Caroline Farberger

Hun har levet både som mand og kvinde i forretningsverdenens top: "Jeg blev virkelig overrasket over forskellen"

27. december 2022
Af Aja Nøhr Larsen
Foto: Andreas von Gegerfelt/Sanna Percivall/Mio Sallanto/Rickard Eriksson
Hun er den første CEO i Sverige – måske i Europa – der lever åbent som transkønnet. Da hun begyndte at leve som kvinde, fandt hun hurtigt ud af, at alt, hvad hun troede, hun vidste om ligestilling, var forkert.

Carl Farberger var en 50-årig mand, der opfyldte alle normative kriterier for en mandlig CEO og familiefar. Hvid, ciskønnet og med et jakkesæt i den rigtige tone af grå.

Lige indtil han en dag gik hjem i sit grå jakkesæt og kom tilbage den næste dag i en kjole og stiletter, og under navnet Caroline.  

Som den første CEO i Sverige, der åbent har skiftet køn, har Caroline Farberger fået et særligt indblik i, hvordan livet i forretningsverdenen er som både mand og kvinde.

– Sådan her ville jeg gøre dengang, jeg var en mand, siger hun og rejser sig fra stolen overfor mig.

Vi sidder i Danske Banks gamle kontorlokaler omringet af store, tunge lædermøbler, udsigt over Kongens Nytorv og malerier af mænd på væggene.

Caroline tager sin sorte blazer af, hænger den på den tredje tomme stol, der står ved det bord, vi sidder ved, og peger på stolen med jakken på.

– Og jeg ville gøre det, inden du var kommet. Så havde jeg taget så meget plads i rummet, jeg kunne, og på den måde have bredt mit territorie ud fra start.

Hun fortsætter, mens hun bliver stående selvsikkert på den anden side af bordet.

– Og så ville jeg bruge hver en mulighed for at stille mig op under vores møde. For at skabe en magtrelation, hvor du helt fysisk ser op til mig.

Sådan var Carl Farbergers ledelsesstil i de mange år, han arbejde som mand i toppen af Sveriges erhvervsliv.

Men Caroline sætter sig hurtigt ned i øjenhøjde igen og smiler venligt til mig.

Hun bor til dagligt i Sverige, men er i København for at holde en talk for de ansatte i Danske Bank om de ting, hun har lært om kønsroller og ledelse på hendes rejse fra mand til kvinde.   

En stor øjenåbner

Carl Farberger troede, at han vidste alt om ligestilling. Han havde mange kvindelige ansatte og tænkte, at det havde løst dét problem.

Men det tog kun Caroline Farberger en måned, hvor hun levede som kvinde, at indse, hvor meget hun havde taget fejl.

– Jeg blev virkelig overrasket over, at forskellen mellem de to køn, var langt større, end jeg havde troet. Og at jeg selv havde været med til at skabe den ulighed.

Den største øjenåbner fik hun, da de andre kvinder i firmaet begyndte at henvende sig til hende og tage hende til sig som en af deres allierede.

De fortalte hende ting, som de ikke havde fortalt hende, da hun levede som mand. Hun fandt hurtigt ud af, hvor meget hun var gået glip af på trods af, at hun følte hun var den i firmaet, der vidste det hele.  

Caroline Farberger

De fortalte om seksuel chikane fra mandlige kollegaer, som Caroline havde arbejde tæt med i mange år. Beskrivelser af, hvor svært det var at blive i hørt under et møde eller at påvirke en beslutning, der allerede var blevet taget af nogle få mænd, inden mødet gik i gang.

Helt generelt beskrev de, hvor hårdt de havde kæmpet for at skabe en karriere.

Som at svømme mod strømmen. Sådan forstod Caroline det, kvinderne fortalte hende.

Hun begyndte at forstå, at hvad hun troede var en retfærdig kamp, der blev spillet på lige vilkår, uanset køn, etnicitet eller lignende i virkeligheden var meget ulige.  

– Pludselig kunne jeg se, at der var så mange sociale strukturer, der var skabt af mænd og for mænd. Hvis det var en fodboldkamp, blev den spillet på mændenes hjemmebane. Og det er bare ofte det hold, der spiller på hjemmebane, der vinder.

Caroline forstod pludselig, at kvinderne blev nødt til at indrette sig for at passe ind i forretningsverdenen, hvor mænd kunne fortsætte, som de altid havde gjort. Og at kvinderne løbende havde skubbet deres grænse for, hvad de accepterede, for at kunne blive i det.

Caroline spurgte dem, hvorfor de ikke havde fortalt hende alt det noget før.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Dengang var du jo en mand, sagde de til hende. Du ville ikke havde forstået det. Du ville havde set os som besværlige og negative og som én, der ikke var stærk nok til at "klare den" i virksomheden.

Caroline tror desværre, at de havde ret. Den idé om, at det er et tegn på svaghed at vise følelse, havde hun lært fra hun var en helt lille dreng, når hun faldt og slog sig op og igennem hendes tid i militæret, hvor du lærte at skabe en hård facade. Og det havde hun ubevidst taget med sig ind i sin ledelsesstil.

Udseendet betyder (ikke) alt

Forskellene blev tydeligere og tydeligere for Caroline i årene efter hun transitionerede fra mand til kvinde.

En ting handlede om kvindernes udseende.

Carl Farberger brugte ikke meget tid på sit udseende. Han stod op, barberede sig lidt hurtigt og kunne havde det samme jakkesæt på fem dage i streg.

Han lagde godt mærke til, at kvinderne lagde meget energi i deres udseende og fremtoning, og han havde altid tænkt det som et spørgsmål om forfængelighed.

Nu bruger Caroline meget længere tid på sit udseende om morgenen, og hun forstår, at det ikke kun er et spørgsmål om forgængelighed.

- Jeg har indset, at kvinder føler det som en nødvendighed at gøre noget ud af deres udseende, for at kunne blive taget alvorligt. Og at vi som kollegaer, både mænd og kvinder, dømmer kvinder på, hvordan de ser ud.

Hun opsætter et scenarie, hvor der bliver afholdt et møde:

Hvis en mand stod og talte med uglet hår og en skjorte, der ikke var stoppet helt ned i bukserne, ville folk lægge mærke til det, men de ville stadig se ham som den autoritære leder. Hvis det var en kvinde, der havde udtværet makeup og løbende strømpebukser, ville kollegaerne dømme hende. Det ville Caroline selv gøre.  

- Jeg ville nok tænke, at hvis hun ikke engang kan tage vare på sig selv, hvorfor skal jeg så lytte til hende?

Carl Farberger

Carl Farberger før han blev til Caroline 

I samme opstillede scenarie ville man, hvis en mand slog en knytnæve i bordet og hævede sin stemme, se det som udvisning af handlekraft. Hvis en kvinde gjorde det samme, ville det blive set som hysterisk, og man ville tænke: Der er en kvinde, der ikke kan styre sine følelser.

Caroline kunne bare ikke se de ting, før hun pludselig stod på den anden side af dem.

– Det var privilegier, jeg havde som mand, men som jeg ikke indså, at jeg havde. Fordi privilegier kan være meget svære at forstå, hvis du tilhører den privilegerede norm.

Men selv om Caroline forstår de privilegier, hun har haft som mand, så ser hun nogle helt andre fordele ved at være kvinde. Og hun føler på mange måder, at det har været en befrielse at blive en del af det kvindelige fællesskab.

– Jeg lever selv mere autentisk, men jeg er også overrasket over, at der er så mange autentiske samtaler, når der kun er andre kvinder til stede. De deler ud af dem selv, hvis der er noget, der er svært, og de spørger oprigtigt ind til hinanden.

Hun kan ikke huske en enkelt samtale med en kollega, fra da hun var mand, hvor de virkelig gik op i, hvordan hinanden havde det, eller hvem de var som mennesker. Det var altid professionelt.  

Carl påtog sig en hård facade for at virke som en kompetent leder og han troede, at den strategi fungerede, indtil den dag hans leder trak ham ind på sit kontor.

Han spurgte om der foregik noget derhjemme, fordi Carl ikke behandlede folk på kontoret særlig godt. Og Carl måtte svare ham, at ja, ham og hans kone havde kæmpet med at blive gravide.

– Jeg troede, jeg gjorde det rigtige som leder ved at pakke den del af mig selv væk. Men i virkeligheden endte jeg med at måtte gå rundt og undskylde til alle.

Ny lederstil

I dag er Caroline en helt anden leder, end Carl var.

Før i tiden startede hun et møde ud med at sige sin mening om emnet, derefter var der en anden mand eller to, der bakkede hendes holdning op, og så blev det vedtaget. Og selv om hun måske havde diversitet på papiret, for der var flere kvinder rundt om bordet, så havde de ikke indflydelse på mødet. Hun var ikke rigtig interesseret i, hvad de havde at sige, men mest af alt i at trumfe sin egen beslutning igennem og udvise handlekraft.

Hun tænkte ikke over, at når hun afholdt et møde kl. 18, så havde kvinder svært ved at få det til at hænge sammen med at hente børn og lave mad.

Nu forsøger hun at skabe en samtale, hvor alle byder ind og føler sig værdsat – særligt dem med en anden forståelse end hende selv. Og hun tager først en beslutning, når hun ved, hvad alle kan bidrage med.

Inkluderende lederstil kalder hun det.

En kultur, hvor alle føler sig værdsat, og hvor alle tager deres hele jeg med på arbejde.

Og det er ikke kun et spørgsmål om, at alle skal have det godt – det er i højere grad en forretningsstrategi for at vride det hele ud af ​​den kompetence, hun har brugt så meget tid på at rekruttere.

Det viser sig nemlig ofte, at den med den mest diverse baggrund, er den med den mest innovative idé. Derudover går der ifølge Caroline en masse talent tabt, når halvdelen af hovederne om bordet, ikke bliver brugt.

Hvad skulle der til, før at du havde ændret din lederstil, uden at du var transitioneret til kvinde?

– Nogle, der slog mig i hovedet med en spade eller sådan noget. Det har jeg ikke noget godt svar på. For jeg var så fastlåst i min tankegang. Og jeg troede jo, at jeg var en god leder. Jeg tror, at det skulle have været et stort pres udefra eller oppefra. Derfor er vi som samfund nødt til at lægge meget større vægt på mangfoldighed og inklusion.

De ting, som Caroline har opnået i sin karriere, er for de færreste. Hun har været CEO i et af Sveriges største forsikringsselskaber, stiftet sin egen finansvirksomhed og er nu partner og præsident i et stort investeringsfirma. Da jeg spørger hende, om hun tror, hun ville have opnået de samme ting, hvis hun havde levet som kvinde fra en yngre alder, går der et par sekunder, før hun svarer.

– Jeg ville ønske, at jeg kunne sige ja, for jeg mener jo, at jeg har talent og har kæmpet hårdt for at komme hertil. Men realistisk set måske ikke. Det ville i hvert fald have været for en langt højere pris, og jeg er ikke sikker på, at jeg ville have betalt den pris.

I dag lægger Caroline Farberger ofte sin håndtaske på den tomme stol ved bordet, på samme måde som hun før i tiden lagde sin jakke. For selv om hun er transitioneret til kvinde, så kan hun ikke lade være at bruge nogle af de tricks til at skabe autoritet, hun har lært under sit 50 år lange liv som mand.

Caroline Farberger