"Mine bryster er ikke seksuelle. Dit blik er"
Foto: Dan Mariegaard
– Det gør mig glad at kunne inspirere andre ved at være mig, men jeg synes også, det er vildt, at det næsten er “aktivistisk” ikke at være en størrelse 34 og have det godt med sig selv.
Sådan lød det fra 26-årige Anna Lin, da hun efter Tvprisen i år fik ros for at have en stramtsiddende kjole på.
Nu uddeler Anna Lin igen vise ord, når det kommer til vores forhold til kroppen.
Denne gang handler det om at solbade topløs.
På sin Instagram-profil, med over 36.000 følgere, har hun delt et billede af sig selv, hvor hun ligger på et håndklæde og solbader – topløs.
På grund af Instagrams (rigide) retningslinjer om, at kvinders brystvorter ikke må vises, er hendes ene brystvorte censureret med et blåt emoji-hjerte.
Til billedet skriver hun:
"Mine bryster er ikke seksuelle. Dit blik er. Det er min krop, og du må godt kigge på den. Men alene det at den eksisterer i verden, er ikke en invitation til at seksualisere den."
"Bryster er kun frække, fordi de er forbudte. Hvis det var kvinders knæ, der skulle gemmes væk, ville det være top search på pornosider. Min krop er ikke seksuel. Dit blik er."
Opslaget har fået tusindvis af likes, og kigger man kommentarfeltet igennem er der stort set kun opbakning.
"Sara & Monopolet"-vært Sara Bro skriver "WORD", debattør Louise Kjølsen sender en masse ild-emojis og strikdesigner Lærke Bagger skriver "Bare ja!!!".
Vi kan kun bakke op om friheden til at bade topløs, helt uden seksualisering.