Samfund
8. november 2023

Da Signe Bros barndomsdrøm gik i opfyldelse, ramlede hun ind i sit livs krise

Svømmer Signe Bro var tæt på at give op på sin sport, da hendes karriere toppede til OL i Tokyo. Det blev startskuddet på den sværeste periode i hendes liv. For hvad gør man, når man opnår sin drøm i en alder af 22?
Af: Af Nanna Niemann
Signe Bro

Signe Bro havde drømt om det, siden hun var barn.

Hun havde lagt timevis af sit liv i træningen, takket nej til sociale begivenheder og helliget sit liv til svømning.

Og nu i efteråret 2021 var hun her til OL i Tokyo.

I en alder af blot 22 år, var hun ikke blot nået hele vejen til OL, hun sikrede sig også en plads som top 11. Et rigtigt godt resultat for den unge atlet.

Men på den anden side af drømmen ventede mørket:

- Da jeg var færdig og havde klaret det rigtig, rigtig godt til OL, blev jeg ramt af et tomrum og følelsen af, hvad skal jeg nu. Hvad vil jeg overhovedet? Er det overhovedet det værd? Jeg synes det hele så meget mørkt ud.

På line gennem livet

44 procent af alle unge mellem 16 og 26 år oplever en grad af mistrivsel.

Mange unge har følelsen af, at de skal gå på line gennem livet. Der er kun en vej.

En undersøgelse fra Dansk Ungdoms Fællesråd viser, at næsten hver anden unge mellem 15-24 kun føler sig god nok, når de har succes på næsten alle punkter af deres liv.

De frygter at træde ved siden af. De frygter at fejle.

En ny rapport fra forskningsprojektet Sisterhood undersøger trivsel på ungdomsuddannelserne og konkluderer, at de unge lider under en perfekthedskultur. En kultur, hvor man konstant skal præstere.

I samarbejde med organisationen GirlTalk vil vi bidrage til et opgør med den nulfejlskultur, der er med til at gøre det svært at være ung i 2023.

I november sætter vi - på tværs af nogle af landets største kvinde- og ungdomsmedier - fokus på de kvinder og piger, der har skabt deres helt egne snørklede veje.

En barndomsdrøm

Svømning havde været Signe Bros liv siden barnsben.

Om morgenen stod hun tidligt op inden skole og trænede.

Om eftermiddagen kunne hun ikke lege med sine venner, fordi hun skulle træne igen.

Men svømningen var ikke blot hendes passion og sport, det var også samlingspunktet for hendes sociale liv.

Her var der andre unge med samme livsstil og passion for svømning.

Signe Bro havde særligt én mission: at komme med til OL.

Den drøm gik i opfyldelse da hun blev udtaget til OL i 2021.

Men da hun vendte hjem fra Japan, var lysten til at svømme fuldstændigt forsvundet.

- Hvis du spurgte mig for ti år siden, hvad er din største drøm, så havde jeg sagt, at det er, at jeg kommer til OL. Og nu havde jeg ligesom opnået det, og hvad gør man så?

Efter OL i Tokyo var gejsten og motivationen for svømning pludselig et fjernt minde:

- Jeg havde det sådan, er det det jeg vil? Gider jeg overhovedet svømme?

GirlTalk

GirlTalk er en ngo, der arbejder for at forebygge mistrivsel blandt piger og unge kvinder i alderen 12 til 24 år. GirlTalk har blandt andet en gratis anonym chat- og SMS-rådgivning, som er åben hver aften, hvor frivillige unge kvinder hjælper piger, der skriver ind for at få støtte og rådgivning. Du kan læse mere om Girltalk på www.girltalk.dk.

“Jeg var aldrig rigtig glad”

I perioden efterfølgende ændrede Signe, der ellers altid havde været social og positiv person, sig til en version af sig selv, hun ikke havde oplevet før:

- Det var bare mørkt og gråt, og jeg var aldrig rigtig glad, jeg var aldrig rigtig ked af det. Jeg var ligeglad med det hele, jeg var ligeglad med svømning, jeg var dårlig til at passe mine relationer og mine veninder.

Det gjorde, at Signe var tæt på at give helt op på svømning, og stoppe med den sport, der havde fyldt hele hendes liv.

Vendepunktet for Signe blev flere lange og ærlige samtaler med hendes træner. Selvom svømning er en individuel sport, spillede samarbejdet med ham en stor rolle i Signes liv.

Han opfordrede Signe til at tage et skridt bagud. De to blev enige om, at melde fra til nogle stævner for at tage noget af presset af hende.

Han sagde til hende, at hun måtte finde ud af, om det var det, hun ville og sagde, at ellers måtte hun afslutte det på en måde, som gav mening for hende:

- Det rørte mig ret meget, og så tror jeg lige så stille, at jeg fandt ud af, at jeg ikke er klar til at stoppe, men jeg bliver nødt til at finde ud af, hvorfor jeg så fortsætter.

Tal om det

Det blev en periode, hvor Signe lærte meget om sig selv og den måde, hun tænker på:

- Jeg tror, at den periode har været rigtig vigtig for, hvad jeg gerne vil i fremtiden, og hvad der betyder noget for mig nu.

Efterfølgende blev Signe så interesseret i, hvorfor hun fik det dårligt, at hun besluttede sig for at læse psykologi. Hun ville både forstå sig selv og have muligheden for at hjælpe andre unge i samme situation.

Hun fik muligheden for at læse psykologi online samtidig med, at hun kunne fortsætte sin svømning. For lysten til at svømme var langsomt vendt tilbage.

I dag ved Signe også, at man ikke bare får det bedre over natten, og at hvis det er noget, der fylder meget i ens liv, så kommer det til at tage tid.

- Men jeg tror, jeg prøvede at tage mig selv lidt ud af den situation og prøve at se det fra et større perspektiv.

Hvis hun skulle give et råd til andre unge, der går igennem en hård periode eller ikke ved, hvad de skal med deres liv, er det, at det er vigtigt ikke at gå med alt det svære selv:

- Det er mega vigtigt at tale om det og søge hjælp hos nogen. Om det er en psykolog, veninder eller familie. Det kan også være folk, man ikke kender, der er mange forskellige tilbud, hvor man kan tale med andre og møde folk.

Når hun ser tilbage på den periode af sit liv i dag, er hun glad for at hun ikke gav op, men gav sig selv lov til at være i det der var svært og give det tid:

- Jeg var så tæt på at stoppe, men hvis jeg havde valgt at stoppe, havde det været mit livs største fejl.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også