Samfund
14. juni 2023

De satte en chip i det brugte H&M-tøj for at se, hvor det endte. Rejsen blev lang. Rigtig lang

Den svenske modegigant H&M har et af verdens største genbrugsprogrammer, hvor man kan indlevere sit brugte tøj til genanvendelse i kædens butikker verden over. Men nu kan det svenske medie Aftonbladet fortælle, at tøjet ender på den anden side af kloden, hvor det brændes eller destrueres.
Af: Af Nanna Niemann
hm

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I H&Ms 4000 butikker verden over kan man indlevere sit brugte tøj til genanvendelse. Et tiltag, der har sikret modegiganten international ros.

Der er bare ét problem. Tøjet bliver ikke genanvendt. Det skriver svenske Aftonbladet.

I stedet for bliver tøjet enten brændt eller ender i bunker på lossepladser – langt væk.

H&Ms genbrugsinitiativ er det største af sin art i verden og har kørt det seneste årti. Alene i år 2020 blev der indsamlet, hvad der svarer til 94 millioner T-shirts.

Journalisterne fra det svenske medie udstyrede brugt H&M-tøj med sporingschips og indleverede det i otte forskellige H&M-butikker i Stockholm. Herefter fulgte de chippenes signaler for at se, hvor tøjet endte.

En jakke endte for eksempel i Afrika. Efter flere ugers rejse over havet, med udledning af CO₂ til følge, viser sporingen, at den er endt i den vestafrikanske by Cotonou.

Journalisterne rejste efter chippens signal og kan dokumentere, at tøjet enten videresælges eller ender på lossepladser.

Og det er ikke kun tøj fra H&M. Også tøj fra andre vestlige highstreet mærker som Mango og Marks & Spencer hober sig op i massevis.

En anden af beklædningsgenstandene ender i Indien efter at være rejst gennem både Tharørkenen og Suez-kanalen.

Da mediet har fulgt tøjets rejse til endestation, har det i alt rejst over 1,5 gang rundt om jorden. Det svarer til 60.000 kilometer – både via lastbiler og lastskibe.

Modegiganten har afvist at stille op til interview med svenske Aftonbladet, men har i et mailsvar forholdt sig til kritikken:

– H&M-koncernen er kategorisk imod, at tøj bliver affald, og det går fuldstændig imod vores arbejde med at skabe en mere cirkulær modebranche, siger Harsha Bammanahali, der er chef for reverse supply chain i H&M.

– Vi ved, at der stadig er udfordringer forbundet med indsamling og genanvendelse af tøj og tekstiler, men ser også, at der udvikles mere skalerbare løsninger inden for tekstilgenanvendelse, hvilket er meget positivt. H&M-gruppen arbejder aktivt med spørgsmålet og investerer også i sådanne løsninger.

Læs mere om:

Læs også