Birgitte Possing
Interview

Da Birgitte Possing blev overfaldet, drog hun tre konklusioner. De har fulgt hende lige siden

25. april 2022
af Katrine Rosenbæk
Foto: Marie Hald
Et overgreb i en israelsk kibbutz og hendes mors død. To skelsættende begivenheder i Birgitte Possings liv, der ledte hende i den retning, hun sidenhen har fulgt: At skrive kvinderne ind i vores fælles historie.

Birgitte Possing blev overfaldet bagfra.

– Han stod bag døren. Jeg kunne ikke gøre noget.

Han var hollænder og frivillig i den israelske kibbutz, ligesom 19-årige Birgitte Possing i 1971. Han forgreb sig på hende.

– Bagefter tænkte jeg: Jeg skal ikke være her.

Uden at fortælle nogen om overfaldet rejste hun væk på stop gennem Israel, Jordan og Libanon. Hun plukkede dadler, gravede løg op, malkede køer og hjalp til på et mejeri. Hun boede hos de folk, hun arbejdede for.

Lærte lidt hebraisk og arabisk. Mødte unge deserterede soldater fra den israelske hær, skaffede en jeep og kørte rundt med dem og en arabisk og en amerikansk veninde gennem Sinai-ørkenen.

Men en nat på vej tilbage fra den tur, var hun alene i en lade.

– Det var første gang, jeg var rigtig bange, fortæller hun.

Hun brugte natten på at tænke overfaldet igennem. Hvad skulle hun lære af det? Den nat drog hun tre konklusioner, som hun har båret med sig resten af livet:

– For det første at jeg ikke havde nogen grund til at skamme mig. For det andet ville jeg fremover sørge for altid at have flere udgange, både fysisk og mentalt. For det tredje ville jeg i alt, hvad jeg gjorde, gøre det helt. Yde mit ypperste. Ikke sjuske.

Da Birgitte Possing efter 11 måneders rejse kom hjem til Danmark, havde hun besluttet sig for at studere etnografi. Hun ville skrive kvinder frem i historien.

Kvinders historie

Birgitte Possing, der 8. maj fylder 70 år, studerede sidenhen også historie, blev professor og dr. phil.

I sin karriere har hun bl.a.  forsket i lærerinders, arbejder- og politikerkvinders historie og skrevet flere historiske biografier om bl.a. Natalie Zahle og ministeren Bodil Koch.

Hun har haft tunge lederposter, bl.a. som forskningschef ved Nationalmuseet og direktør for Danmarks Humanistiske Forskningscenter.

Hun har siddet i utallige udvalg og bestyrelser. Hun har modtaget adskillige priser og opnået international anerkendelse for sit arbejde.

Birgitte Possing

Efter sin pension udgav hun i 2018 bogen  "Argumenter imod kvinder", som dokumenterer, hvordan mænd og kvinder fra demokratiets barndom har argumenteret imod talentfulde kvinder, når de forsøgte at bevæge sig ind i på de offentlige arenaer, der havde været forbeholdt mænd.

Birgitte Possing kalder selv bogen for "en afrunding på det, jeg har gjort og set".

Hun skriver dog stadig og har for nylig demonstreret sit analytiske blik på historien som forfatter bag hovedkapitlet i en ny bog, “Vilje, viden og værdier” om brygger J.C. Jacobsen og hans hustru, Laura Jacobsen, der grundlagde Carlsberg.

Indtil nu har historiebøgerne fortalt, at J.C. Jacobsen var helt alene om at opbygge Carlsberg, der i dag er blandt verdens førende bryggerier.

Men med nye kilder i ryggen dokumenterer Possing, at Laura Jacobsen spillede en lige så central rolle som sin mand.

De byggede Carlsberg i fællesskab, og de gjorde bryggeriet til en kraftkilde og et centrum for videnskabens, kulturens og det politiske livs fremmeste folk i Danmark og Europa. Laura Jacobsen var et bindeled i det hele. Men J.C. Jacobsen brændte inden sin død hendes og sønnens breve. Han tilintetgjorde vigtige historiske kilder.

Laura Jacobsen var det, som Birgitte Possing kalder for en "baglandskvinde". Possing betegner hende som "edderkoppen, der i centrum af hele netværket af familie og venner styrede og bar deres daglige tilværelse".

– Hun var det sociale kit, der bandt hele familien sammen, forklarer Possing:

– J.C. Jacobsen kunne måske have lavet sit bryggeri, men han kunne ikke have udviklet sin mæcen-virksomhed eller hele netværket af folk fra videnskabens, kulturens og kunstens verden, hvis ikke Laura havde trukket læsset.

– Hun styrede økonomien, organiserede det store hushold, den lokale velgørenhed og vedligeholdt deres kulturelle niveau. Hun sørgede for kost, syge- og familiehjælp til bryggeriarbejderne.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Men hvorfor kastede Possing sig over at skrive kvinder som Laura Jacobsen frem? I dette tilfælde blev hun spurgt af Carlsbergfondet og forlaget.

Ellers har det i mange år ligget Birgitte Possing på sinde på eget initiativ at (gen-)indskrive kvinder i vores fælles kulturarv.

Troværdige kvinder

Mens Birgitte Possing studerede, blev hendes mor syg af kræft og døde. Hun var sygeplejerske, ligesom Birgitte Possings mormor havde været.

De var begge baglandskvinder: De havde taget sig af husholdningen, madlavningen og børnene. Birgitte Possings mor ville gerne have fortsat sit arbejde, efter hun fik børn. Men faren, der var tandlæge, var imod.

– Nu havde han endelig fået klinik og var den store tandlæge i Kolding og præsident for Rotary. Hans kone skulle ikke arbejde! For ham og andre mænd i 1950'erne og 1960'erne var det en maskulinitets- og værdighedsmarkør at kunne forsørge familien.

Birgitte Possing

– Smerten og sorgen var med til at puffe mig, siger Birgitte Possing, banker i bordet og fortsætter:

– … til at sige: Jeg må bestille noget! Jeg må få hendes liv og andre kvinders historier frem.

Sygeplejerskernes historie blev siden skrevet af en af Possings elever, Susanne Malchau Dietz. Birgitte Possing selv tog fat i fortællingerne om andre kvinder og skrev dem ind i historien på linje med mænd.

For hende blev det en måde at give kvinderne værdigheden tilbage.

Så hænger det sammen

I 1975 begyndte Birgitte Possing at studere historie på Aarhus Universitet efter at have taget sin etnografi-grad. Kvinderne glimrede ved deres fravær i historiebøgerne.

– Vi var en gruppe af seks studerende kvinder, der ville have mennesker af begge køn ind i historien. Vi sagde: "Der har jo også været kvinder i arbejderbevægelsen, i politik og i videnskaben."

De gik til studienævnet og bad om undervisning i kvinders historie, men ingen kunne undervise dem.

– Så bad vi dem om at ansætte nogle, så skulle vi nok selv lave forskningen. Og tænk sig, det gik igennem. Vi fik oven i købet støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond.

Birgitte Possing

Således forskede Possing og hendes medstuderende i arbejderbevægelsens kvinder, allerede før de var færdiguddannede. Det var i de samme år, rødstrømperne havde skabt en landsdækkende kvindebevægelse.

Her gjorde kvinder oprør mod at skulle leve uden selvstændig myndighed, under deres mands nåde.

De ville løsrive sig, være uafhængige og betragtes som ligeværdige individer. Mange af dem gjorde også oprør mod moderskabet.

– I 1978 udvandrede jeg og Drude Dahlerup, som senere blev professor og forskede i de første kvindebevægelser, fra et seminar, hvor kritikken raslede ned om ørerne på vores stakkels mødre. Vi var helt uenige, for vi havde oplevet vores mødre som helt anderledes selvstændigt tænkende.

Birgitte Possing blev aldrig en del af den aktivistiske kvindebevægelse, men kastede sig over kvindeforskningen i stedet.

Kvindeforskerne i 1970'erne så, at de danske kvindebevægelser havde trukket tråde helt tilbage til midten af 1800-tallet, stærkt inspireret af udenlandske kvindebevægelser.

Det blev en uomgængelig erfaring for mig, at kvinder havde gjort en forskel. Og det ville jeg være med til at dokumentere.

– Med de indsigter kom det til at hænge sammen for mig, siger Birgitte Possing.

– Det blev en uomgængelig erfaring for mig, at kvinder havde gjort en forskel. Og det ville jeg være med til at dokumentere.

Det spor har hun nu fulgt i over 40 år sideløbende med sin øvrige karriere.

Paradoksalt nok har Birgitte Possing selv mødt de samme argumenter imod kvinder, som hun har brugt så mange år på at beskrive.

Da hun fik sit første lederjob som leder af Det Kongelige Biblioteks håndskriftsamling, var det for næsen af flere mænd, der også søgte stillingen.

– De var overraskede, skuffede og meget vrede, fortæller Possing.

Det blev heller ikke taget godt imod af de mandlige anmeldere, da hun i 2015 udgav bogen “Ind i biografien” om biografigenren.

Den påviste bl.a., at fire ud af fem biografier handlede om mænd i stat, politik eller intellektuel virksomhed, og at der kun ganske langsomt blev skrevet om flere kvinder.

– De slagtede den. De kunne angiveligt ikke have, at kvinder blandede sig i "deres" genre. Det tog min nattesøvn i tre måneder, at de ikke læste den som dét, den var skrevet som: Den første tværfaglige introduktion til biografiernes metode, teori og fortælleteknikker i Danmark.

Imens var Birgitte Possings internationale kolleger begejstrede for bogen, der straks blev oversat til engelsk.

– Modstanden fra de danske mænd betød, at jeg blev stædig. Når det gjorde ondt, måtte jeg bare tage mig sammen.

Husets fundament

Birgitte Possing taler også om en forpligtelse til at blive ved med at nyskrive historien, fordi vi bliver rodløse, hvis vi ikke kender hele vores historie – inklusive kvindernes.

– Det bliver en skæv og vakkelvorn historie, der ikke fortæller hele samfundets og menneskehedens historie, hvis vi ikke forstår, at mænd som J.C. Jacobsen også brugte deres magt til at føre sig selv frem. Det går jo ikke, at vi skriver historien, som om magten har eksisteret out in the air, siger hun og vifter med hånden ude i det fri, og fortsætter:

– Uden noget at stå på. Den skal ligesom stå på et fundament, siger hun og banker på bordet.

– Det er Laura Jacobsen og alle de andre kvinder, der har skabt fundamentet for, at vi overhovedet har kunnet få det her hus, siger Birgitte Possing med henvisning til vores demokrati og samfund.

Nu er der en generation af unge kvinder, som ikke accepterer at blive set som kroppe og sexobjekter, når de er på arbejde. De vil ses, høres og behandles, som de talenter, de er, og med de hjerner, de har.

– Da vi fik det første demokrati i 1849, var det kun en femtedel af befolkningen, der kunne stemme – mænd over 30 med en vis formue, som ejede en husholdning. Men nogen sørgede for dem.

– De sad jo ikke bare inde på Rigsdagen og forhandlede. De skulle også have mad og drikke, deres børn skulle fødes, passes og uddannes, samfundslivet skulle reproduceres, og relationer vedligeholdes.

– Det tager lang tid, mindst lige så lang tid som det intellektuelle arbejde, der var mænds domæne. Vi kan se det rundt om ørene på os. Vi kan se, hvad der sker i Afghanistan, hvor kvinder bliver banket tilbage i ufrihed. Samfundet går i stå, nu hvor de ikke har nogen muligheder.

Det står i skarp kontrast til #MeToo-bevægelsens indtog herhjemme. Da Birgitte Possing udgav "Argumenter imod kvinder" i 2018, var bevægelsen under opsejling, før den for alvor slog igennem i efteråret 2020.

– Den brød løs og rev alt med sig. Og der er ikke nogen vej tilbage, siger Possing.

– Nu er der en generation af unge kvinder, som ikke accepterer at blive set som kroppe og sexobjekter, når de er på arbejde. De vil ses, høres og behandles, som de talenter, de er, og med de hjerner, de har.

Birgitte Possing

Og "Argumenter imod kvinder" er blevet en klassiker, som stadig sælger, og som unge skolepiger og -drenge bruger i deres opgaver.

– Den fortæller os om det mentale magtmønster, som det har været nødvendigt at bryde for at få lighed og ligestilling, siger Possing, der har holdt over 100 foredrag om året siden bogens udgivelse, bortset fra under corona.

Interessen for, hvordan kvinder er blevet holdt ude og væk fra magtens sfære, og hvad der kan gøres ved det, hænger ved.

– Det er det, jeg giver videre. Jeg kunne ikke få de fem børn, jeg drømte om. Så mine bøger er mine børn. Og en drivkraft til at blive ved.

I sit arbejdsværelse, hvor bogreolerne tårner sig op, sidder hun og skriver på den næste.