Køn & identitet
8. august 2024

De er nogle af de absolut dygtigste i verden. Alligevel skal vi tale om, hvordan de ser ud

To debatter fra de olympiske lege viser, at kvinders udseende aldrig er ligegyldigt. Og jeg er simpelthen så færdig med det, skriver Anne Wittorff Rusbjerg, der er chefredaktør på femina.
Af: Af Anne Wittorff Rusbjerg
Simone Biles

Foto: Hannah Mckay/Reuters/Ritzau Scanpix

Sha’Carri Richardson er en af de hurtigste kvindelige sprintere i verden. Som 19-årig slog hun rekord på 100 meter-distancen og blev den niende hurtigste kvinde i verden.

Det kræver stensikkert absurde mængder talent og hårdt arbejde at blive en af verdens bedste.

Alligevel skal vi nu åbenbart tale om hendes kavalergang.

“Der er nemlig en øvre grænse for, hvor mange tatoveringer, der klæder en kvinde,” skriver Berlingske-skribenten Kristian Lindberg i artiklen:

Helt ærligt, kvinder! Hvorfor gør I dette ved jeres smukke kavalergang?

Og her må jeg bare sige, at der virkelig også er en øvre grænse for, hvor mange gange kvinder gider at høre på, hvad journalister synes om kvinders udseende.

Men kommentaren viser, at kvinders udseende - desværre - aldrig er ligegyldigt. Uanset, hvordan kvinder ser ud, og ligegyldigt i hvilken sammenhæng, de befinder sig, er det af uransagelige årsager altid anledning til en vurdering.

Vi så det også med Simone Biles. Legendarisk gymnast, der har fået fem spring opkaldt efter sig.

Der findes vel nærmest ikke den rekord, hun ikke har slået, og alligevel skal vi gudhjælpemig tale om, hvorvidt hendes hår sidder korrekt i konkurrencerne.

Hallo. Var du så travlt optaget af en “løs tot”, at du ikke opdagede, at hun snurrede rundt om sig selv i luften?

Jeg er ærlig talt dødtræt af, at kvinders udseende altid skal måles og vejes.

Hvornår forstår vi for alvor, at kvinder i 2024 vælger tatovering, negle og makeup til eller fra for deres egen skyld?

Og at du - med fuldstændig ro i sjælen - kan være hamrende ligeglad med tatoveringer i alle andre kavalergange end din egen.

Læs mere om:

Læs også