Emma Holten overgreb
Interview

Emma Holten gør status: "Jeg bliver stadig chikaneret, som jeg altid er blevet det"

28. februar 2022
af Stinne Kaasgaard
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann
Det er 11 år, siden Emma Holten fik delt sine nøgenbilleder mod sin vilje. I dag holder hun udsolgte foredrag om feministisk økonomi, men fortiden spænder jævnligt ben for hende. For på internettet står tiden stille, og hun bliver derfor stadig konfronteret med det overgreb, hun var udsat for.

Det er 11 år siden, jeg blev udsat for en seksuel krænkelse.

Dengang kaldte vi det hævnporno, når du fik delt nøgenbilleder på internettet uden dit samtykke. I dag taler vi om det som en digital sexkrænkelse.

Der er sket virkelig meget i de år, der er gået. Når jeg i dag skal forklare gymnasieelever, at jeg dengang aldrig havde læst en artikel om nogen, der havde været udsat for noget lignende, tror de ikke på mig. De kan slet ikke forestille sig det. Men sådan var det.

I dag ser jeg tilbage på overgrebet med endnu større alvor, end jeg gjorde dengang.

Emma Holten

Født 1991.

Cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling.

Blev landskendt i 2014 med projektet "Samtykke", hvor hun stod frem og fortalte om at blive udsat for en digital sexkrænkelse. Hun har siden talt i FN og holdt en TED-talk.

Indtil for nylig politisk konsulent i Kvinderådet. Tidligere kønspolitisk rådgiver hos ngo’en Oxfam IBIS.

I dag foredragsholder og feministisk aktivist inden for emner som sexisme, diversitet, seksuel vold og feministisk økonomi.

Medlem af DJØF’s ligestillingkomité og stiftende bestyrelsesmedlem af foreningen Digitalt Ansvar.

Holdt i september 2021 sit første foredrag om feministisk økonomi og har siden holdt flere udsolgte foredrag om emnet. Kommende foredrag bliver afholdt i Odense Koncerthus 3. juni og på Bremen 5. juni.

Bor i København med sin kæreste.

Dengang handlede det om, at jeg følte mig ydmyget. Jeg var bange for, at jeg ikke kunne få en kæreste, ville blive diskrimineret på arbejdsmarkedet og at folk syntes, jeg var ulækker.

I dag har jeg i højere grad forstået, hvor indgribende det har været, og hvordan det psykisk har sat sig i mig som et traume på lang sigt. Det påvirker mig stadig virkelig meget. Men det har taget en anden form inden i mig. Jeg går ikke stadig og føler, at jeg er klam.

I begyndelsen var jeg bange for alle mennesker.

Jeg stolede ikke på mænd, men jeg stolede heller ikke på kvinder. Når man får nøgenbilleder delt, som jeg gjorde, er det en meget offentlig krænkelse.

Jeg blev konfronteret med den overalt. Til fester, på studiet, på mit arbejde. Jeg oplevede ofte at blive ydmyget, blandt andet til fester, hvor folk ofte sendte en telefon rundt med billederne af mig.

Jeg har også oplevet, at en fyr fra mit gamle arbejde, hvor jeg var studentermedhjælper, konfronterede mig med, at han havde set billederne over frokosten.

"Hvor har jeg været dum"

Det var min første tanke, da billederne blev lækket. Jeg havde gjort mig sårbar, så andre mennesker kunne såre mig.

Derfor tænkte jeg, at måden, jeg kunne undgå at blive såret på, var ved aldrig nogensinde at lade nogen komme tæt på mig igen.

Det, tror jeg, er meget almindeligt for folk, der har været udsat for en seksuel krænkelse. Det kan få dig til at trække dig fra andre mennesker.

Dengang kunne jeg le af folk, der gjorde sig sårbare. Jeg syntes, de var dumme og naive.

I første afsnit af "Sex and the City" taler Carrie på et tidspunkt om at have "sex like a man". Det er den slags ligestilling, jeg voksede op med.

At nu har vi vores egne penge og kan klare os selv, og så kan vi jo bare knalde med mænd og smide dem ved vejsiden. Det er vel frihed, ikke?

Jeg voksede også op med, at stærke mennesker er dem, der klarer sig selv. Jeg søgte ingen fællesskaber, da jeg blev udsat for en seksuel krænkelse. Jeg søgte ikke hjælp overhovedet. Jeg så det som et svaghedstegn.

Emma Holten ligestilling overgreb

Med #MeToo føler jeg endelig, at man er begyndt at forstå, hvor meget det ødelægger mennesker. Men jeg synes også, at vi skal tale om, at når du er gået i stykker indeni, går det ud over mennesker i din nærhed. "Hurt people hurt people."

Jeg blev selv kold og kynisk over for mange mennesker i lang tid.

Der var ikke mange feminister i min generation dengang.

Jeg var i 2012 med til at stifte det feministiske tidsskrift Friktion. Jeg kan huske, at vi lavede nogle arrangementer, hvor der kom 14 mennesker.

Det betød alt for min oplevelse af overgrebet, at jeg var blevet feminist i den periode. Hvis jeg skal vippe min egen hat, kan jeg godt sige, at jeg blev klar over min feministiske arv.

Jeg vidste, at seksuelle overgreb var strukturelle og havde med sexisme at gøre. Alligevel troede jeg dengang, at jeg var den eneste, der havde været udsat for det, jeg blev udsat for.

Jeg var lige fyldt 24 år, da jeg lavede Samtykke-projektet i 2014 sammen med fotograf Cecilie Bødker.

Hun tog nøgenbilleder af mig, som vi offentliggjorde med en tekst, hvor jeg forklarede, hvad projektet gik ud på.

At det handlede om at vise min krop på mine egne præmisser – med mit samtykke.

Dengang talte ingen om samtykke. På den ene side var jeg fyldt med adrenalin, da det kom ud. Det var en lettelse endelig at gøre noget og tale højt om det, jeg havde været udsat for.

Jeg fik enormt meget positiv opmærksomhed, for det viste sig jo, at virkelig mange var ofre for seksuelle krænkelser.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Samtidig var jeg dybt traumatiseret. De tre år, der var gået fra overgrebet, og til jeg stod frem med min historie, havde været så traumatiske, og det havde jeg endnu ikke erkendt på det tidspunkt.

Det var enormt ensomt at være i medierne med min historie. På en måde føltes det som en forlængelse af det samme overgreb. For journalisterne havde tit den samme tilgang til mig, som alle dem på nettet.

De fleste mente, at det var min egen skyld.

Det første tv-interview, jeg nogensinde lavede, var i Deadline med sognepræst Sørine Godtfredsen, hvor Nynne Bjerre Christensen var vært.

Jeg klarede det egentlig fint, når jeg ser det i dag, men der sad to voksne kvinder, som i forskellig grad mente, at jeg bar ansvaret for det, der var sket. Jeg havde selv fået taget de billeder, så hvordan kunne jeg forvente at blive behandlet anderledes?

Jeg gav ikke mange interviews lige efter Samtykke-projektet. Da Politiken ringede, var deres første forslag, at jeg skulle have taget nøgenbilleder til avisen. Det foreslog The Times i London også. Men jeg har ikke fortrudt, at jeg fortalte min historie på den måde, jeg gjorde.

Jeg har altid vidst, at dem, der skulle forstå projektet, ville forstå det.

Det var ekstremt krævende at tale om.

Det er det faktisk stadig. Jeg har gennem hele min karriere oplevet, at journalister har set meget undrende på mig, når jeg siger: “Undskyld, men jeg kan simpelt hen ikke overskue at give et interview i dag.”

Selv når jeg laver et interview om et harmløst emne, er der en 24 timers periode, hvor jeg frygter, hvordan det bliver modtaget på sociale medier. Jeg er klog af skade. Og nok også lidt paranoid.

Jeg bliver stadig chikaneret, som jeg altid er blevet.

Billederne ligger derude og bliver af og til lagt op nye steder. Jeg får de originale billeder tilsendt, og folk skriver, at jeg er billig og fucking ulækker.

Det er som at være 20 år igen hver eneste gang. Ideen om, at den person, jeg var dengang og den, jeg er i dag, skulle være den helt samme, virker jo grotesk. Men på internettet står tiden stille.

For mig er internettet et virkelig uhyggeligt sted at være. Jeg er faktisk lidt bange for mine 36.000 følgere på Instagram. Det er mange mennesker at være bange for.

Når man som mig er meget følsom og bliver virkelig ked af det, når jeg får kritik, er det virkelig angstprovokerende at lave en story til 36.000 mennesker.

Der ligger sådan et grundtraume i mig om, at internettet bare vælter ind over én som en stor bølge. Jeg har oplevet, at alt faldt fra hinanden, og at det ikke blev godt igen.

Jeg tog en pause fra den feministiske debat i 2018.

Jeg fik dels konstateret en alvorlig tarmsygdom, som tvang mig til at passe bedre på mig selv og lytte til min krop. Dels havde jeg brug for en pause fra det usunde, københavnske debatmiljø.

Jeg har altid været meget usikker, men noget af det, jeg kom frem til, da jeg trak mig tilbage, var, at min sårbarhed også er den, der gør mig dygtig til mit arbejde.

Emma Holten overgreb

Jeg har set mange andre feminister og folk i den offentlige debat udvikle en hårdhed. Det er du nødt til, hvis du skal være på sociale medier hele tiden.

Du kan ikke gå op i, hvad alle siger, for så mister du fuldstændig dit indre kompas. Derfor er du nødt til at få en skal. Der har jeg valgt at sige, at så vil jeg hellere være lidt sårbar og usikker og i tvivl og så være mindre til stede på sociale medier.

Jeg har kæmpet meget med at blive taget alvorligt som fagperson.

Jeg vil gerne være personlig, men jeg vil også gerne kunne tage det personlige af og på. Hvor det ikke bliver det ene på bekostning af det andet. Jeg vil ikke vælge, det nægter jeg.

Jeg vil insistere på at have lov til at være en erfaringsperson, som folk kan relatere til og samtidig være en fagperson. Den følsomhed, der følger med at bruge sig selv, synes jeg, er vigtig.

Men det er nok den evige feministiske kamp.

Jeg har for nylig sagt mit job op.

Jeg blev politisk konsulent i Kvinderådet i januar 2020 og så det på mange måder som et drømmejob.

Men i september 2021 holdt jeg et foredrag om feministisk økonomi på Bremen. Det er et emne, jeg har interesseret mig for i flere år, men interessen i befolkningen steg, da coronaen kom.

Pludselig talte alle om pædagoger og sygeplejersker som nogle heroes, og man begyndte at forstå, at omsorgsarbejde er værdifuldt. Mit første foredrag var udsolgt på 48 timer, så jeg lavede to samme dag.

De næste blev også udsolgt, selv om jeg kun har annonceret dem på min Instagram. Det har ændret mit arbejdsliv markant, og jeg er stadig i chok over det.

Mit feministiske fødested var digitale krænkelser.

Det er der, alle de ting, jeg har inde i kroppen, kommer fra. Jeg vil stadig med glæde holde foredrag på gymnasier om det emne, for det er stadig så vigtigt, men det kan ikke være hele mit arbejde. Det er meget personligt, og når jeg får kritik, er den også mere personlig.

Hvis jeg er i en debat, og nogen siger, at piger, der får taget nøgenbilleder, er nogle fucking idioter, kan de gå hjem og glemme alt om det og være hurtigt videre. Jeg går ned fra scenen med et sværd gennem hjertet.

Selvfølgelig er der mennesker, der stadig synes, at feminister er idioter, men der er flere og flere, som ikke gør.

Det, der er politisk for andre, er personligt for mig. Det er der ikke noget galt i. Jeg er pissestolt af det, og jeg er stolt af dem, jeg har inspireret til at lave aktivisme med udgangspunkt i deres egne oplevelser.

Men jeg kan ikke stå og fortælle folk om Samtykke-projektet hver dag, når jeg er 55 år. Det ville dræne mig fuldstændigt.

Jeg synes, det er svært at være feminist.

Jeg er blevet meget bevidst om den magt, jeg har. Den er ikke blevet mindre med årene. Jeg ville nok ikke ligge i bunden, hvis man lavede en liste over Danmarks mest magtfulde feminister. Det kan jeg vist godt sige uden at tage munden for fuld.

Det kæmper jeg meget med, fordi det er vigtigt for mig at forvalte den bedst muligt, så jeg får løftet andre, bruger min platform rigtigt og alt det der.

Jo mere magt, jeg selv har fået, jo bedre har jeg forstået, at feminister har ret: magt forblænder og lukker ned for din medfølelse og solidaritet.

Jeg husker især én episode. Jeg havde en praktikant, da jeg var i Kvinderådet, som hjalp mig med at lave en kampagne til kommunalvalget. Det var et arrangement på Teater Grob, og vi havde en masse plakater og net med.

Da vi var færdige, tog jeg afsted og lod praktikanten slæbe alle tingene tilbage til kontoret alene. Som om min søndag var vigtigere end hendes.

Om aftenen, da jeg lå i min seng, tænkte jeg: “Hvad fanden tænkte du på, Emma?” Jeg havde nok været meget træt, og hun havde været sød til at sige, at det skulle hun nok, men det var bare ikke i orden.

Emma Holten overgreb

Der tænkte jeg: Okay. Sådan her sker det, at man begynder at tænke, at ens egen tid er vigtigere end andres. Det er det, magt gør ved én, og det vil også ske for mig, hvis jeg ikke passer på.

Jeg har selv løftet virkelig mange plakater og net i tidens løb og kunne måske være tilbøjelig til at tænke, at nu var det andres tur til at lave alt det hårde arbejde i den feministiske aktivisme. Nu kan jeg få lov at slappe lidt af.

Men det er jo VRØVL. Jeg var bare en virkelig dårlig feminist lige dér.

Man skulle måske tro, at jeg ikke oplevede sexisme i dag.

At folk måske ikke turde, når de ved, hvem jeg er. Sådan er det desværre ikke. Jeg har oplevet at sidde til et møde med 10 mennesker, hvor en ældre leder gentagne gange jokede med, at vi havde en affære og skulle ud og have sex bagefter.

Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle, at jeg rejste mig op og knipsede ham i hovedet og sagde: “Fuck dig”. Men jeg sad bare fuldstændig perpleks – og så grinede jeg med, selv om jeg var dybt utilpas.

Det mindede mig om det, som jeg allerede vidste: Jeg frøs, fordi jeg ikke forventede det. Jeg ved, at det er en helt normal reaktion, så selvfølgelig kan det også ske for mig.

Vi er omsider begyndt at forstå, at sexisme er strukturelt.

At når en person bliver seksuelt krænket på TV2 og en person, bliver seksuelt krænket på et plejecenter i Aalborg, er der en sammenhæng mellem de to ting. Det er en kæmpe lettelse for mig, at folk er ved at forstå det.

Der er selvfølgelig også et kæmpe backlash med et neokonservativt syn på kvinder mange steder, abortmodstand, Trump, antifeminisme osv., men der er ved at ske noget.

Vi må ikke blive skuffede over, at det her tager lang tid. Selvfølgelig er der mennesker, der stadig synes, at feminister er idioter, men der er flere og flere, som ikke gør. Jeg er meget stolt af det, vi har opnået.