kunne tyde på, at der er skruet gevaldigt op for henrettelserne i årets første to måneder.
Der er ifølge Amnesty International allerede blevet henrettet mindst 96 personer i januar og februar. Det skriver DR.
Det skyldes ifølge Martin Lemberg Pedersen, der er chef for politik og dokumentation hos Amnesty International Danmark, at Iran har fået en mere kompromisløs regering, der er langt mere undertrykkende over for kvinder, kønsminoriteter og religiøse mindretal.
Men det skyldes også de omfattende og hyppige protester, der har været mod det iranske regime, siden Jina Mahsa Aminis død sidste år i september.
Martin Lemberg Pedersen siger til DR:
– Styret har derfor helt klart en interesse i at intimidere folk, så de ikke slutter sig til protesterne. De bruger de her sager med dødsstraf til at sprede skræk.
23-årige Mohsen Shekari var den første demonstrant, der fik en dødsdom og efterfølgende blev henrettet.
Hans dødsdom antydede dengang, at regimet er villige til at sætte hårdt mod hårdt, fortalte Claus Valling Pedersen dengang til femina:
Mens moralpolitiet rygtes ude, henretter regimet den første demonstrant. Har regimet mistet sit ståsted?
– Dødsdommene har til formål at standse protesterne og skabe frygt blandt demonstranterne.
De personer, der får dødsdomme i Iran, bliver sigtet for det, der hedder ”mohareb”, som gennem islamisk lov eller sharia betyder ”Guds fjende”.
Inden dødsdommen falder, kommer den anklagede for retten. Men her er der ifølge Claus Valling Pedersen ikke tale om en ”fair” rettergang. De får ikke lov til at vælge en forsvarer. Nogle gange er forsvareren ikke til stede under retssagen.
Deres advokater bliver ofte nægtet adgang til sagsakterne. I nogle tilfælde har de tiltalte været tvunget til at tilstå, fordi de har været udsat for tæsk, seksuel vold og tortur.
Iran ligger på andenpladsen over lande i verden, der årligt udfører flest henrettelser.
Ifølge menneskerettighedsorganisationen HRANA har 529 demonstranter mistet livet i forbindelse med protesterne. Omkring 20.000 er blevet arresteret.
Iranske skolepiger indlagt efter forgiftning: “De vil have hævn”
I sidste uge skrev femina, hvordan iranske skolepiger var blevet forgiftede, og at de iranske autoriteter undersøgte, om det var en “hævnakt”.
Politiet har nu arresteret de første personer i forbindelse med sagen, skriver The Guardian.