https://imgix.femina.dk/2021-06-25/camillazuleger.png
Kommentar

Om et par måneder lever jeg måske af min mands penge. Det løber mig koldt ned ad ryggen

29. juni 2021
af Camilla Zuleger
Foto: Privat
KOMMENTAR: Det føles nærmest naturstridigt for mig at lade min mand betale regningen med andet end fælleskortet. Men nu har jeg sagt mit job op og aner ikke, hvornår der igen går penge ind på kontoen. Kan jeg være feminist og leve af hans penge?

Camilla Zuleger er selvstændig tekstforfatter.

DINE PENGE MIG I RØVEN står der med store, sorte versaler på en husgavl, jeg ofte går forbi på Nørrebrogade.

Og selvom det formentlig ikke var mit parforhold den — må man formode — kapitalismekritiske graffitimaler havde i tankerne på den københavnske tagryg, så er det i høj grad det, jeg tænker på.

Jeg er opdraget af en snusfornuftig bankdame til ikke at bruge penge, jeg ikke har, og til at klare mig selv.

Men i dag er selvstændighedstrangen steget mig til hovedet, og det føles nærmest naturstridigt for mig at lade ham betale regningen med andet end fælleskortet.

Det er uheldigt, for jeg har sagt mit job op. Og jeg kan ikke sige med sikkerhed, hvornår der går penge ind på kontoen igen. På et tidspunkt slipper opsparingen op, og hvad så?

Ideen om, at jeg om et par måneder lever på min mands nåde, får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. Det strider imod alt, hvad jeg har lært som moderne kvinde og feminist.

Dine penge mig i røven, tænker jeg. Jeg kan klare mig selv.

Den vrede feminist vrisser

Da den samme snusfornuftige bankdame mødte ham, der skulle blive min far, var de som så mange unge i firserne på røven.

De levede efter et mantra om, at den, som havde penge, betalte, og sådan er det stadig i dag.

Alligevel er privatøkonomi for mig i meget højere grad et identitetsspørgsmål end et ressourcespørgsmål.

For hvis jeg ikke kan klare mig selv, hvad kan jeg så egentlig? Sådan vrisser den vrede feminist inden i mig, når jeg overvejer, hvad der skal ske, hvis opsparingen slipper op, før jeg har fået gang i butikken.

Som samfund latterliggør vi dem, som lever for andres penge, især når det er kvinder. Vi taler om trofækoner og ruller med øjnene over de kvinder, der vælger at blive hjemme med hus og børn.

Som samfund latterliggør vi dem, som lever for andres penge, især når det er kvinder.

Vi taler om trofækoner og ruller med øjnene over de kvinder, der vælger at blive hjemme med hus og børn, mens deres mænd tjener penge nok til alle.

Og intet er sjovere end de kvinder, der får en butik, der kører med kronisk underskud, som manden kan trække fra i skat.

Det er noget fordomsfuldt sludder, det ved jeg jo godt.

Nogle gange er vi vores egen værste fjende, for det er med tankemønstre som disse, vi spænder ben for både hinanden og os selv.

Det er jo bare penge

Men det stopper mig ikke i at føle mig som en dårligere kvinde, når jeg overvejer at udlicitere huslejen.

Selvfølgelig ændrer det hverken min personlighed eller politiske ståsted, at jeg ikke bidrager med at afdrage på boliglånet i en periode. Tværtimod.

Det er jo bare penge. Måske er det ikke lærebogsfeministisk, men det er derimod solidarisk.

Når det kommer til stykket, vil jeg hellere leve i et samfund og parforhold, hvor vi hjælper hinanden med at indfri vores drømme, end hvor kategorier som kreditvurderinger og særeje styrer showet.

Og det tror jeg i virkeligheden, at både bankdamen og graffitikunstneren på Nørrebro ville give mig ret i.

Læs også