Køn & identitet
24. august 2023

Hun vandt Miss Denmark. Men så skete der noget, som fik hende til at droppe skønhedskonkurrencer

Kropsskam og følelsen af at være helt forkert kan sagtens eksistere, selv om man er udtaget til en stor skønhedskonkurrence. Det fortæller tidligere Miss Danmark vinder Malene Riis blandt andet om i denne uges afsnit af femina update.
Af: Siri Franceschi
Pressemøde på Topmodel curves på kanal 4. Portræt af Malene Riis Sørensen på 23 år fra Haderslev.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Som barn sad Malene Riis og hendes storesøster troligt bænket foran fjernsynet, når der blev vist skønhedskonkurrencer. De så især op til de smukke og slanke Victoria Secret modeller, som de begyndte at efterligne, når de for sjov optrådte til familiearrangementer.

Det var derfor også lidt af en drøm, da Malene Riis selv stod som finalist til den danske skønhedskonkurrence Miss Danmark i 2013. Det fortæller hun et nyt afsnit af podcasten femina update.

– Jeg tror, at det var en blanding af den her naturlige interesse for at gå catwalk og være på foran et kamera, men også det her med, at samfundet hylder skønhed så meget. Det virkede som om, at det at være smuk var det bedste, man kunne være som kvinde.

Men kampen mod podiet var langtfra ligetil for Malene Riis, der i dag arbejder som curve model og mikroinfluencer.

Hun levede ikke naturligt op til det skønhedsideal, hun selv så brændende efterstræbte og var med egne ord for “buttet” til modelbureauerne.

Det betød utallige afvisninger og nederlag, indtil hun en dag øjnede en mulighed, da hun faldt over et opslag fra Miss Danmark på Facebook. Her var der ikke noget krav om, hvor tynd man skulle være.

– Men jeg tabte mig alligevel lige fem kilo for at prøve at ligne en beauty queen lidt mere, fordi jeg tænkte, at der er en kasse, jeg skal passe ind i, hvis jeg skal have en chance for at vinde.

Podcast: femina update

Hver uge dykker vi ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig i podcasten femina update.

Vi fortæller om de vigtigste agendaer, opsigtsvækkende fænomener og mest fascinerende personer, set gennem femina updates øjne.

Der kommer et nyt afsnit hver torsdag, og du kan lytte i appen Ally, eller hvor du normalt hører podcast.

Malenes profeti blev til virkelighed, da hun efter mange måneders intensiv træning blev udråbt som vinder af Miss Danmark 2013. Men kort efter, da Malene er taget til Bali for at repræsentere Danmark i den internationale skønhedskonkurrence Miss Universe, begynder kropsskammen at få taget i hende igen.

– Jeg følte mig ikke helt god nok, fordi jeg kom til at sammenligne mig med de andre.

Hun får det mentalt dårligt og ender efter fem år med at tage helt afstand fra de skønhedskonkurrencer og -idealer, hun ellers selv har været med til at promovere. I dag mener hun stadig, at skønhedskonkurrencerne er med til at fastholde og forherlige et forældet skønhedsideal.

– Det er vitterligt det samme kropsideal, der har været i 70 år, siger hun.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også