retten
Samfund

42-årig mand tiltalt: Filmede tilfældige letpåklædte kvinder i årevis

16. oktober 2023
Af Silje Qvist
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Gennem flere år har den tiltalte taget fotos og videoer af seksuel karakter af tilfældige kvinder. Ofrene har ikke kendt til optagelserne.

Kvinderne har været tilfældige. Fælles for dem har været, at de intet har vidst om den mand, der har filmet dem eller taget billeder af dem, mens de har været letpåklædte.

Manden er 42 år og kommer fra den nordjyske by Nørresundby. Han er nu tiltalt for at have taget billeder og videoer af seksuel karakter af intetanende kvinder i en sag, der nu kommer for Retten i Aalborg.

Udover det mener politiet, at manden også har filmet par, mens de har haft samleje.

Det skriver TV 2 på baggrund af anklageskriftet i sagen. Den tiltalte er altså ikke dømt, og det fremgår heller ikke, hvordan den tiltalte forholder sig til anklagerne.

Politiet kom på sporet af den 42-årige mand, da han til Aalborg Karneval lørdag den 27. maj i år blev tiltalt for seksuelle krænkelser mod en kvinde i Skulpturparken – en park, hvor mange karnevalsgæster holder til under festlighederne.

Her mener politiet, at manden forgreb sig på en kvinde, der var så beruset, at hun ikke kunne modsætte sig. Han skulle have taget hende på kønsdelene og forsøgt at stikke sin penis i hendes mund.

Da politiet dengang undersøgte sagen nærmere, fandt man – ifølge sagens oplysninger – flere videoer på hans telefon, som han havde optaget af kvinden, mens han forgreb sig på hende.

Det fremgår af anklageskriftet, at manden blev anholdt natten efter karneval, hvorefter politiet efterforskede sagen.

Den 42-årige mand har siddet varetægtsfængslet, siden han blev anholdt, fordi politiet endte med at finde meget mere video- og billedmateriale på mandens telefon.

Herunder en video fra aftenen til karnevalet af to ukendte personer, der havde samleje. Manden er ligeledes tiltalt for at have filmet de to.

Politiet fandt også videoer fra august og september 2020, hvor manden har filmet en letpåklædt kvinde, hvis underliv er filmet "helt tæt på". I videoen fra september ser man en ukendt kvinde, der går rundt i undertøj. Den er filmet gennem et vindue.

Politiet har fundet tilsvarende optagelser fra januar 2019.

Det sidste, manden er tiltalt for, er et tidligere tilfælde af blufærdighedskrænkelse i enten 2016 eller 2017. Her mener politiet, at manden har forgrebet sig på en kvinde, som har været påvirket og ikke har kunnet gøre modstand. Det er manden også tiltalt for at have filmet.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også