Pernille Skipper
Kommentar

Behøver barsel være en boble?

6. oktober 2021
af Isabella Hindkjær
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
KOMMENTAR: Ekstra-Bladets ikke-historie om Pernille Skipper viser, at vi som samfund har svært ved at rumme idéen om, at en mor har andre behov end at være sammen med sin baby.

En dag, da min yngste søn var få måneder gammel, blev han passet af min mor, så jeg kunne tage på arbejde i et par timer.

Da jeg var på vej hjem igen, kom min kollega over til mig og sagde, at hun var “ked af at forstyrre min barselsboble”. Jeg arbejdede “godt nok meget”, havde hun bemærket, og at dømme på hendes ansigtsudtryk, var det synd for mig. 

Sådan oplevede jeg det ikke selv. Mit arbejde (og kaffe, især kaffe) gav mig energi og fungerede, for mig, som et fint modspil til bleskift, søvnløse nætter og uendelige ture med barnevognen.

Men nuvel, min kollegas kommentar var omsorgsfuld og velment.

Det samme kan man næppe sige om Ekstra Bladets “bekymring” over, at Pernille Skipper arbejder, selvom hun, gisp, blev mor til en baby i august. Og Skipper opfører sig ikke, som vi forventer, så ryd forsiden: Hun udnytter ikke sin fulde ret til barsel på ellers temmelig gunstige politiker-vilkår. (Og har I hørt det? Hendes mand tager mere end 14 dages barsel!)

Ekstra Bladet gav sig til at tælle, hvor mange udvalgsmøder, hun har deltaget i, og kunne “afsløre”, at Pernille Skipper ikke havde været til dem alle sammen.

Men for det første er det, baby eller ej, ikke usædvanligt, at politikere ikke deltager i udvalgsmøder uden for deres ordførerskab.

Flere af Skippers kolleger på tværs af det politiske spektrum har således problematiseret, at avisen ikke har sammenlignet med det generelle fremmøde blandt politikere.  

Jeg savner en debat om, hvordan vi gør den første tid med vores børn mere fleksibel – for alle.

For det andet er det svært at se denne “afsløring” som andet end endnu et kapitel i det sexistiske shitshow, der dikterer, at enten skal vi kvinder blive hjemme ved kødgryderne, eller også skal vi være i verden på præcis samme måde som mænd.

Jeg savner en debat om, hvordan vi gør den første tid med vores børn mere fleksibel – for alle.

De to gange, jeg har været på “barsel”, har jeg ugentligt arbejdet et sted mellem tre og 30 timer. Når jeg skriver “barsel”, skyldes det, at efterhånden mange har irettesat mig og sagt, at det kan jeg ikke kalde det, når jeg samtidig arbejder.

Til HR-folk, tabloide medier og andre bekymrede typer kan jeg melde, at det foregik 100 procent på mine og min babys (og gældende dansk lovs) præmisser.

Vi lever i en tid, hvor både arbejdsmarkedet og kernefamilien undergår en masse forandringer – og hvor der findes mange forskellige familieformer og arbejdsliv.

Vi er selvstændige, deltidsansatte, freelancere og alt muligt andet. Vores behov og ønsker for tilværelsen er forskellige – og i det hele taget har vi på mange områder fået muligheder for at indrette os mere individuelt.

Men barslen og forventningerne til den er i store træk uændret. 

Hør tre mænd fortælle, hvorfor øremærket barsel til far er en god idé i videoen herunder: 

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Faktisk bliver kvinder i dag stadigvæk tvunget på barsel. To ugers orlov er pligt for den fødende.

Derudover forventer vi stadig, at mænd trives med at forlade deres spædbarn og arbejde fuldtid 14 dage efter fødslen.

Og ligeså mange forventer, at alle kvinder skal have det optur med at parkere deres faglighed og udelukkende tage sig af en baby i et år.

Barselsorloven er en historisk vigtig og hårdt tilkæmpet ret.

Men barslen – hvis vi betragter den som en rigid størrelse, der skal være ens for alle – er på mange måder også et levn fra et produktionssamfund, hvor arbejdsmarked og familieliv var markant anderledes.

Målet med de første barselsystemer var således at sikre mødre og børns overlevelse. ”Barselshvile” hed det, når man forbød kvinder i håndværk- eller fabriksarbejde at møde på arbejde de første fire uger efter fødslen.

Efter 2. verdenskrig gik argumenterne ikke længere på helbred, men på kvinders muligheder på arbejdsmarkedet og ligestilling.

Betalt barsel blev indført, så kvinderne både kunne fastholde et arbejds- og familieliv.

Og lad mig slå én ting fast. Alle er i deres gode ret til at være 100 procent i barselsboblen og nyde den.

Hvis man trives med det, er jeg den største fortaler for, at enhver m/k slukker telefonen og tjekker totalt ud.

Alle burde bare være ligeså meget i deres gode ret til at gøre noget andet. Med debatten om den forestående øremærkede barsel til far begynder vi heldigvis at forstå, at mænd kan have et lige så stort ønske og behov for at tage del i forældreskabet som mødre – og at man(d) sagtens kan være en kæmpe chef på arbejdet og derhjemme. Det er også de færreste, som i dag nærer decideret mistillid til en mands evne som far, hvis han dukker op på kontoret med en lille baby i bæresele - tværtimod, vi står nærmest klar med en pokal.

Men når en kvinde dukker op på arbejde med et spædbarn i favnen, ja, not so much. Så er hun nok ikke en særlig god mor. Og hvis hun samtidig er politiker, må der virkelig være noget galt. 

Vi har som samfund stadig svært ved at rumme idéen om, at en mor har andre behov end at være sammen med sin baby. Selvom de fleste af os ved, at moderskabet – og barslen – kan være brolagt med modsatrettede følelser og ønsker. Men, som Skipper har demonstreret, er det faktisk muligt at passe sit arbejde OG have sin baby med. Ligesom det er muligt at langtidsamme OG være tilbage på arbejde efter seks måneder.

Ligesom man kan elske sit barn OG hade sin barsel (måske især hvis andre dikterer, hvordan den skal være.)

Graviditeter er forskellige, fødsler er forskellige, børn er forskellige, jobs er forskellige, familier er forskellige. Og breaking news: Kvinder er forskellige. Tryk det næste gang, Ekstra Bladet.