Mangfoldighed_skuespiller
Samfund

De er trætte af at blive brugt som ”etnisk krydderi” i stereotype roller. Med tre billeder viste de problemet

13. april 2023
Af Nina Azoulay
Foto: Mathilde Schmidt og PR
De bliver henvist til biroller og stereotype fortællinger om undertrykte ”tørklædepiger” eller sexarbejdere, og de savner plads til kroppe i alle størrelser, seksualiteter og mennesker med handicap. Dansk film og tv er håbløst bagud, lyder det fra en flok danske skuespillerinder, som har fået nok af diskrimination og vanetænkning.

Det trak overskrifter verden over, da årets Oscar-statuetter blev uddelt i marts.

For første gang i den prestigefulde statuettes historie gik prisen for bedste kvindelige hovedrolle til en asiatisk skuespillerinde, og ”Everything Everywhere all at Once” vandt for bedste film og demonstrerede dermed, at diversitet kan skabe succes i Hollywood.

Det er ellers ikke mange år siden, at hashtagget #OscarSoWhite lagde en dæmper på prisfesten ved at påpege manglen på mangfoldighed i amerikansk film.

Og ligesom filmfolk for få år siden henledte opmærksomheden på den manglende diversitet i amerikansk film, har en gruppe danske skuespillere for nylig gjort det samme herhjemme.

De mener, at der er en meget ensidig fremstilling af, hvad der ”normalt” i Danmark.

– Det er populært i vores branche at sige, at det er de bedste, der får chancen, og de bedste, der bliver ”A-holdet”, som det hedder. Det er der jo forhåbentlig noget rigtigt i, men de bedste af hvad? At kunne blive en af de bedste kræver jo, at man får lov til at byde ind, siger Laura Allen Müller.

Mange genkender hendes ansigt fra ”Borgen”, hvor hun spiller politiker og klimaminister Nadia Barazani, og fra serier som ”Forbrydelsen” og ”PendlerKids”.

Hendes skuespiller-cv er langt – og primært fyldt med biroller. Gennem årene har hun igen og igen fået at vide, at hun ikke kommer i betragtning til hovedroller, fordi danskere ikke kan spejle sig i hende.

Laura_Allen_Müller
“Det giver en følelse af ikke at være velkommen” - Laura Allen Müller.

– I andre tider og i andre lande har kunsten ofte været forud for samfundet. Men i Danmark, i hvert fald inden for film og tv, er det, som om kunsten er bagud, så vi ikke engang ser den repræsentation, der er i samfundet.

– Til gengæld reproducerer man stereotyper. Det vil sige, at brune mænd ”on screen” kun kan være undertrykkende, voldelige, ekstremistiske, gangsteragtige eller religiøse, mens brune kvinder kun kan være enten undertrykte, servicerende, ”eksotificerede” og overseksualiserede eller også nogle meget frigide, ekspertagtige typer.

– Det er meget sjældent, at karaktererne får lov til at blive foldet ud med en bredere palet, siger hun og uddyber, at når publikum ifølge branchen ikke kan identificere sig med de roller, skyldes det måske i virkeligheden, at det ikke er særligt velskrevne roller, og at deres historier ikke er særligt godt fortalt. Det problem starter allerede på manuskriptplan, påpeger Laura Allen Müller.

Det samme gælder for personer med handicap, påpeger hendes kollega Sandra Yi Sencindiver.

– Hvis de overhovedet er repræsenteret, er det som en hjælpeløs person, som hovedrollen skal redde, eller en bitter stakkel, hvor døden er at foretrække fremfor et liv med handicap, siger hun.

Sammen med kollegaerne Siir Tilif, Malaika B. Mosendane og Dorcas Joanna Hansen tog Laura Allen Müller og Sandra Yi Sencindiver tidligere på året initiativ til kampagnen ”Et større billede”.

Med den opfordrer de branchen til at give plads til mere mangfoldighed på tværs af bl.a. seksualitet, hudfarve, religion, krop og handicap, så befolkningen i højere grad afspejles på biograflærreder og tv-skærme. 40 kollegaer har skrevet under på deres opråb, for mange oplever, at f.eks. hudfarve, krop eller kvinders alder kan spænde ben i branchen.

– Jeg er vokset op i et af Danmarks yderste yderområder, men jeg har aldrig mødt så meget diskrimination, som da jeg begyndte at bevæge mig ind i den kunstneriske branche, siger Sandra Yi Sencindiver og tilføjer, at filmbranchen ellers altid bruger danskere fra yderområderne som argument for, hvorfor ”sådan en som hende” ikke kan spille en hovedrolle på dansk film eller tv.

Derfor arbejder hun i dag primært i udlandet, hvor hun er med i serier som ”The Wheel of Time” på Amazon Prime og ”The Foundation” på Apple TV+.

Kollegaen Siir Tilif fortæller, at hun heller ikke længere kan se en fremtid i dansk film og også søger til udlandet.

– I lang tid var jeg i tvivl, om jeg var god nok. Men efter at have fået mulighed for at komme til castings på store roller i udlandet og få ”recalls” og møde instruktøren, er det gået op for mig, at det ikke handler om min faglighed.

Siir_Tilif
Siir Tilif

– Mulighederne og synet på mig som skuespiller i udlandet står i skærende kontrast til herhjemme, hvor telefonen kun ringer – når den endelig ringer – når de har brug for lidt ”etnisk krydderi” i små funktionsroller. Det må jeg ærligt indrømme, at jeg har fået nok af, siger hun.

Går den gale vej

For et år siden kunne Det Danske Filminstitut for første gang fortælle, at en mangeårig indsats for at skabe balance mellem kønnene endelig bar frugt.

For fjerde år i træk er der en kønsmæssigt ligelig fordeling af hovedroller i dansk film. En optælling viste, at der i 2021 for første gang var lige mange mandlige og kvindelige spillefilmsinstruktører, der fik produktionsstøtte.

Om ”Et større billede”

Da teatre og filmproduktioner lukkede ned under corona, stiftede en gruppe skuespillere et online-fællesskab, som udviklede sig til en slags ”sisterhood”, hvor de begyndte at diskutere forskelsbehandling og diskrimination. Ud af det fællesskab opstod kampagnen ”Et større billede”.

Det sker ikke hvert år, og der er stadig flere mandlige instruktører, som får støtte, men der er ifølge direktør i Det Danske Filminstitut Claus Ladegaard tale om en tydelig udvikling, der går i den rigtige retning.

For nylig landede endnu en rapport fra filminstituttet. Den viste, at der de seneste år er sket et fald i antallet af nydanske skuespillere i danske spillefilm, og at nydanske skuespillere fortsat er underrepræsenteret i dansk film målt i forhold til samfundet generelt.

Claus Ladegaard forstår kritikken af den manglende mangfoldighed i dansk film.

– Den etniske underrepræsentation, der var for 10 år siden, kan vi også se i dag. Det betyder ikke, at der ikke er spillere med anden etnisk baggrund end dansk, men det betyder, at vi ikke kan se en forandring, siger han og tilføjer, at han er enig i, at den manglende mangfoldighed er et problem.

Dorcas_Joanna_Hansen
Dorcas Joanna Hansen

– Vi er nødt til at gentænke og genstarte hele indsatsen. Hvem der spiller hvilke roller eller fortæller historierne, er ikke noget, vi i filminstituttet bestemmer. Men det er en diskussion, vi har med resten af branchen, siger han.

Filminstituttet har løbende uddannelsesforløb, der handler om at sætte fokus på blinde vinkler og gøre instituttet i stand til at stille de rigtige spørgsmål for at fremme netop mangfoldighed, forklarer han.

– Med køn går det den rigtige vej, men det gør det ikke med den etniske mangfoldighed. Det, vi gør nu, er derfor sammen med resten af branchen at prøve at genstarte hele indsatsen. Det er for tidligt at sige, hvad vi konkret kommer til at gøre, men vi kommer bl.a. til at se på og tale med både castere og instruktører, siger han og tilføjer, at instituttet ikke arbejder med kvoter og heller ikke har planer om det.

Han anerkender, at spørgsmålet om manglende mangfoldighed også gælder krop og sociale parametre.

– Det er ikke noget, vi har et selvstændigt fokus på, men det hele hænger jo sammen. Derfor kigger vi på hele mangfoldighedsspørgsmålet, og noget af det, vi især begynder at have meget fokus på, er social mangfoldighed.

– Ser vi mange år tilbage i dansk film, er det middelklasseproblemstillinger og middelklassemiljøer, der bliver skildret, og med en tendens til, at når vi endelig kommer til provinsen eller de lavere klasser, bliver det enten dæmoniseret eller gjort grin med. Så spørgsmålet om social mangfoldighed er også et, vi skal se på, siger han.

Indkodede normer

Det er ikke første gang, vi diskuterer manglende mangfoldighed i dansk film, og vi er heller ikke det eneste land, der gør det.

Der er brug for konkrete indgreb, for erfaringen viser, at forandringen ikke kommer ad frivillighedens vej, lyder det fra Sabrina Vitting-Seerup, der har skrevet ph.d. om repræsentation af mangfoldighed i kunst og kultur og nu forsker som postdoc i såkaldt inclusive science communication ved Københavns Universitet.

Hun kalder det vigtigt, at Et større billede deler deres oplevelser, for det betyder noget, hvem og hvad vi ser afspejlet på skærmen, og i det store billede har det betydning for, hvem i samfundet vi lytter til og tillægger værdi.

– Det problematiske er ikke bare filmbranchen, men samfundet. For i vores samfund er der nogle ting, som bliver vægtet som mere normalt end andet, f.eks. hudfarve, seksualitet og familieformer, og problemet er, at vi har fået indkodet de her normer, som nu utilsigtet står i vejen for os, siger hun og understreger, at meget forskelsbehandling sker ubevidst.

Et_storre_billede
”Et større billede” består af fra venstre: Laura Allen Müller, Siir Tilif, Sandra Yi Sencindiver, Malaika B. Mosendane og Dorcas Joanna Hansen. Bag dem står cirka 40 navngivne skuespillere fra branchen.

– Jeg har arbejdet med kulturinstitutioner, der gør meget for at være mangfoldige, men det har chokeret mig, hvor ofte folk alligevel ekskluderer. Bare spørgsmålet om, hvad "vi" skal kalde "dem", når vi f.eks. arbejder med etniske minoriteter, er stort og komplekst.

– Mange vil gerne skabe forandringer, men mangler viden og begår derfor en masse fodfejl, siger Sabrina Vitting-Seerup.

Derfor er det også afgørende, at vi begynder at tale om, hvad repræsentation er, for det kan være flere ting.

– Det kan handle om tilgængelighed, hvor vi ser på, hvor mange der er med. Det er nemt at tælle op og så, lidt firkantet sagt, måle med Flügger-farvekortet bagefter.

– Men så dukker der spørgsmål op om, hvornår man er det ene eller det andet, siger hun og peger på, at den ene forælder kan være muslim og indvandret fra et ikkevestligt land, mens den anden måske er dansk gennem flere generationer, og i hvilken statistik skal man så tælles med? Før man ser sig om, handler det hele om fintælling.

God repræsentation er ikke kun tal, men også selve fremstillingen. Det er ikke nok at tælle, om der er ”nok” brune piger eller tykke personer med. Det handler også om de roller, de spiller, og de historier, de indgår i.

– God repræsentation er ikke kun tal, men også selve fremstillingen. Det er ikke nok at tælle, om der er ”nok” brune piger eller tykke personer med. Det handler også om de roller, de spiller, og de historier, de indgår i, siger Sabrina Vitting-Seerup.

De kriterier kan ikke uden videre tælles, og derfor handler god repræsentation i sidste ende om inklusion.

– Hvem får adgang til de her roller? Teknisk set kan du proppe soya i hovedet på mig, og så kan jeg lave en blackfacing-præstation, men det er jo problematisk på så mange måder. Og det er også problematisk, når en brun kvinde får at vide, at hun kun kan få roller som tørklædeklædt mor i køkkenet.

– Derfor er vi nødt til at se på, hvem der har adgang til hvilke roller i branchen. Det er meget komplekst. Vi vil så gerne fikse det her og helst hurtigt, men der findes ikke et quickfix, siger Sabrina Vitting-Seerup og tilføjer:

– Det ville være nemt, hvis det bare var to idioter, der stod i vejen for det hele. Men det er et system og vaner og måder at tænke på, og det forgrener sig. Men jo flere, der tager fat og er med, jo hurtigere kan det rykke noget.

Diversitet – en forretningsmodel

Samme debat har præget den internationale filmbranche i årevis, og de seneste år er der sket markante forandringer.

Den årlige ”Hollywood Diversity Report” viser, at de Hollywood-film, der har de mest mangfoldige cast, også sælger flest billetter. Også hos de store streamingtjenester er man de seneste år gået drastisk til værks.

I Marvels superhelteunivers, der er en del af Disney, har Loke f.eks. flydende kønsidentitet.

Hos Netflix tæller nogle af de seneste års store succeser serien ”Heartstopper”, hvor to skoledrenge bliver kærester, og ”Bridgerton”, hvor man har arbejdet med ”farveblind casting” og har skabt et 1700-tals England med en højadel i alle hudfarver.

Sandra Yi Sencindiver
Sandra Yi Sencindiver.

I Amazon Prime-serien ”Thqe Wheel of Time” er hvide skuespillere i undertal, fordi selve historien er mangfoldig, fortæller Sandra Yi Sencindiver, der medvirker i serien.

De mange produktioner viser, at diversitet ikke kun er et politisk spørgsmål, men også en gangbar forretningsmodel for filmbranchen.

– Netflix, Disney og Amazon er jo ikke sat i verden for at satse på noget. De er sat i verden for at tjene penge, påpeger hun.

Nicholas Bro fortalte for nylig til femina, at hans roller altid er skrevet, så han spiser i løbet af filmen for at understrege over for publikum, hvorfor han er tyk.

Dar Salim har fortalt til filmmagasinet Ekko, at han gennem hele sin karriere, forgæves, har prøvet at overbevise branchen om, at en dansk mand også kan se ud som ham. De er ikke de eneste, der oplever stereotyper i dansk film.

Mangfoldighed på film

Kønsbalancen i dansk film er de seneste år blevet mere lige. I 2021 var 58 procent af hovedrollerne i spillefilm for voksne besat af en kvinde. Det er det højeste tal nogensinde.

I perioden 2018-2021 udgjorde nydanske skuespillere i danske spillefilm en lavere andel end i befolkningen som helhed. Samtidig faldt andelen af nydanske skuespillere sammenlignet med tidligere.

Kilde: DFI

Malaika B. Mosendane er med sine 23 år den yngste af initiativtagerne til ”Et større billede”. Modsat sine kollegaer har hun tidligt fået en hovedrolle i den danske Netflix-serie ”Chosen”.

Hun mærker, at hun er del af en generation, hvor man i højere grad siger fra. Hun ser ofte, at man i manuskripter forsøger at forklare hendes tilstedeværelse.

– Mange af de roller, jeg har fået, har været et forsøg på at nå hen til den diversitet, vi taler om. Det er ”Chosen” også et godt eksempel på. Men her har vi også haft mange samtaler om, hvad der er nødvendigt at fremhæve. Behøver vi at forklare, at hun har en brun far? Det synes jeg ikke, siger hun og peger med en karikeret grimasse på sit ansigt for at understrege sin egen hudfarve.

Malaika B. Mosendane
Malaika B. Mosendane.

– Jeg har også oplevet, at når jeg har været en del af en produktion, hvor man faktisk virkelig gerne vil gøre en forskel i forhold til repræsentation, bliver det af kritikere reduceret til at ”tikke bokse af”. Tjek – der er én, der er mørk i huden. Tjek – én med en anden seksualitet end normen. Det er vildt ærgerligt at blive set som noget, der skal tikkes af, siger hun, og Sandra Yi Sencindiver tilføjer:

– Mangfoldighed bliver nedgjort til politisk korrekthed, og det viser med al tydelighed, hvor lidt vante vi er til at se diversitet på skærmen. Vi har lært, at normen er hvide, slanke, ”straight’ mennesker og mænd i deres ”bedste alder”, gerne matchet med kvinder, der er 10-15 år yngre. Det er jo et noget anderledes verdensbillede, end det vi ser omkring os i samfundet.

“Vi er et mangfoldigt samfund”

I begyndelsen af marts mødtes repræsentanter for ”Et større billede” med kulturminister Jakob Engel-Schmidt. Det bekymrer ham, at flere af skuespillerne har fået at vide at et dansk publikum ikke kan spejle sig i dem, og at de har nemmere ved at få arbejde i udlandet.

– Det bekymrer mig, fordi vi er et mangfoldigt samfund, og køn, hudfarve og baggrund skal ikke stå i vejen for, at man kan udfolde sit talent, siger han.

Et_storre_billede

Han vil inden sommerferien samle film- og tv-branchen og dele af dansk kulturliv, så man sammen kan se på problemet.

Han vil blandt andet drøfte, hvordan man undgår, at filmbranchen i pressede eller usikre tider vælger det, de kender og betragter som mere sikkert, og dermed gøre det endnu sværere at nedbryde barriererne.

Derfor er det vigtigt med et vedvarende fokus, der involverer hele branchen, siger han.

– Jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan løse det her på kort tid, for det er et stort arbejde og kommer til at tage lang tid, men jeg vil forsøge at planlægge en rute for, hvordan vi kan skabe vedvarende forandringer, der involverer hele branchen, siger Jakob Engel-Schmidt, der også forventer, at den nyindstiftede Bodil Koch-pris, som hædrer diversitet og ligestilling i kulturlivet, vil få positiv effekt på mangfoldighed i filmbranchen.

Artiklen blev første gang udgivet i femina uge 16, 2023.

Du kan også lytte til podcasten i Apples podcast-app eller på Spotify.

Læs også