Da jeg som højgravid blev spurgt: “Er du overhovedet glad?”, gav min tavshed svaret

Dette er en kommentar. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

Jeg har så længe jeg husker haft drømmen om kernefamilien.

Der var ikke de drømme i det, der syntes at være for store, for det var på en måde gjort til min mission og mål med livet.

Jeg ville være mor. Og den bedste af slagsen.

Da jeg som 25 årig stod med manden og de to famøse røde streger, der selvom de kom noget uventet, var meget velkomne, gik livet alligevel slet ikke den vej, jeg havde troet.

Jeg var så meget i kontakt med mine følelser, som jeg følte jeg kunne være igennem min graviditet, men jeg lukkede af overfor det der på én gang kom snigende og på én gang kom med 200 km/t.

Det opstod allerede i min graviditet, og det kan der være, og er der sikkert mange gode grunde til. Men jeg kom aldrig til lykkerus-stadiet.

Jeg glædede mig faktisk ikke til at blive mor. Jeg vidste helt inde i maven, at det var det vi skulle, og det føltes så rigtigt som noget kunne på det tidspunkt.

Men følelsen af ligegyldighed og ængstelighed blev større, jo større maven voksede sig, og jeg tænkte at mine følelser måtte være normale og forbigående, som et udfald af denne store og lidt uventede livsændring.

”Man fortryder aldrig et barn” havde jeg engang ladet mig høre, og de ord knugede jeg mig til når glæden lå fjern.

Men det hele blev værre og værre.

Mor-titlen begyndte at skræmme mig. Jeg kunne ikke overskue tanken. Og jeg følte mig som en elendig mor, inden jeg overhovedet var blevet mor.

Og jeg græd – konstant.

Shit, hvor jeg følte mig snydt, og nærmest berøvet over min manglede lykkerus.

Og det gjorde det ikke bedre at se gravide og nybagte forældre værne om deres fortjente glæde, eller lægge øre til hvor meget folk omkring en glædede sig på ens vegne.

Det burde det - men det gjorde pænt ondt, at blive påmindet om dagligt, at man ikke kunne dele den glæde.

Min rationelle side vidste jo godt den ikke var helt god. Det kunne min kæreste og nærmeste også mærke på mig. Og da jeg stod der højgravid og blev spurgt “er du overhovedet glad?”, gav min tavshed vidst svaret. Jeg har alle dage syntes min datter var det smukkeste og dejligste, lige fra allerførste gang jeg så hende.

Og jeg har altid være nysgerrig på hende, fulgt nøje med i hver bevægelse, og vist hende stolt frem, for jeg syntes jeg havde skabt noget fantastisk.

Men jeg havde svært ved at forlige mig med det ansvar, der fulgte med.

Jeg følte en trang til en pakke smøger og en flaske vin, ikke at sidde med min datter 24/7 og stirre på hende. Og deraf følte jeg skam.

Jeg kunne ikke forstå hvorfor noget så stort og ønsket, på så mange måder syntes ligegyldigt, og hvordan følelsen af ikke, at kunne levere hende til forældrene når overskuddet var lavt, var så høj.

Jeg har aldrig følt at jeg svigtede hende fysisk, for jeg ville hende det bedste, og sørgede trods min egen fortsatte elendighed for, at hun fik det, hun skulle ud fra, hvad jeg mente, der var bedst for hende, samtidig med at jeg måtte gøre hvad der var godt for mig.

Men mentalt føler jeg at jeg har fejlet i hendes første levetid.

Jeg så på det smukke lille uskyldige ansigt hver dag, der på mange måder mindede om mit eget fra da jeg selv var barn, og følte til tider slet ingenting.

Ordet “fødselsdepression” var ikke et ord jeg havde dykket synderligt meget ned i. Det var så fremmed for mig.

Alligevel brugte jeg lange nætter for mig selv på, at søge svar på hvorfor jeg havde det som jeg nu havde det.

For den ensomhed og skam der fulgte med, var nærmere det værre end følelsen af slet ikke, at være glad.

Der voksede en desperat følelse i mig for, at finde nogle – bare én beretning, der bekræftede mig i, at jeg ikke var forkert, og ikke mindst, at jeg ikke var alene.

Jeg manglede desperat nogen at spejle mig i. Nogen, der kunne anerkende hvad der gik igennem kroppen på mig, og fortælle mig at det var helt okay.

Hver gang jeg prøvede at tale med nogen om det, blev det et kejtet forsøg på at lette noget inde i mig, men som endte i ubehagelige og akavede situationer, hvor jeg typisk endte med at trække mine ord tilbage.

Jeg blev konstateret ramt af en fødselsdepression, og fik tilbudt samtaleterapi. Det gjorde det på en måde værre i starten, da det pludselig var virkelighed og et meget uønsket stempel.

Bland lige det hele med søvnmangel og det enorme antal hormoner, der også er på spil.

Min datter bliver 1 år i næste måned. Og den dag i dag er det ikke den finger, at sætte på min kærlighed og overskud til hende. Hun er glad, nem, og trives i stor stil med hvad end hun laver. Jeg kan på ingen måder forestille mig en hverdag uden hende, end ikke på de værste dage.

Tiden gjorde mig en store tjeneste der.

Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg var overrasket over, at det ikke var det samme som en almindelig depression. Det var langt mere komplekst.

Jeg følte mig som sådan aldrig deprimeret. Jeg var egentlig glad, havde okay med energi, og følte lyst. Men alt der omhandlede graviditet, fødsel, baby gjorde mig angst. Og så var der den forbandede skam.

Dengang havde jeg mest af alt brug for at høre, at jeg ikke var alene.

Og jeg havde brug for at høre det MANGE gange.