Da Katrine droppede makeup og slankekure, fik hun én bestemt kommentar. Men det var helt misforstået

Katrine var 11, da hun gik i Matas første gang og købte løst pudder. Så blev det mascara og eyeliner, og da hun var teenager, var det tykke streger om øjnene. Det var så meget, at klassekammeraterne spurgte “hvem er det?”, da hun en dag gik i skole uden.

Hun led af kronisk utilfredshed med sin vægt, var næsten altid på en eller anden pulverslankekur, og i dag synes hun stadig, hun er for tyk. Men hun prøver at lade det være. For hun har truffet en beslutning:

– Jeg har besluttet mig for ikke længere at beskæftige mig med mit udseende. Jeg vil ikke længere bruge kræfter på at være smuk. Eller jeg vil forsøge på det. For jo, det er da en proces, og det skal heller ikke være et dogme.

– Jeg kan stadig godt finde på at tage mascara på til en fest, og når jeg ser mit spejlbillede i butiksvinduerne, ville jeg stadig ønske, jeg var tyndere.

Det handler heller ikke om, hvorvidt man er smuk fra naturens hånd eller ej. Da Katrine skrev en klumme i Politiken om det her, fik hun en del svar fra mænd, der havde googlet hende og forholdt sig til, hvordan hun ser ud. Der var en af dem, der skrev noget i retning af, at hun “da ikke så helt uinteressant ud”.

Men det helt misforstået.

– Det er et spørgsmål om, hvorvidt jeg vil bruge min tid og energi på at leve op til nogle forventninger til, hvordan en kvinde skal se ud hvis hun skal have værdi. Forventninger, som er bestemt af samfundet, og som jeg mener er med til at bremse kvinder og forhindre, at potentialer er bliver udfoldet.

Det sidste kunne en af hendes veninder godt genkende, da Katrine skrev sin klumme. Hun sagde noget i retning af: “Åh gud, tænk, hvis jeg havde brugt alle de timer, jeg har brugt på mit udseende på at studere. Så havde jeg fået Nobelprisen.”

– Selvfølgelig kan hun ikke vide, om hun havde fået Nobelprisen, og det er selvfølgelig langt fra sikkert, men det siger noget om, hvor meget tid og energi, hun har brugt på sit udseende. Tid og energi, som hun kunne have brugt på noget andet og måske vigtigere.

Og veninden er tilsyneladende ikke den eneste, der kan genkende problematikken.

– Jeg har fået enormt mange positive kommentarer på min klumme, og de er alle sammen fra kvinder, så jeg må have ramt ned i noget genkendeligt.

Man skal være sexet

Men hvem siger, at det ikke er mit eget valg at bruge den tid, det nu engang tager, på at se så godt ud som muligt?

Katrine møder tit kommentaren fra kvinder om, at de synes, de ser bedre ud og føler sig bedre tilpas med mascara, rouge og læbestift.

– Og jeg forstår det godt. Men jeg er ikke sikker på, at det altid holder. Det er jo alt sammen noget, vi har lært, ikke nødvendigvis af vores mødre. Det ligger i samfundsstrukturerne. Man skal være tiltrækkende for at være noget værd som kvinde. Og hvis man er pige, bruger man eyeliner og mascara.

Så det gjorde Katrine. Det blev en del af hendes front. Men hun havde det ikke godt inde bagved. Tværtimod. Hun udviklede en spiseforstyrrelse i de år.

Da hun er 19, erklærer Katrine Arnfred sig for feminist. Og siden dengang har hun på den ene eller anden måde være engageret i opgøret. I en årrække som ansat i Dansk Kvindesamfund og gennem alle årene som medlem af forskellige feministiske netværk og basisgrupper.

Det var en artikel i et dameblad, der fik hende til at tage skridtet. Den handlede om kvinder og krop, mere husker hun ikke. Men den ramte hende dybt.

– Og så var min mor kønsforsker. Så noget af det har jeg selvfølgelig med hjemmefra. Frøet var allerede sået derhjemme, kan man sige.

Men selv som feminist havde hun ikke været i stand til at sige fra over for forventningerne til hendes udseende som kvinde.

– Jeg har ikke haft det nemt med mit udseende, og det har da været belastende. Jeg har brugt mange kræfter på at forsøge at tabe mig, og jeg har ikke tal på de mænd, der syntes, jeg ikke var smuk og tiltrækkende nok.

– Det har været taxachauffører, mandlige venner, mænd, jeg har været i seng med, og mænd jeg har mødt på gaden, og som har syntes, jeg var for tyk eller ikke gjorde nok ud af mig selv. Det tror jeg, mange kvinder oplever, men ikke mange mænd.

Lidt af en revolution

Det er heller ikke usædvanligt, at en magtfuld, uattraktiv mand har en smuk kone. Men det er sjældent, man ser eksempler på det omvendte.

– Jeg kan i hvert fald ikke komme i tanke om nogen, siger Katrine, der også ser en skævhed hjemme hos sig selv.

– Når min kæreste tager et bad om morgenen, tager det fem minutter, og på en god dag vasker han sit hår. Jeg har i årevis plejet mit ansigt med ansigtscreme og brugt krøllecreme, øjencreme og bodyscrub og barberet ben.

Nu nøjes hun med at barbere ben en gang imellem. Men efter alle de år som feminist, hvorfor er det så lige nu, hun siger stop?

– Jeg tror, det er en kombination af alder og træthed. Jeg gider simpelthen ikke mere. Og så har coronaen nok også gjort noget.

– Vi sad derhjemme og arbejdede og holdt møder uden bh og mascara. Det lærte os, at vi sagtens kan være professionelle, dygtige, effektive, kreative uden at være dresset op og have flere lag mascara på. Vi kan sagtens have værdi uden. Og vi kan også godt føle os godt tilpas. Det står klart. De to ting har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre.

Det kan selvfølgelig godt være, at der er kvinder, der har det på en anden måde. Og hun ved også godt, at hun er privilegeret, og det måske er sværere for andre.

– Jeg har to børn og en dejlig kæreste, der kan lide mig. Så jeg er ikke ude på markedet. Men det burde jo ikke være sådan, at man skal være fyldt fyrre og have en kæreste for at kunne frigøre sig. Så er der jo noget galt, siger hun.

Og måske er der en opblødning af strukturerne i samfundet på vej? Man ser for eksempel flere mænd med neglelak og mascara, og i december 2020 var den engelske popstjerne Harry Styles på forsiden af Vogue i kjole.

– Jo, skønhedsidealet for mænd er under forandring. Det har ikke nødvendigvis nogen betydning for magtstrukturerne i samfundet og forventningerne til kvinden, men de unge har fat i den lange ende. De viser os, at der er andre muligheder, og det gør mig optimistisk på, at det kan blive anderledes.

Forandringerne viser sig også hjemme hos Katrine, og det er ikke kun hos hende selv.

– Jeg ser det hos min yngste. Han er ni, og han vil nogle gange godt have neglelak på, fordi han synes, det er flot.

Hendes datter på 13 går med eyeliner og mascara, ligesom Katrine selv gjorde. Og Katrine siger ikke, at hun ikke må.

– Det handler ikke nødvendigvis om, at vi alle sammen skal gå i praktisk tøj og uden makeup. At vi ikke må tage en kjole på til fest. Det handler om at lade hinanden være dem, vi er. Det vigtige er, at vi er frie til at være dem, vi er, og bruge tiden på det, vi synes er vigtigt.

– Måske er den kamp, vi har brug for, først og fremmest en indre kamp. At vi gør op med os selv: Hvorfor gør jeg som jeg gør? Og er det det, jeg gerne vil? For mig selv har det været lidt af en revolution. Det føles ekstremt frigørende. Der er en kæmpe styrke i at sige fra.