KOMMENTAR

"Som kvinde kan du både være kompetent og have glimmernegle"

Dorthe Kandi 15. februar 2021
Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix
KOMMENTAR: Er det mon på tide, at vi bliver enige om, at man kan være både kompetent, dygtig og interesseret i lækkert tøj og glimmernegle? Det spørger mediechef Dorthe Kandi om efter endnu en omgang nedvurdering af kvinders ydre i Berlingske.

Jeg sidder og skriver dette i en leopardkjole, med røde glimmernegle og store smykker.

Det er godt, jeg arbejder på et kvindeblad, for resten af verden kan jo ikke tage mig og mine kompetencer seriøst med den fremtoning, kan jeg forstå, når jeg læser Berlingske-journalist Birgitte Erhardtsens kommentar ”Derfor snakker ingen om Danmarks to mest magtfulde kvinders køn og udseende”.

Jeg trøster mig med, at jeg nok var mere kompetent i går, da jeg arbejdede uden makeup og i bløde bukser.

Jeg er så ENORMT træt af,

at kvinders udseende alt for ofte kobles til deres kompetencer. Og jeg er i det hele taget træt af, hvor meget vi taler om kvinders udseende og bedømmer det som acceptabelt eller ej. 

Det er præcist det, Birgitte Erhardtsen gør med denne og tidligere kommentarer om, hvorvidt kvinder må se ud på den ene eller anden måde, før andre gider lytte og forholde sig til det, de rent faktisk siger eller gør.

Man skulle tro, at vi var nået dertil, hvor vi er klar over, at et par dinglende øreringe eller et spraglet slips på en studievært muligvis kan distrahere vores opmærksomhed kortvarigt, men at det ikke på nogen måde påvirker værtens faglighed.

Jeg kan godt være vild med rød læbestift og være ambitiøs og dygtig – og jeg burde ikke skulle gemme læbestiften væk, for at Birgitte og andre kan tage mig seriøst.

Vi må uddanne os selv til at se på handlinger frem for det ydre – og nej jeg siger ikke, at vi ikke er visuelle og ikke bemærker andres flyveører eller kavalergange - men jeg tror på, at menneskeheden er udviklet nok til, at vi kan stoppe op og tænke over, om vores bedømmelse af andres udseende er relevant for deres faglige kompetencer.

Og vi bør i høj grad tænke over den automatiske nedvurdering, vi tillægger alt, hvad vi traditionelt har set som ”kvindeligt”. Vi bør anerkende, at vi har en kultur, hvor vi automatisk mener, at vi ikke kan have flotte glimmernegle og have styr på budgettet.

At vi ikke kan have både en imponerende skosamling og strategisk indsigt. At vi læser både magasiner og Børsen. Vi skal anerkende det - for at ændre det.

Og bemærkninger om Mette Frederiksens og Barbara Bertelsens udseende bekræfter jo kun det urimelige i, at kvinder skal tænke uforholdsmæssigt meget over påklædning og fremtoning, og det understreger også den nedvurdering, Helle Thorning-Schmidt blev udsat for.

Lad os diskutere deres handlinger og holdninger – frem for håndtasker og hår.

Jeg læser med store interesse analyser af forskelle og ligheder mellem Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmidts politik. Analyser af, hvordan deres regeringsstil var og er. Men om Mette har ”stram, men praktisk opsat frisure og jakke i en neutral farve” mens Helle gik i ”silkebløde, farverige jakker og farligt høje hæle” er jo stadig en vurdering af deres udseende, som ikke gør os klogere på deres kompetencer.

Kommentaren i Berlingske understreger desværre den trætte, gamle norm om, at vi først skal vurdere, om en kvinde er pæn eller grim nok alt efter sammenhængen.

Som når filmanmelder Dennis Harvey i filmmagasinet Variety mente, at Carey Muligan i filmen "Promising Young Woman" ikke var:

”... - ikke helt tiltrækkende nok til at spille en kvinde, der narrer voldtægtsmænd til at følge efter sig, hvorpå hun hævner sig på dem.”

Og Helle Thorning-Schmidt var altså for pæn og modeinteresseret til, at vi kunne koncentrere os om hendes politik?

Jeg husker ingen klummer eller for den sags skyld analyser af, om Lars Løkke Rasmussens jakkesæt og slips adskilte sig væsentligt fra Anders Fogh Rasmussens.

Måske var det sket, hvis den ene havde foretrukket jeans og hoodie frem for det gængse jakkesæt. 

Men der er absolut en mulighed for, at det, Birgitte Erhardtsen kalder Mette Frederiksen og Barbara Bertelsens ”upåfaldende påklædning”, netop skyldes, at de ikke orker at høre om deres påklædning frem for deres politik og arbejde og derfor vælger neutrale farver.

Hvis Mette Frederiksen og andre har lyst til ”lidet bemærkelsesværdig påklædning” så go ahead, men det må være muligt at nå frem til at skille det ad eller acceptere, at – ja, nu bliver det crazy – vores udtryk gennem vores påklædning kan være interessant, inspirerende og bemærkelsesværdigt, men ikke have det fjerneste med vores evner at gøre.

Et af de fineste eksempler på det,

er svenske Caroline Farberger, der er administrerende direktør i et forsikringsselskab. Hun er født som mand og var i årevis direktør i jakkesæt, men for to år siden gik ICA-direktøren en eftermiddag hjem fra arbejde iført et jakkesæt, en blå skjorte og lave sko for at vende tilbage næste morgen i nederdel, høje hæle og med et nyt pronomen.

Hverken ledelse eller medarbejdere i forsikringsselskabet lod sig tilsyneladende påvirke nævneværdigt af, om chefen gik i habit den ene dag og nederdel den anden - måske fordi kompetencerne ikke påvirkes af om tøjet er ”neutralt og praktisk” eller ”blødt og farverigt”.

Men Berlingskes journalist spiller perfekt den gamle klagesang om, at hvis man interesserer sig for sko og tasker, så er man nok lidt dum, når hun skriver:

”Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen er et helt andet sted. De passer deres arbejde og har formentlig slet ikke tid til alt det hurlumhej med hår og matchende tasker og sko, der skal til, hvis man vil ligne en mannequin hver dag.”

Så det at interessere sig for sit ydre og måske endda lege med det, må derfor betyde, at man enten er uintelligent eller har for meget tid – muligvis begge dele.

(Og ja, det er noget helt andet med fodbold og fine vine, som er legitime interesser for direktører og politikere).

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Og vi får da også lige en omgang "det er din egen skyld”, når en forsker citeres for:

”Forstår man Judith Baxter ret, så havde Helle Thorning-Schmidt altså selv ansvaret for, at hun blev bedømt som kvinde, før hun blev bedømt på sin politik.” 

Det kan åbenbart ikke være kultur, normer eller andet, der spiller ind, når vi gransker, om Helles taske er for dyr, eller hendes hår for velplejet.

Birgitte Erhardtsens råd er tilsyneladende, at vil man tages seriøst som kvinde, så er det ens eget ansvar, at ens ydre er tilpas upåfaldende.

Personligt er jeg mere ambitiøs. Jeg drømmer om et samfund, hvor både min søn og jeg kan gå med neglelak, uden at vi skal bedømmes som inkompetente  .