Køn & identitet
23. juni 2024

Rikke var blevet skilt og skulle købe ny bil, da det gik op for hende

Efter en skilsmisse måtte Rikke Korgaard ud og købe ny bil. Det gik op for hende, at hendes viden om biler var lig nul; det måtte hun gøre noget ved. Hun fik idéen til instagram-profilen ”Kvinde kend din bil”, hvor hun deler sin nye bilviden med knap kvindelige 18.500 følgere.
Af: Helle Kjærulf
Rikke_Korgaard

Foto: Jonna Fuglsang Keldsen

Biler har aldrig sagt 46-årige Rikke Korgaard ret meget. Faktisk vidste hun intet om dem. Det med biler var bare dyrt, indviklet, teknisk og noget, hendes mand tog sig af.

En pludselig skilsmisse og et længere stressforløb gjorde, at Rikke Korgaard fik hele sit liv op at vende. Ikke nok med, at hun skulle ud at finde ny bolig sammen med sine børn og genoverveje sit arbejdsliv, hun måtte også have en bil.

– De biler, min eksmand og jeg havde haft, havde vi enten overtaget fra mine forældre eller købt sammen. Da jeg blev skilt, leasede jeg en bil, fordi det var det nemmeste. Da leasingperioden udløb, havde blandt andet coronakrisen sat en prop i produktionssystemet, og jeg skulle vente et halvt år på en ny leasingbil, og det ville koste det dobbelte.

– Jeg har tre døtre, der skulle til alt muligt, så det duede ikke. Jeg måtte ud at købe en bil, fortæller Rikke Korgaard, der bor i Mårslet ved Aarhus.

Ud over tvillingerne Clara og Rosa på 13 år har Rikke datteren Miriam på 16 år, som er på efterskole.

Rikke_Korgaard

Det gik op for Rikke, at hun ikke anede, hvad hun skulle være opmærksom på ved et bilkøb. Hun forstod ikke, hvad de sagde i værkstedet, og var slet ikke sikker på, hvad hun betalte for.

– Jeg lukkede øjnene og sagde til en god ven af hankøn, at jeg har de her penge at købe en bil for, vil du hjælpe mig? Jeg var ude at prøve nogle biler, men forhandlerne kunne jo lugte, at jeg ikke havde en dyt forstand på biler.

– Jeg tog også selv en rolle, hvor jeg gjorde mig selv lillebitte – en kvinde, der intet vidste om biler. Det hænger slet ikke sammen med den måde, jeg ellers ser mig selv på, siger Rikke.

Da hun så fik den hjem, var bilen den næststørste post i hendes budget. En hvid Nissan Qashqai, diesel, som hun i dag ikke ville vælge med den viden, hun har nu.

– Man bruger rigtig mange penge på sin bil. En ting er billånet, men hvis man tænker forsikring, brændstof/el, ejerafgift, service og uforudsete reparationer, bliver det til en kæmpestor post, som jeg intet anede om.

Rikke tænkte, at alt det med biler måtte hun kunne lære, og gik i gang.

– Der er jo mange, der arbejder med biler, men min oplevelse var, at viden om biler primært var formidlet af eksperter til bilentusiaster. Det betød, at de startede på et niveau, hvor jeg slet ikke kunne være med. I bund og grund interesserede jeg mig ikke for det. Jeg ville bare gerne vide, hvordan jeg ordnede det mest basale.

Musicals, it og biler

I en del år troede Rikke, at hun skulle leve af at synge musicals.

– Jeg har ild i røven, der skal ske noget. Jeg elsker at synge, men jeg var ikke dygtig nok. Jeg ville bare være en lille fisk i et stort hav, og det var bare for hårdt. Det var nogle skønne år af mit liv, og det var også fint at få den indsigt, at jeg ikke skulle lave musicals resten af mit liv.

Informationsvidenskab viste sig at være den helt rigtige hylde for Rikke, der er uddannet cand.mag. i antropologi og informationsvidenskab.

Hun var i nogle år ansat i det private som it-projektleder, men under finanskrisen blev hun opsagt.

– Dengang var Miriam lille, og det var benhårdt arbejde med en stejl læringskurve og mange timer. Inden da havde jeg været studievejleder på Aarhus Universitet og søgte tilbage i en administrativ stilling som konsulent og projektleder, med tanken om at det skulle være kortvarigt. Jeg endte med at være der i 12 år, siger hun.

Arbejdet som projektleder var hårdt, og Rikke blev til sidst sygemeldt med stress. Hun kunne mærke, at hun ikke skulle tilbage, men skulle lave noget helt andet.

– Jeg var syg længe, og min arbejdsgiver og jeg blev enige om, at det var bedst, hvis de opsagde mig. Det var faktisk en kæmpe gave for mig. Det var dét, der skulle til.

– Jeg havde altid gået med den tanke og drøm om, at jeg skulle være selvstændig. Men havde ikke kunnet finde det, jeg gerne ville, eller haft troen på, at jeg var dygtig nok til at gå selv.

Så fik Rikke idéen om at dele sin nye bilviden med andre kvinder.

– Jeg tænkte, at jeg umuligt kunne være den eneste, der manglede viden om biler.”

Hun oprettede instragramprofilen @kvindekenddinbil til formålet, den gik i luften december 2022. I skrivende stund har hun mere end 18.500 følgere, hvoraf 98 pct. er kvinder.

Sociale medier kom naturligt

Rikke Korgaard undersøger de ting om biler, hun selv eller hendes følgere undrer sig over. Nogle ting er faktisk meget simple, og det er viden, der ligger tilgængelig for alle.

Det kan være, hvordan man tænder sin tågelygter, finder alderen på sine dæk, eller hvorfor en del kvinder ikke bryder sig om at køre i mørke. Hun er en kvindelig stemme, der mangler, i bilverdenen, som hun udtrykker det.

I flere år havde hun førhen en blog og trives i dag hjemmevant på de sociale medier, så ud over sin egen profil hjælper hun andre solo-selvstændige, der har brug for f.eks. at få deres instagramprofil til at køre bedre eller til annoncering på Facebook.

– Det var meget naturligt for mig at overveje, at min nye vej skulle være via SoMe, og da jeg fik idéen med biler, kunne jeg mærke, at det var rigtigt.

Hun startede med at tjekke med nogle veninder, om de interesserede sig for biler, og det var bare et stort NEJ.

– Mange sagde: ”Det tager min mand sig af”. Jeg kunne nærmest føle deres fysiske ubehag ved biler. Både min mor og moster var søde, da jeg fortalte om idéen, og der var måske en håndfuld andre, som syntes, det var en god idé. Jeg tænkte: ”Nu prøver jeg bare”.

Rikke_Korgaard

Rikke ræsonnerede, at når hun havde et behov for at vide mere om biler, måtte der også være andre, der havde.

– Selv om der er flere kvinder, der laver instagram-indhold om biler, og gør det virkelig godt både i Danmark og i udlandet, så følte jeg stadig, at der manglede en profil for begynderne, hvor der var fokus på, hvordan man lærer at tage sig af sin bil. Og da der bor over 700.000 kvinder alene i Danmark, tænkte jeg, at der nok var flere end mig med det behov.

Nysgerrighed som drivkraft

Rikkes mål var altså at blive selvhjulpen og kunne styre sin egen hverdag som bilejer uden at skulle hente hjælp.

– Jeg tænkte: ”Det kan ikke være så svært, det er jo bare biler. Det kan ikke passe, at man skal være ekspert for at tage sig af sin bil”. Det er lidt den fortælling, jeg synes, der er om biler.

– Du kan kun udtale dig om biler, hvis du har interesseret dig for dem hele livet. Eller hvis du køber ind på præmissen om, at det er sådan, vi taler om biler. Alt kan jo gøres til en videnskab. Vi har set det med kaffe og surdej under corona. Men det er jo ikke ensbetydende med, at man ikke kan brygge en god kop kaffe eller bage en plade boller, siger Rikke.

– Det er vigtigt for mig at vise, at hvis du har en god idé, behøver du ikke vide alt. Hvis du er nysgerrig nok, kan du være med til at påvirke på den gode måde, fortæller Rikke, der i starten blandt andet var i TV 2 Godmorgen Danmark, fordi en af hendes følgere havde tippet tv-stationen.

– Selv om det var helt ude af min komfortzone, sagde jeg ja. Det har jeg besluttet at gøre, når der dukker noget op, som kan udbrede ”Kvinde kend din bil”.

Rikke_Korgaard

Nu er hun ved at finde sin stemme, som hun siger. Hun har med sine mere end 18.500 følgere for længst fået troen på, at hun har fat i noget.

– Det er ikke antallet af følgere, der er afgørende for mig, men det betyder noget at sætte sit mærke. At kunne sige til mig selv: ”Det er noget, jeg vil, og det er noget, jeg kan”, og at kvinder kan rigtig meget, også når det gælder biler, siger Rikke, der har opdaget, at hendes budskaber bliver taget bedst imod, når de er pakket ind i lidt humor.

Og så håber hun, at hun kan give andre kvinder mere mod på at hoppe ud i alt det dér med biler lige fra indkøb til køreglæde såsom parkering – også parallelparkering – kørsel i mørke, på motorvej. Man skal bare øve sig.

– Da jeg skulle købe bil, blev jeg ikke taget alvorligt, fordi jeg ikke tog mig selv alvorligt. Og rigtig mange bilforhandlere og værksteder har simpelthen ikke fattet, at kvinder er en kæmpestor og købekraftig gruppe, som har en kæmpe indflydelse, både i parforhold og bilkøb.

– De lever i den forældede forestilling, at det kan kvinder ikke finde ud af, og vi er også som kvinder selv rigtig gode til at gøre os selv mindre i det møde, siger Rikke.

I dag havde hun som sagt valgt en anden bil end en diesel-Nissan. Måske en elbil? Det er i hvert fald fremtiden ifølge Rikke, der er sikker på, at her kommer kvinderne til at gøre en kæmpe forskel i udbredelsen.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 25/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også