elvira
Samfund

Advokat: Elvira Pitzner er frikendt

7. februar 2024
af Signe Frederikke Pedersen, Katrine Rosenbæk
Foto: Per Lange/Ritzau Scanpix
Elvira Pitzners ekskæreste, Milad Saadati, der i første omgang beskyldte tv-kendissen for utroskab i Dubai, ønsker at droppe sagen. Han siger, at han ønsker fred for alle parter.

Sagen mod den danske realitystjerne Elvira Pitzner er pludselig onsdag morgen dansk tid droppet.

Det er Ekstra Bladet, der har rapporteret om frikendelsen af Elvira Pitzner og hendes ven Mortada Haddad.

Avisen mødte nemlig Mortada Hadid og Elvira Pitzners forsvarer, Noura Taysser, som forlod en retsbygning i Dubai onsdag formiddag lokal tid.

På spørgsmålet om, hvornår Elvira Pitzner og hendes ven Mortada Haddad kan få deres pas tilbage og forlade Dubai, lyder svaret fra advokaten ifølge Ekstra Bladet, at det kan de snart.

Elvira Pitzner har siden begyndelsen af december været tilbageholdt i ørkenstaten, hvor hun har afventet en retssag, og i mellemtiden har særligt hendes mor, Katerina Pitzner, udtrykt frustration over særligt Udenrigsministeriets vilje til at hjælpe i sagen.

Ifølge Elviras ekskæreste, Milad Saadati, er det ham, der tirsdag valgte at droppe sagen mod tv-kendissen. Ekstra Bladet skriver, at der ifølge dem også er andre årsager til frifindelsen, men ikke hvilke.

I en story på Instagram fortæller Milad Saadati, at han har besluttet sig for at droppe sagen, og at han ønsker, at alle kan få fred.

Selve anklagerne om utroskab kom netop fra ekskæresten Milad Saadati, som beskyldte Elvira Pitzner for utroskab og tyveri. Dog ønskede han aldrig, at hun kom i fængsel.

I De Forenede Arabiske Emirater betragtes utroskab som en ganske alvorlig sag, der kan give fængselsstraf.

Artiklen blev først bragt hos Se og Hør. Dette er en redigeret version.

Læs også