Samfund
29. marts 2023

Anklageskrift viser: 37-årig mand voldtog og dræbte Mia Skadhauge Stevn, mener politiet

Anklageskriftet i Mia Skadhauge Stevn-sagen er netop blevet offentliggjort. Det indeholder voldsomme detaljer om, hvad politiet mener, der skete, efter den 37-årige mand samlede Mia Skadhauge Stevn op i sin bil.
Af: Af Signe Larsen
Mia Skadhauge Stevn

Foto: Privatfoto

Den unge sygeplejestuderende, 22-årige Mia Skadhauge Stevn, blev sidste år fundet dræbt nogle dage efter en bytur med sine venner.

Hun havde været i Jomfru Ane Gade i Aalborg og var på vej hjem, da hun blev samlet op af en fremmed mand i en bil. Men Mia Skadhauge Stevn vendte aldrig hjem og blev få dage efter fundet dræbt.

Anklageskriftet mod den drabstiltalte 37-årige mand er netop blevet offentliggjort, og det giver for første gang indblik i, hvad der ifølge politiet skete, fra hun forsvandt, til hun blev fundet dræbt fire dage senere.

Det skriver TV 2, der har læst anklageskriftet, som indeholder voldsomme beskrivelser.

Den 22-årige kvinde var tydeligt beruset, da hun ifølge politiet blev samlet op af en 37-årig håndværker, der tilbød hende et lift i sin varebil søndag morgen den 6. februar 2022.

I stedet for at køre hende hjem, kørte han imod hendes vilje til et øde skovområde i Hammer Bakker og efterfølgende til hans bopæl i Flauenskjold nord for Aalborg.

Ifølge anklageskriftet voldtog han hende både i skoven og senere i sit hjem, skriver Politiken.

Overgrebene, som ifølge politiet fandt sted fra klokken 06.09 til 15, udsatte han hende for ved at anvende vold og trusler om vold, mens Mia Skadhauge Stevn var under betydelig påvirkning af alkohol.

Politiet mener, at han i samme tidsrum dræbte Mia Skadhauge Stevn blandt andet ved kvælning og betydelig lemlæstelse.

Det fremgår, at han efter drabet forsøgte at skaffe sig af med hendes lig ved at partere det og ad flere omgange sprede ligdelene i et skovområde ved Dronninglund Storskov.

Det skulle være sket mellem drabstidspunktet 6. februar og frem til 9. februar klokken 11.20. Manden er derfor også anklaget for usømmelig omgang med lig.

Den 37-årige mand blev sammen med en kammerat anholdt og sigtet for drab 9. februar, men kammeraten blev efter et grundlovsforhør renset for mistanke og løsladt.

Den drabstiltalte 37-årige mand har siddet varetægtsfængslet siden og skal for retten i Aalborg 7. juni. Der er afsat ni retsdage til sagen, og der afventes at falde dom i slutningen af måneden.

Den 37-årige mand nægter sig skyldig i drab, men hans forsvarsadvokat udtaler til TV 2, at hun forventer, at han vil erkende usømmelig behandling af lig.

Læs også