Karla Rosalina
Samfund

Da tvillingerne endelig sover, parkerer jeg vognen. Så tikker endnu en besked ind

24. november 2023
Af Karla Rosalina
Foto: Nadia von Rikka
Kommentar: Jeg sagde mit fuldtidsjob op for at blive børnepasser, og pludselig gik det op for mig, at den måde, vi ser på omsorgsarbejde, er et gigantisk problem, skriver Karla Rosalina i en kommentar

Karla Rosalina er børnepasser og skribent. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Det er en frostklar november-morgen. Jeg er ude med tvillingevognen som sædvanligt.

Jeg går i en helt bestemt rytme, som jeg ved får de to et-årige til at overgive sig til søvnen.

Da de sover, parkerer jeg vognen og bestiller en kaffe.

Min telefon plinger, mens jeg venter, og jeg åbner en besked på Messenger. Det er endnu et link til et jobopslag:

”Tror du ville være vildt god til det her!”, står der.

Jeg har snart ikke tal på, hvor mange af disse beskeder, jeg har modtaget. De er altid lige velmenende og efterlader mig altid lige nedslået.

Da jeg for et år siden valgte at opsige mit fuldtidsjob i marketing til fordel for en hverdag med et deltidsjob som privat børnepasser og tid til kreative ulønnede projekter, var det bekymrede blikke og uforstående miner, der ramte mig.

Gennem det seneste år har virkeligheden af måden, vi særligt i min generation betragter omsorgsarbejde, ramt mig for fulde hammer.

En dybt bekymrende tendens, der allerede nu har fået alvorlige konsekvenser for kvaliteten af vores børns pasningsordninger.

Da jeg var lille, var min yndlingsleg mor, far og børn. Det var også alle mine veninders yndlingsleg.

Jeg ville allerhelst være moren, for så kunne jeg få lov at kysse og kramme mine venner og veninder. Putte dem, synge for dem og trøste dem.

Heller ikke det var jeg alene om, og det kunne godt resultere i nogle ret heftige diskussioner om, hvem der fik lov at lande rollen som mor den pågældende dag.

Da vi var børn, var det altså helt naturligt at have lyst til at ”nurse”. Vi havde alle sammen kaniner, marsvin eller hamstre, vi tog os af.

Et behov for at tage sig af nogen, der simpelthen lå helt umiddelbart i os.

I dag er det meget farligt at tale om ”omsorgsgenet”. Mest fordi det oprindeligt er forbundet med et dybt forældet kvindesyn, vi ikke har lyst til at reproducere. Men hvad med et ikke-kønnet omsorgsgen? Er vi også kommet til at forkaste det i farten?

For et stykke tid siden så jeg et nyhedsindslag, der fastslog, at vi i 2023 mangler over 4000 uddannede pædagoger, akut.

En nyhedsjournalist besøgte en presset institution, hvor en garvet pædagog kunne berette om dårlige lønninger, dårlige normeringer og et generelt opslidende arbejdsmiljø.

Undersøgelser viser, at hver fjerde pædagog forlader faget indenfor fem år efter endt uddannelse, og antallet af ansøgere til pædagogstudiet er også faldet markant de senere år.

Faktisk er der de seneste 10 år hele 39 procent færre unge, der har haft pædagoguddannelsen som første prioritet.

Det er de dårlige lønninger og de dårlige arbejdsforhold, der er skyld i problemet, konkluderede journalisten i nyhedsindslaget. Men selvom disse faktorer selvsagt er enormt problematiske, tror jeg langt fra de er hele problemet.

Da jeg for et år siden valgte at skifte spor, stod jeg i den situation, at jeg egentlig i et stykke tid havde troet, jeg var på en karrierevej, der gav mening for mig.

Det var misundelige blikke, store roser og anerkendende klap på skulderen, jeg blev mødt af, når jeg fortalte om mit arbejde.

For rigtig mange af mine jævnaldrende var det drømmejobbet, jeg havde landet, og jeg vil slet ikke lægge skjul på, at den anerkendelse der fulgte med, varmede mit ego godt op.

Problemet var bare, at jeg personligt fik det værre og værre.

Jeg kunne ikke finde mening i min hverdag, kunne ikke finde motivationen frem ret længe ad gangen og havde en generel følelse af, at min livskvalitet dalede.

Det blev på et tidspunkt så slemt, at jeg var nødt til at gøre noget drastisk anderledes. Jeg havde forskellige kreative projekter, jeg havde lyst til at bruge tid på, men på en eller anden måde måtte jeg jo også tjene til dagen og vejen, og her kom børnepasningen ind i billedet.

Jeg havde arbejdet i henholdsvis vuggestue og børnehave i mit sabbatår og har altid været enormt glad for børn, så i den forstand gav det god mening.

Men skal jeg være hudløst ærlig, synes jeg faktisk, det var ret pinligt at være 25 år og passe børn, når jeg ikke engang var uddannet pædagog.

Når folk spurgte mig, hvad jeg lavede til daglig, svarede jeg derfor, at jeg skrev på en bog som det første, og at jeg passede børn ved siden af, selvom virkeligheden så afgjort var, at jeg først og fremmest passede børn og skrev på en bog ved siden af.

Og netop denne manglende stolthed over det omsorgsarbejde, der tog det meste af min tid, er et gigantisk problem for vores system.

Omsorgsarbejde af al karakter er fuldstændig afgørende for, at tingene kan hænge sammen i et samfund som vores.

Alligevel er vores syn på en karriere som pædagog, børnepasser eller dagplejer enormt ærgerligt. Ja, i virkeligheden tror jeg faktisk ikke engang, alle ville betragte det som en ”karriere”. Og hvorfor i alverden er det sådan?

Da jeg havde været i arbejdet som børnepasser et godt stykke tid, gik det op for mig, at jeg nød det her job på en helt anden måde, end jeg har gjort førhen.

At jeg aldrig har haft en hverdag, der var så meningsfuld, som den jeg havde med to små børn.

Når jeg derfor forsigtigt begyndte at tale lidt mere frit om mit nye job, blev jeg alligevel mødt med sætninger som: ”Nå men det er jo også bare midlertidigt!”, ”Savner du ikke dit gamle arbejde?”, ”Hvad får du dagene til at gå med?”, ”Ej, jeg ville slet ikke føle mig kognitivt stimuleret!”, osv. osv.

Jeg oplever, at min generation har en idé om, at omsorgsarbejde er nemt, u-udfordrende og prestigeløst. At vi ikke udfordrer os selv nok i jobs som disse. At vi ikke kan være lykkelige, medmindre vi konstant kravler op ad en meget snævert betegnet karrierestige.

Den perfekthedskultur, der har vores tids ungdom i et jerngreb, dikterer ikke kun perfekte udseender, perfekte venskaber, forhold, lejligheder og ferier. Den dikterer i høj grad også vores arbejdsliv.

Her er det ikke nok at stå op til noget, der tilfører dit liv mening.

Du skal også tjene gode penge, have mulighed for at stige i grader og vigtigst af alt være i et prestigefyldt fag.

Men det bør være prestigefyldt at skabe udvikling for den næste generation, forme små, bitte mennesker og føre dem på vej i livet.

Nu kan jeg lige så stille høre en af de to små begynde at røre på sig.

Jeg bevæger mig videre ud i vinterkulden, slår jobopslaget ud af hovedet og tænker i stedet på, hvordan jeg hjalp Otto til at tage sine første skridt for et par uger siden, hvordan han med et stolt smil på læben vraltede hen i favnen på mig.

Jeg tænker på, hvordan jeg har set Albas personlighed træde mere og mere i karakter.

Lige nu giver det mig en stor følelse af meningsfuldhed at være med til at skabe spæde minder for to børn.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:


Læs også