Karriere og penge
21. september 2023

Hvis du er træt af dit fuldtidsjob, skal du overveje et "lazy girl job"

Du er andet og skal have tid til andet end arbejde i dit liv. Det er hovedbudskabet i den nye trend “lazy girl job”, der i øjeblikket hitter på TikTok. Det fænomen handler det nyeste afsnit af femina update-podcasten om.
Af: Kristina Forná
lazy

Foto: Unsplash

Er du også træt af at slæbe dig selv igennem en 37 timers arbejdsuge om ugen, at stresse rundt med at få hverdagen til at gå op og at sidde til et middagsselskab og blive spurgt: ”Hvad arbejder du med?”.

Så er du ikke den eneste.

Fænomenet “lazy girl job” hitter nemlig lige nu på TikTok med et hashtag på hele 22,9 millioner visninger.

Trenden er en del af Less-work bevægelsen og går ud på at redefinere synet på sig selv og work-life-balancen. Arbejde skal ikke fylde alt, hverken når det kommer til antal timer eller identitet.

Og det står i modsætning til den måde, vores samfund er indrettet på i dag.

Vi lever nemlig i et arbejdssamfund, forklarer Sofie Marie Billekop, der forsker i Less work-bevægelsen og er ph.d.-studerende på Institut for Mennesker og Teknologi på RUC.

- Arbejdet er helt naturligt, nærmest uden spørgsmålstegn, kommet i centrum og ind i kernen af vores hverdagsliv og vores forståelse af, hvad det vil sige at være en del af et samfund, siger hun.

Podcast: femina update

Hver uge dykker vi ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig i podcasten femina update.

Vi fortæller om de vigtigste agendaer, opsigtsvækkende fænomener og mest fascinerende personer, set gennem femina updates øjne.

Der kommer et nyt afsnit hver torsdag, og du kan lytte i appen Ally, eller hvor du normalt hører podcast.

At arbejdet ikke skal være altopslugende er som sådan ikke et nyt fænomen, påpeger Sofie Marie Billekop.

For eksempel så vi nogle af de samme træk i ungdomsoprøret og i 70'erne med foreningen Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer. Men det er dog nyt, at vi indenfor de seneste årtier er begyndt at sammenkoble vores selvrealisering med arbejdet.

- Vi bliver lovet, at vi gennem arbejdet kan finde vores sande kerne og blive hele mennesker, siger Sofie Marie Billekop, men hun peger samtidig på, at flere og og flere begynder at opleve, at den her selvrealisering, som vi faktisk er blevet lovet, ikke kommer.

I stedet går flere og flere ned med stress, oplever præstationsangst eller angst i det hele taget, fortæller hun.

På trods af at flere og flere tager et “lazy girl job”, så tror Sofie Marie Billekop ikke, at tiden, hvor arbejdet i høj grad er definerende for ens identitet, er forbi.

Men hun tror dog at flere og flere er villige til at gå på kompromis med de materielle goder og for eksempel at holde staycations, i stedet for at tage ud at rejse, for ikke at være nødsaget til at blive i et job, man ikke bryder sig om.

Men også, at der i højere grad kommer en mulighed for, at man som menneske kan bidrage med det, man selv finder værdifuldt frem for det, der batter i en virksomheds vækstkurve.

- Lad os stille spørgsmålstegn ved, hvad arbejde egentlig er for en størrelse? Hvordan har vi lyst til, at det skal være? Hvilket samfund vil vi gerne leve i?, opfordrer Sofie Marie Billekop.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også