Ida Marie Hede
Interview

Britney Spears skal lære os, at vi er mere end vores arbejde: "Mit liv bliver fattigere, jo mere mit arbejde bliver en identitet"

16. februar 2022
af Bonna Haagen Pedersen
Foto: Tine Bek
Forfatter Ida Marie Hede har skrevet manuskriptet til teaterforestillingen "Work Bitch", der stiller skarpt på arbejdslivets præstationspres og selviscenesættelse. Selv prøver hun dagligt at gøre et lille oprør ved at gøre ting, der ikke har nogen værdi.

"You want a hot body? You want a Bugatti? You want a Maserati? You better work, bitch."

Sådan synger Britney Spears i sin sang "Work Bitch" fra 2013. Arbejde er vejen til det gode liv, og vil du have noget, så må du arbejde for det.

Det er det kapitalistiske mantra, de fleste af os er vokset op med. Men det er også et mantra i modvind.

I november afleverede 4,5 millioner amerikanere en opsigelse til deres chef, hvilket er et rekordhøjt antal.

Hele 41 procent af klodens samlede arbejdsstyrke overvejede at sige deres job op sidste år ifølge en undersøgelse fra Microsoft.

På Reddit har gruppen "Antiwork" 1,7 millioner medlemmer. Gruppen har taglinen "unemployment for all, not just the rich" og her deler medlemmerne deres oplevelser af dårlige arbejdsforhold og Tiktok-videoer, såkaldte Quittoks, hvor folk siger deres job op.

I USA kalder de tendensen "The Great Resignation". I Danmark er bevægelsen ikke lige så tilstedeværende. Dog har et rekordstort antal sygeplejersker sagt deres job op sidste år uden at have et nyt, og debatten om "anti-arbejdsbevægelsen" har også fyldt herhjemme.

For nogle er det et opgør med dårlige arbejdsvilkår, ringe lønvilkår, grove oplevelser fra kunder og ledelse og manglende rettigheder.

For andre har coronapandemien givet tid til at reflektere over, hvordan arbejdet påvirker måden vi lever vores liv.

– Jeg tror, Antiwork-bevægelsen er en protest mod de arbejdsmarkedsvilkår, der er i dag og den konkurrencestat, vi lever i, siger 42-årige Ida Marie Hede.

Netop forholdet mellem arbejdet og ønsket om at befri sig selv ville forfatter Ida Marie Hede udforske i teaterforestillingen "Work Bitch", der lige nu går på teateret Sort/Hvid i København.

Fra forestillingen "Work Bitch" på Sort/Hvid teater.

Foto: Martin Høyer

Hun har skrevet manuskriptet i tæt samarbejde med teaterinstruktør Niels Erling.

– Vi ville gerne have, at forestillingen kom rigtig tæt på de grimme følelser, der er forbundet med arbejdslivet.

– Den skulle udforske søvnløsheden, angsten, misundelsen, men også udforske og stille spørgsmål til os selv i forhold til, hvorfor vi egentlig begærer det, vi begærer, siger hun. .

I forestillingen er der fire karakterer, der alle ønsker at sætte sig selv fri. Deres arbejdsforhold gør dem sårbare.

Når man lever i en verden, hvor arbejdsmarkedet er fragmenteret på den måde, som det i stigende grad er i dag, er det klart, det installerer en usikkerhed i mennesker.

De er freelancere og arbejder på et prekært arbejdsmarked, med korte, midlertidige ansættelser, freelancejobs og projektansættelser.

– Når man lever i en verden, hvor arbejdsmarkedet er fragmenteret på den måde, som det i stigende grad er i dag, er det klart, det installerer en usikkerhed i mennesker.

– Man skal hele tiden genopfinde sig selv og være sit arbejde, meget mere end man en gang skulle, siger Ida Marie Hede.

Hvem er fjenden?

Fra loftet i den renoverede slagtehal, der udgør scenen på Sort/Hvid Teater i Kødbyen i København, hænger et forstørret billede af Britney Spears ansigt.

I 13 år har Britney Spears været holdt i en form for fangenskab i et værgemål, hvor hendes far Jamie Spears havde fuld kontrol over det meste af hendes liv.

Den 12. november sidste år blev Britney Spears værgemål ophævet, og hun blev endelig fri.

I forestillingen Work Bitch føler de fire karakterer sig også fangede i deres eget liv. Inspireret af Britney Spears frisættelse prøver de at finde ud af, om de selv kan blive fri.

work bitch sort/hvid teater
Fra forestillingen "Work Bitch" på Sort/Hvid teater.
Foto: Martin Høyer

Men hvor Britney Spears undertrykkende fjende var hendes far, er fangenskabet for de fire karakterer mere komplekst. For "hvem er fjenden"?

Et spørgsmål, de fire karakterer retter mod hinanden og publikum gennem hele forestillingen.

– Når man tænker over sig selv, er fjendebilledet mudret og svært at få hold om.

– Karaktererne spørger sig selv: Er det begæret? Den private ejendomsret? Min mor? Min kæreste? Er det Tinder? Er det, at jeg gerne vil være så god hele tiden? Er fjenden, at jeg er så dårligt et menneske? Er det min jalousi? Eller mine venner?

På den måde leder forestillingen efter et fjendebillede, som ikke kan placeres på samme måde som hos Britney Spears, fortæller Ida Marie Hede.

Britney Spears gjorde oprør mod sin far, mens oprøret i forestillingen er mere diffust.

– Forestillingen raser mod, at man ikke kan definere eller finde fjenden. Den gør oprør imod nogle samfundsstrukturer, men også måden, vi selv reagerer i de strukturer.

– At vi er individualister, der føler, vi skal konkurrere med andre og være bedre end andre for ikke at falde igennem. At vi overhovedet skal føle angst, og være vildt kede af det, udkørte og trætte.

– Jeg ved ikke, hvor jeg vil placere skylden, men tror, jeg både vil placere fjenden i os selv og i samfundet.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

For Ida Marie Hede er det personligt en lille bid af at bryde fri, når hun er sammen med andre mennesker og deler sit arbejde med dem.

Når hun mærker opbakning og samhørighed, føles presset ikke lige så stort. Det er hendes lille daglige oprør.

– Jeg tænker ikke nødvendigvis, at jeg skal omstyrte kapitalismen for at føle mig fri.

– Men jeg tror, at hverdagen, venskaber, åbenhed og det at beskæftige mig med kunst, som giver mening, sammen med andre, det er mit oprør. For det, at gøre nogle ting som ikke har nogen værdi på en vækstskala, er der et oprør i.

Blive sit job

I mange år læste Ida Marie Hede kunsthistorie på universitetet og troede dengang, at hun skulle finde et job inden for kunstbranchen, måske arbejde på et museum.

Men så begyndte hun at skrive, startede på Forfatterskolen og fandt ud af, at det at være forfatter, var en meget større drift i hende.

Siden har hun stykket sit arbejdsliv sammen med alle mulige forskellige jobs, som er kommet sporadisk hen ad vejen. Det har været prekært.

– Det har ikke været det "gammeldags" arbejdsliv. Fra det ene år til det andet, og nogle gange fra den ene måned til den næste, har jeg ikke vidst, hvor jeg var ansat, og hvad jeg skulle tjene penge på.

Ida Marie Hede

Ida Marie Hede, 42. 

Foto: Tine Bek

Hun har selv haft en oplevelse af at skulle blive sit job, skulle være forfatter og konstant udvikle sig i den identitet.

– Jeg skal hele tiden blive mere mig selv, lave den næste bog, og blive ved med at være endnu mere forfatter, end jeg var før, for at sige det på en lidt overdrevet måde.

– Det gør jo bare, at man indimellem føler et kæmpestort pres, tror jeg.

Ida Marie Hede oplever det også som en styrke at være god til at tage sin arbejdsidentitet på sig.

For jo mere hun vokser som sin arbejdsidentitet, jo mere kan hun også fylde i sin branche, og det kan være med til at lande det næste job.

Jeg oplever det, som om mit liv bliver fattigere, jo mere mit arbejde bliver en identitet.

Men selv om hun er glad for sit arbejde, nægter hun, at det skal være den eneste ting, der definerer hende, for så begrænser hun også sig selv i at være alle de andre ting, hun er.

– Jeg oplever det, som om mit liv bliver fattigere, jo mere mit arbejde bliver en identitet.

Men er det ikke okay, at man er glad for sit arbejde og hænger meget af sin identitet op på det?  

– Jo, jeg vil insistere på, at det også er godt og vigtigt. Men der er også en bagside ved det, for jo mere man er sit arbejde, jo mere magt får man også i den branche, man arbejder i.

– I stedet kan det være godt at prøve at afgive magt og være ydmyg i det rum, man er i, for så tror jeg både, man bliver bedre til det, man laver, og at man kan have det bedre som et helt menneske, der ikke kun er sin arbejdsidentitet.  

"Vil du høre om min angst?"

Som forfatter har Ida Marie Hede selv mærket, hvordan et prekært arbejdsliv går hånd i hånd med usikkerhed.

– Når man er udøvende kunstner, som jeg er, er man på en måde hele tiden på gyngende grund mellem "Har jeg penge nok nu?" og "Hvad kan jeg regne med at leve af det næste år?"

Nogle gange har hun ligget søvnløs og grædt, fordi hun var kommet til at tjekke sin netbank sent om aftenen.

– Jeg har virkelig været angst i perioder, og tænkt "hvordan skal det gå?"

Ida Marie Hede oplever, at der i samfundet er en forventning om, at vi hele tiden skal vækste og som mennesker blive til mere, end vi var før. Det skaber et pres, som hun mærker i sit eget arbejdsliv.

Det kan være meget ensomt at gå at føle sig i tvivl om sit arbejde, og ikke vide hvor man er på vej hen, men også være bange for ikke at være god nok.

Uanset om hun lykkes godt eller dårligt med noget, hun arbejder på, kan hun blive angst for, hvordan det skal gå næste gang.

Nogle gange oplever hun det næsten som mere angstfuldt, hvis et stykke arbejde går godt, for så følger presset og forventningen til hende selv om, at hun så skal gøre det endnu bedre næste gang.

– Det kan være meget ensomt at gå at føle sig i tvivl om sit arbejde, og ikke vide hvor man er på vej hen, men også være bange for ikke at være god nok.

I forestillingen er der en sang med titlen “Vil du høre om min angst”.

"Jeg prøver at skjule, hvor angst jeg er, jeg prøver at skjule, hvor træt jeg er, jeg prøver at skjule, hvor fri jeg er," synger den ene karakter, som bliver spillet af Laura Skjoldborg.

For må man sige, at man føler sig angst, træt og udkørt, når man samtidig er bevidst om, hvor privilegerede vi er i Danmark i forhold til andre steder i verden?

Spørger man Ida Marie Hede, er det netop skammen over at have de følelser og tanker, der afholder os fra at tale om dem.

For hende har det i arbejdet med forestillingen været en forløsning at dele de angstfulde og sårbare tanker og følelser sammen med resten af holdet bag, og det har hjulpet hende at skrive følelserne ud i teksten.

– Jeg tror virkelig, det kan gøre noget godt at dele den sårbarhed, man går med, i stedet for at lade som om, man ikke har den.