New York City
Agenda

Kvinder fortæller, at de blev slået i hovedet, da de kom gående på gaden i New York. Nu har de en opfordring til andre kvinder

27. marts 2024
Af Heidi Kirkeby Mogensen
Arkivfoto: Unsplash
Flere kvinder fra New York City fortæller om at være blevet slået i hovedet af en uidentificeret mand, mens de brugte deres telefon på gaden. De opfordrer nu andre kvinder til at være opmærksomme på deres omgivelser.

Tirsdag den 19. marts omkring klokken 20 gik komikeren Sarah Suzuki Harvard alene på Delancey Street på Manhattan, da hun blev overfaldet af en mand bagfra, skriver The Independent.

Sarah Suzuki Harvard fortæller til mediet, at manden ifølge hende slog hende i baghovedet, og da hun vendte sig om, var han allerede på vej væk.

Efterfølgende har hun døjet med hovedpine, kvalme, svimmelhed, sløret syn, angst og PTSD.

Hun valgte at anmelde overfaldet til politiet efter at have set flere videoer af kvinder, der beskriver lignende overfald. Kvindernes videoer er gået viralt, og at Sarah Suzuki Harvards episode tilsyneladende ikke er et enkeltstående tilfælde, gør hende utryg, fortæller hun.

The Independent skriver nemlig om fire episoder, hvor kvinder er blevet slået i hovedet. Umiddelbart er overfaldene, som kvinderne fortæller om, sket i løbet af få dage og bare få kilometer fra hinanden i New York City.

Videoerne af kvinderne, som er gået viralt, har medført en online samtale, hvor kvinder opfordrer hinanden til at være opmærksomme på deres omgivelser.

Den 25. marts begyndte folk for alvor at lægge mærke til, at flere kvinder oplevede det. Influenceren Halley Kate delte nemlig en video, hvor hun fortalte, at hun også var blevet slået i ansigtet af en mand.

I videoen forklarer hun tårevædet, at hun bare kom gående, da en mand kom hen og slog hende i ansigtet. I videoen viser hun sit ansigt, der er rødt og hævet i højre side, og forklarer, at hun har svært ved at tale, fordi det gør så ondt.

I en opfølgende video uddyber hun, at hun gik på fortovet og kiggede ned i sin telefon, da overfaldet skete. Hun er i tvivl om, hvorvidt manden slog hende eller ramte hende med albuen, fordi hun besvimede og faldt på fortovet og derfor ikke husker det hele.

Hun fortæller, at hun tror, at manden var sur over, at hun gik med hovedet nede i sin telefon. Da hun rejste sig efter overfaldet, husker hun, at manden skreg af hende, hvorefter han løb væk.

Hun politianmeldte overfaldet, og betjente fortalte hende, at det lød som en anden hændelse, der var blevet indrapporteret.

Halley Kate opfordrer til, at man skal passe på sig selv, være opmærksom og måske lade være med at kigge sin telefon, når man går på gaden.

Den samme dag delte Mikayla Toninato, studerende på Parsons School of Design, en video, hvor hun fortæller, at hun også er blevet slået i ansigtet.

Det skete, efter hun forlod undervisningen. Hun kiggede på sin telefon, mens hun gik rundt om et hjørne, da en mand slog hende i ansigtet.

Også hun opfordrer kvinder til at være opmærksomme på deres omgivelser.

Læs også