Mød tre kvinder, der gør noget godt for andre

Undersøgelser viser, at vi får større livskvalitet af at gøre noget godt for andre – og der er mange måder at vise andre omsorg på. De her tre kvinder har hver især fundet deres helt egen måde at vise kærlighed og omsorg på til glæde for mennesker, som de slet ikke kendte forinden.

Lisbeth Zornig: Omsorg føles på en anden måde, når den er ulønnet

Margit er motionsven

Da Margit Struck for otte år siden valgte at gå på efterløn som 60-årig, overvejede hun at blive besøgsven for at bruge sin tid på noget meningsfuldt. Men da hun en aften så et tv-indslag om en, der var motionsven, skiftede hun mening. Hun kontaktede derfor Ældresagen, der står for ordningen. De sørgede for, at hun kom på kurser, der forberedte hende på at komme ud til ældre med behov for motion.

– Jeg har altid bevæget mig meget og brænder for at hjælpe andre med at få dyrket motion. Og så er det dejligt at møde glade mennesker; jeg ser jo, hvor glade dem, jeg besøger, er, når jeg kommer og dyrker motion med dem. Og så kan jeg godt lide at få mennesker til at rykke sig. Det er meget berigende, fortæller Margit, der bor i Vojens.

Forsker om stigende frivillighed: Jeg tror ikke, det har toppet endnu

Anne Mette hænger sin kærlighed på bøjler

Sidste år var et frygteligt år for Anne Mette Andersen. Og fordi hun oplevede så meget modstand, fik hun lyst til at give kærlighed til verden. Hun så en udsendelse om, hvordan man i København gav tøj til hjemløse via en knagerække, som hang på et offentligt sted, hvor alle og enhver kunne komme og hænge deres tøj. Og det inspirerede Anne Mette til at gøre det samme i Silkeborg, bare med bøjler i stedet.

– Allerede de første dage kunne jeg se, at nyt tøj var hængt på bøjlerne, og at meget af det, jeg havde hængt op, var taget. Det var meget tilfredsstillende, siger Anne Mette, der ønsker, at værdigt trængende som for eksempel hjemløse eller fattige alenemødre skal tage tøjet.

Cecilie Beck: Det er en pligt at gøre noget for andre

Magdalena er besøgsven på et ældrecenter

For fire år siden – på Magdalena Izydorczyks 40-års fødselsdag – blev hun besøgsven. Magdalena besøger Sinne, en kvinde i halvfjerdserne, der efter en hjerneblødning er blevet så plejetrængende, at hun er nødt til at bo på et ældrecenter. Sinne er lam i begge ben og har svært ved at tale efter hjerneblødningen.

– Vi laver helt almindelige hyggeting. Vi ser også tv sammen og spiser sammen. Sinne siger ikke så meget, så nogle gange sidder vi bare sammen i stilhed, mens jeg holder hende i hånden. Bare det at vi er sammen, er dejligt; vi behøver ikke altid sige så meget. Jeg spørger som regel om, hvad hun har lyst til at lave, og hvis hun siger nej til det hele, så kan vi finde på at sidde og kigge ud ad vinduet sammen, fortæller Magdalena.