ditte
Samfund

Da hun blev stedmor, tænkte hun, det nok skulle gå. Men så glemte hun noget helt afgørende

23. november 2023
Af Siri Franceschi
Foto: Jesper Sunesen
Den onde stedmor er en uundgåelig del af det at være en sammenbragt familie, mener Ditte Wie, der gæster denne uges afsnit af femina update-podcasten.

– Du er så utaknemmelig, råber Ditte Wie ad sin bonusdatter, der sidder inde på sit værelse.

Hun er rasende.

Flere gange har hun bedt hende om at tørre af efter sig, når hun har været i bad, og flere gange har hun ignoreret hende.

Ditte Wie ryster på hovedet, da hun lukker døren ind til bonusdatteren.

Hvorfor blev jeg så vred, tænker hun. Nu er det jo mig, der er den onde stedmor.

Vi har alle et indprentet billede af den berømte og berygtede stedmor, som vi har set karakteriseret som ond og grusom i eventyr som "Snehvide" og "Askepot".

Og lige præcis rollen som den onde stedmor er for mange skrækscenariet, når man indgår i en sammenbragt familie. For hvem har lyst til at være hende den sure?

Men trods gode hensigter, kan det være svært at undgå, mener Ditte Wie.

Podcast: femina update

Hver uge dykker vi ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig i podcasten femina update.

Vi fortæller om de vigtigste agendaer, opsigtsvækkende fænomener og mest fascinerende personer, set gennem femina updates øjne.

Der kommer et nyt afsnit hver torsdag, og du kan lytte i appen Ally, eller hvor du normalt hører podcast.

Ditte Wie blev stedmor, da hun som blot 23-årig blev kærester med sin chef og dermed også stedmor for hans dengang 8-årige datter.

I dag er hun 30 år, mor til to, og så står hun bag Instagramprofilen @denondestedmordk, hvor hun skriver om de følelser og tanker, der knytter sig til det at være stedmor.

Det gør hun, fordi hun selv savnede nogen at spejle sig i, dengang hun blev stedmor.

I starten var hun ellers optimistisk. Hun var forelsket og blev også meget hurtigt glad for steddatteren. Faktisk var hun slet ikke i tvivl om, at det nok skulle gå.

– Jeg er selv vokset op i en sammenbragt familie, så jeg havde en klar forestilling om, hvordan jeg godt kunne tænke mig at være bonusmor, fortæller Ditte Wie.

Vigtigst af alt ville hun gerne give plads til udgangspunktet, altså relationen mellem far og datter.

– Jeg skulle jo ikke komme og være ny mor, og jeg havde ikke nogen forventning om, at vi skulle være en familie på den måde.

Men det ideal blev hurtigt svært at opretholde. Ditte Wie overkompenserede og havde svært ved at sige fra og sætte grænser.

Løbende mærkede hun, hvordan rollen som den søde og overskudsagtige bonusmor begyndte at skride. Hun ville så gerne, men midt i det hele glemte hun sig selv.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også