Forfatter Glenn Bech kigger direkte ind i kameraet
Klassekamp

“Folk, der har haft fantastiske barndomme, er pludselig blevet slået af en onkel til en fødselsdag”

21. november 2022
Af Maria Brus
Foto: Marie Hald
Forfatter Glenn Bech kalder til en omsorgsfuld revolution, hvor den homoseksuelle mand fra provinsen og powerkvinden fra bestyrelsesgangen kæmper side om side. Klassekamp fra Horsens til Nørrebro.

Det er en usædvanlig mild efterårsdag, da Glenn Bech åbner døren til sin lejlighed på Nørrebro. Her er huleagtigt med bøger på alle ledige flader, den ene væg er dækket af en høj bogreol men ikke på Dan Jørgensen– måden. På stuebordet ligger en lyserød plakat med ”LGBT+ kamp” skrevet med store bogstaver.

Glenn Bech trækker en kontorstol over mod den koboltblå sofa og sætter sig. Han har blå øjne i et mildt ansigt, et ”skønt ansigt at fotografere” som fotografen skriver, da hun sender billederne.

Øjnene er let sammenknebne og på skrå, afventende, tænkende. Han har et åbent udtryk, han ser både ældre og yngre ud end sine 31 år.

Der er måske ikke, tænker jeg, en større forfatter til tiden lige nu end Glenn Bech. Hans debutroman Farskibet blev kaldt en ”uafrystelig debut”, et ”enormt ambitiøst og vellykket kampskrift” og ”et manifest for selvomsorg og medmenneskelighed.”

Han er netop udkommet med sin anden bog, manifestet Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet.

Og jeg har en følelse af, at han er kommet med sin lille askeblonde hestehale og sit prøvende smil for at forløse noget i os, i tiden. Som om, han er kommet for først at splitte os ad og så samle os igen, bygge broer af forståelse.

Glenn Bech

Er forfatter og privatpraktiserende psykolog på deltid.

Han er uddannet fra Aarhus Universitet og Forfatterskolen i København, og han er den første i sin familie, der har gennemført en videregående uddannelse.

Han bor på Nørrebro i København med sin kæreste Willy. 

I en tid hvor vi taler rigtig meget om ligestilling mellem kønnene, om racisme, om diskrimination af mennesker på baggrund af snart sagt alt, går Glenn Bech ind midt på scenen og siger: hey, det er som om, vi har glemt at snakke om klasse.

For hey, den klasse, vi er vokset op i, former resten af vores færd gennem livet, og hey, det betyder faktisk noget, hvor meget der stod på dine forældres konto og om din mor og far drak.

– Jeg mener, siger han,

– At klasseproblematikken lægger et tværsnit ned over det hele.

Mobbere, It– girls og skolegårdens hakkeorden

Bogen ligger på sofaen mellem os, en 300 sider tyk sag fyldt med varme, indlevende, hysteriske, hykleriske, jamrende, håbefulde, vrede, trøstende og kampklare digte.

Om at være drengen Glenn Bech, om at være ”manden” Glenn Bech, om at vokse op i både økonomisk og social underklasse i Horsens, om at være homo, svans, mobbeoffer og udenfor.

Den nye bog er et opgør med alle de autoriteter, der har undertrykt alle de identiteter, han beboer og har beboet. Den er et opgør mod:

– Småborgerautoriteten i Horsens, hvor det at have en pæn facade betød mere end hvordan vi havde det.

–  Mobberne og it girls’ne henne i skolen med dyre sko og forældre med pæne biler.

– Skolegårdshakkeordenen, som jeg genkender som voksen på sociale medier.

Men også den homofobi, som var en stor autoritet i barn- og ungdommen.

– Alt, der hed femininitet, var noget, jeg pakkede væk i mig selv. Det har taget mig mange år at finde fred i, og det er noget, jeg stadig øver mig i at udøve mere.

Forfatter Glenn Bech kigger væk fra kameraet, iført hvis skjorte. Han har hænderne i lommerne, billedet er i sort hvid

Og nu: den autoritet, han mødte, da han gik på Forfatterskolen og blev en del af et kunstnerisk miljø på venstrefløjen. Her fyldte identitetspolitik, og man var god til at tale om, hvordan det at mangle privilegier kunne veksles til taletid. Hvor det at kunne vise en offerfortælling frem i sig selv er et trumfkort.

–  Jeg oplever, at folk positionerer sig med deres udsathed og ikke med deres herskabslejlighed på Østerbro. Det bliver en slags traumehieraki, hvor folk, der har haft fantastiske barndomme, pludselig er blevet slået af en onkel til en fødselsdag.

–  Jeg har hørt folk sige til mig, at de er misundelige på mit stof, fordi jeg har noget at skrive om.

Hvis ikke mig, hvem så?

Det stof han skrev om i Farskibet, er, hvordan hans far begik selvmord, da han var fem og hans bror var tre. Og hvordan hans mor søgte nye faderfigurer til sine drenge i mænd, der både var voldelige og dominerende. ¨

Men også om: underskud, økonomi, homofobi, faderens fravær og at forsøge at overleve.

Farskibet vandt Blixenprisen for Årets Roman, Munch– Christensens debutantpris og Albert Dams Mindelegat.

Pludselig var der nogen, der lyttede til hvad drengen fra Horsens havde at sige. Det føltes forpligtende. På Forfatterskolen oplevede han ikke, at der var andre, der interesserede sig for underklassen.

Så han tænkte: hvis ikke jeg skal skrive om det her, hvem skal så?

Det er nemt at sætte Glenn Bech i bås som en slags underklassens repræsentant og stemme, men det vil han ikke have på sig. Han både er og er ikke sit ophav.

– Ingen har lyst til at blive omtalt som underklasse, for der er ingen stolthed i det.

Jeg spørger, om man kan blive fri fra sit klasseophav.

– Det tror jeg aldrig, jeg ville kunne. For klasse er alt. Det er den mad, vi får at spise, det er, hvor stresset, mors krop er under graviditeten. Det er, hvordan mit nervesystem er skruet sammen. Det er, hvad jeg har læst og set. Klasse er, hvilke ressourcer mine forældre har haft til at flytte mig, hvis jeg blev mobbet i skolen, og hvilke ressourcer, mine forældre har haft til at finde hjælp, hvis min far begik selvmord.

Han holder en pause.

– Klasse påvirker alle niveauer af et menneske. Men jeg vil ikke sige, at jeg er min klasse. Jeg er jo summen af det hele. Jeg mærker klasse hver dag, men klasse er ikke styrende for mit liv…

Han stopper op, tænker lidt. Når han taler, er det tit i sætninger, der stopper før tid, som om en ny tanke tager over, og den gamle må vige pladsen. Han er på en gang skarp og prøvende, kærligt kritisk undersøgende overfor både andre og sig selv.

– Det er svært, for hvis klasse ikke var styrende, hvorfor skulle jeg så skrive en bog om det? spørger han, måske mest sig selv. 

Han siger, at vi i ligestillingskampen og i feminismen er bedre til at kæmpe for nogen end for andre. Det er nemmere at holde med powerkvinden, der vil bryde glasloftet i bestyrelser end kontanthjælpsmodtageren, der stemmer på Inger Støjberg. Den privilegiekamp mellem mænd og kvinder føler han sig fanget i.

– Jeg var engang til et Sanne Søndergaard show med min kæreste. Efter showet rejser vi os op, og så står der en meget velrenommeret feministtype bag os og siger ”Ej, det må godt nok være en hård aften for jer herinde hvad?”

Han blev sat i bås som MAND, som undertrykkeren, som repræsentant for patriarkatet.

– Jeg blev rigtig ked af det og sur, for jeg har næsten forsøgt selvmord på grund af patriarkatet.

Forfatter Glenn Bech i sort dynejakke fotograferet udenfor foran grøn beplantning

Han siger, at hvis middelklassefeministerne havde mere fokus på klasse i stedet for kun på køn, ville de også være nødt til at forholde sig til, hvilke privilegier de selv har.

– Hvis de skærer alle mænd over samme kam og ikke skeler til klasse, seksualitet og hudfarve, så risikerer de at undertrykke nogen, som har følt sig meget undertrykt og som har søgt solidaritet hos kvinderne.

Som Glenn Bech, fx

– Jeg har vitterligt drømt om at være kvinde og pige, jeg har kun haft pigevenner, og så bliver jeg skyllet ud med badevandet på grund af det, jeg har mellem mine ben.

Sladrehank

Glenn Bech siger tit ting, der er kantede, ting man kan slå sig på. Fx:

– København producerer rigtig mange ofre sammenlignet med Falster, og det undrer mig, for jeg tror, ofrene i meget højere grad bor på Falster.

Eller:

– Hvis jeg var 16 år og opvokset i København, var jeg 100 procent non– binær.

Det virker næsten kompulsivt, som om han hele tiden er ved at flyde over.

København producerer rigtig mange ofre sammenlignet med Falster, og det undrer mig, for jeg tror, ofrene i meget højere grad bor på Falster.

Der, hvor han voksede op, jokkede man hinanden over tæerne og så sagde man undskyld bagefter. Han har været inde og ude af mange miljøer og sladrer i bogen om dem alle sammen. Han føler sig hjemløs.

– Så snart jeg føler, jeg marcherer i takt til en social gruppe eller et holdningssted, så bliver jeg klaustrofobisk og vender mig om og går min vej. Det er den største lidelse i mit liv i øjeblikket, den ambivalens. For jeg er også ensom. Det er meget svært at forene.

Ekstreme modpoler

Egentlig, siger han, befinder han sig mest i ekstremerne. Han hader at bo i storbyen, men han elsker ”at der er homoer lige rundt om hjørnet”, han kan lide, at der er kulturpersonligheder at tale med og skrivehold at undervise på.

Men ude på landet i naturen bliver han et bedre menneske, hans nervesystem falder til ro med det samme, han sover bedre og bliver mere rummelig. Men:

– Så kan to mænd ikke tage hinanden i hånden, og så hader jeg det. Jeg har så svært ved at forene det. Uanset hvad jeg foretager mig i mit liv, så er der to helt ekstreme modpoler, og det er stressende.

Han er stille lidt. Sidder i jeans og t– shirt med en skjorte udover og drikker Pepsi Max. Når han befinder sig i kunstnermiljøer, hvor alle går rundt med pisgult bundesligahår og lasede bukser, bliver han kaldt borgerlig.

Det virker uærligt, tænker han, når den underklasseæstetik, han selv kæmpede for at blive fri for, pludselig er in.

Det er pudsigt, egentlig, at en mand, der bor mest i yderpolerne, alligevel på mig virker som det bedste bud på en samlende skikkelse.

Han kræver, at dem, der har overskuddet, kigger på dem, der ikke har med nysgerrighed i stedet for foragt. Kigger på det Danmark, hvor han voksede op, med nysgerrighed og ikke foragt. Han synes, det er for letkøbt at sidde i en herskabslejlighed med stuk på Østerbro og vrænge på næsen af dem, der gav Inger Støjberg 14 mandater til folketingsvalget.

Forfatter Glenn Bech kigger væk fra kameraet, iført hvid skjorte og sort jakke. .

Han nævner kultfiguren og tigerparkejeren Joe Exotic fra Netflix– serien Tiger King, som under den første nedlukning blev allemandseje.

Da sæson to udkom, var reaktionerne mest af alt forargelse. For Tiger King er misogyn og kriminel og afstumpet, ”måske nærmest sociopat”, han er dyremishandler og nem, utrolig nem at blive forarget over. Men:

–  I sæson to ser vi, hvad det er for en klasse, han kommer af, som er præget af vold og homofobi og alkohol. Han bliver smidt ud hjemmefra af far, han bliver politibetjent og bliver mobbet hver dag, fordi han er homo. Han er jo blevet, som han er af en grund. Det kan ikke nytte noget, at vores interesse stopper, hvis vedkommende forarger os.

Men det inkluderer vel, at vi skal have solidaritet med mennesker, der ikke er solidariske med os – der ikke er solidariske med dig?

– Og det er jo i virkeligheden min akilleshæl og Edouard Louis (fransk forfatter, der også skriver om klasse, red.) akilleshæl, når han går ud og snakker om De Gule Veste. Han var ved at dø af at vokse op sammen med dem.

Men:

– Lige så snart der går en form for selektivitet i solidaritetsbegrebet, mister det sin betydning.

Glenn Bech var også ved at dø af at vokse op underklassen med al dens homofobi. Patriarkatet slog ham næsten ihjel. Der var ingen bøger eller film eller musik, som handlede om mennesker som ham. I skolen var bøsse noget klamt.

Som 18– 19– årig gik han på handelsskolen, og der florerede en masse rygter om, at han var homoseksuel. Det var nytårsaften, de havde nogle venner af familien ovre.

Hans barndomsveninde var der også, hun skulle ind til byen i Horsens med nogle venner og fejre det.

–  Jeg kunne mærke på min mor at det ville være dejligt for hende, hvis jeg også var ung og tog i byen.

Så han tog med i taxaen, men i stedet for at tage med veninden, sagde han, at han skulle mødes med nogle venner et andet sted og ville finde dem senere på aftenen. Alene i taxaen gav han chaufføren en eller anden adresse, blev sat af og gik hen til en skov, som lå i forlængelse af Horsens.

Han satte sig på en bænk, der var sne. Hans mobil løb tør for strøm.

– Jeg tager jakken af for at fryse mere og lægger mig til at sove på bænken. Jeg har det virkelig dårligt. Men jeg vågner så. Og er dybfrossen. Og helt vildt chokeret over, at jeg kunne finde på at gøre sådan noget, siger han.

Han gik hjem, klokken var 6 om morgenen, og han lignede en, der havde været ude at feste hele natten.

– Og jeg kan se på min mor, at hun bliver vildt glad for at se det, så det går jeg med på og siger, det har været en god aften.

– Hvis jeg havde fundet Farskibet dengang…

Han holder en pause.

– Det er så tacky at sige, at jeg skriver for at redde liv, men jeg skriver bare for, at folk kan spejle sig. For at folk som mig også kan være her.

 

HAR DU DET SVÆRT?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.

Ring til Livslinien på 70 201 201.

Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.

Hvor hvor hvor er Glenn i det lokale?

Tidligere på året skabte Glenn Bech overskrifter og debat, da han på Instagram meddelte, at han ikke længere ville undervise elitens børn.

Han ville ikke undervise på skriveskoler, hvor pladserne kostede 10.000 kroner, hvor mange af eleverne havde fået pladsen foræret af mor og far.  

–  Mange af dem kom ikke hver anden gang. De kunne ikke komme op ad sengen eller havde andet at lave. Jeg ville have givet min højre arm for at sidde der, og jeg kunne ikke finde en eneste Glenn i det lokale.

Lige nu underviser Glenn Bech på en skriveskole på Gyldendal, jeg går der, det koster 2000 kroner. Jeg spørger ham, om han kan finde en Glenn på vores skole, og han nævner en kvindelig elev. Hun kører i tog fra Jylland hver gang for at komme til to timers undervisning i Indre By. Og hun kæmper.

Hvad betyder det for dig at undervise en, der ligner dig?

– Det gør det hele værd. Ja… Det er meget banalt.

Forleden fik han en besked på Instagram fra en kvinde, som var født og opvokset i Horsens. Hendes fætter sprang aldrig ud for familien, og han endte med at drikke sig ihjel. Hun skrev, at Glenn Bechs bog havde givet hende en større forståelse for sin fætter.

– Når jeg får sådan en besked, så er jeg lykkes med alt, hvad jeg gerne vil lykkes med. Så får jeg virkelig følelsen af, at det er derfor, jeg gør det.

Han synes, han lyder naiv. Han tænker over, om det er naivt at ville bygge bro. Mellem Horsens og Nørrebro, mellem mænd og kvinder og homoer og heteroer, mellem hvide og brune og forfatterskoleuddannede og buschauffører. På venstrefløjen er opbyggelighed et skældsord, siger han. Der ville man nok kalde ham naiv.  

Men der er vel nødt til at være nogen, der er naive?

– Ja. For hvad er alternativet?