På Strandvejen i Hellerup ligger en særlig køkkentøjsbutik, der mere udstråler hyggeligt landkøkken end et besøg i en kommerciel forretning.
The Apron, der betyder forklæde på engelsk, er ikke bare et sted, hvor man kan købe smukke ting til madlavning – det er som et visit i en lille tidslomme af hygge, ro og æstetik.
Kort om Grethe Holst
55 år og uddannet indretningsarkitekt fra Danmarks Designskole.
Har i størstedelen af sit arbejdsliv tegnet køkkener for folk hos bl.a. Kitchen Tailor og Kvänum Køkken.
Er indehaver af køkkentøjsbutikken The Apron sammen med sin mand, Carsten Eichstedt, siden 2022.
Bag butikken står Grethe Holst, tidligere indretningsarkitekt, der har skabt et butiksunivers, hvor hverdagslivets til tider trivielle køkkenritualer bliver løftet til noget særligt.
– Jeg har indrettet butikken som et køkken, fordi jeg gerne vil vise tingene i en sammenhæng. Det giver en varme og en hjemlighed, som jeg tror, folk kan mærke, når de kommer herind, fortæller Grethe.
Hylderne bugner af nøje udvalgte produkter – smukke kobbergryder, fine keramikskåle og farvestrålende viskestykker, kurve og træredskaber, alt sammen håndplukket med en klar vision.
– Jeg vælger altid ting, der har en kvalitet, noget der bliver bedre med tiden. Det er vigtigt for mig, at det ikke bare er brug-og-smid-væk, forklarer hun.
Charmerende countrystil
Stilen kalder Grethe selv for country chic – en blanding af rustik charme og elegance, inspireret af især engelsk og skandinavisk landstil, hvor naturlige materialer, bløde farver og klassiske detaljer skaber en varm og indbydende atmosfære. Det er en hyldest til den landlige enkelhed, men føles tidløst snarere end gammeldags.
– Jeg har altid elsket den engelske tilgang til indretning – deres kærlighed til detaljer, kvalitet og funktionalitet. Det er noget, vi i Danmark måske ikke har dyrket lige så meget, men som jeg virkelig synes fortjener mere opmærksomhed, siger Grethe.
Derfor er hendes blik ofte rettet mod England, når hun finder nye varer til butikken. Og det gør hun på nettet, når butikken er lukket og andre kan holde fyraften.
– Englænderne har en fantastisk designtradition og nogle producenter, der har eksisteret i generationer. Det giver produkterne en sjæl, som jeg synes er vigtig, forklarer hun.
Et navn fyldt med symbolik
Og så er der det med butiksnavnet. Forklædet, som kvinderne i mange år har kæmpet sig fri af for at komme væk fra kødgryderne og ud på arbejdsmarkedet.
– Der er en stor symbolværdi i et forklæde. Kvinder har smidt det som symbol på en frigørelse, og det handler bestemt ikke om at gå tilbage for mig. Det handler om at kunne vælge det til igen, hvis man har lyst – sammen med det andet. Nu kan vi selv bestemme, hvornår og hvorfor vi vil have det på, forklarer Grethe.
– Jeg bruger selv forklæde hele tiden, når jeg arbejder i køkkenet. Jeg føler mig klædt på, når jeg tager det på, og det giver mig en følelse af at være klar til at gå i gang. Forklædet er en brugsgenstand, noget, man tager på for at skabe og for at arbejde. Det er ikke for fint – men det er til at blive brugt, siger hun.
I hendes butik er forklædet også en del af en større fortælling om et mere nærværende liv.
– Jeg tror, at mange drømmer om at have tid til at nyde de små ting. At sætte sig ved et smukt dækket bord, at lave mad med omhu. Og hvis The Apron kan inspirere til det, så har jeg ramt noget rigtigt, siger hun.
Inspirationen og den særlige stemning i butikken er da også allerede blevet bemærket langt ud over Hellerups bygrænse. Mange har opdaget The Apron på Instagram, hvor Grethe flittigt deler billeder af sine produkter i deres rette miljø.
– Jeg glemmer aldrig, da jeg pludselig fik en masse svenske følgere ud af det blå. Jeg kunne ikke forstå, hvor de kom fra, indtil jeg fandt ud af, at en svensk influencer havde lagt noget op om butikken. Instagram er virkelig vigtigt for mig – det er min måde at nå ud til folk, siger hun.
Grethe står selv for at passe sine sociale medier. Ligesom næsten alt andet i butikken i øvrigt.
En drøm tager form
Grethe har haft butikken i tre år. Men det var langt fra en impulsiv beslutning at åbne The Apron.
– At have sin egen butik har været min drøm i mange år, men jeg havde ikke rigtig turdet tidligere. Men da jeg kom til et sted i mit liv, hvor jeg alligevel skulle gøre op med mig selv, hvad jeg ville i mit videre arbejdsliv, talte min mand og jeg om det: Hvorfor gjorde vi det ikke bare?, fortæller Grethe.
Og så kastede de sig ud i det med både mod og en smule naivitet.
– Jeg indrømmer gerne, at jeg undervurderede, hvor mange timer det kræver at have en butik. Man er enormt bundet til den. Jeg tænkte først: ”Jeg sætter da bare et skilt på døren, hvis den er lukket en gang imellem på grund af ferie eller en fridag”. Men det fungerer jo ikke sådan, griner hun.
The Apron
… Betyder forklæde på engelsk. I butikken, der er indrettet som et hjemligt køkken i landstil, kan man finde køkkentøj, tekstiler og brugsting til køkken og bord.
Åben tirsdag-fredag 11.00-17.30 og lørdag 10.00-14.00.
The Apron, Strandvejen 149, 2900 Hellerup.
Instagram: @theapronhellerup
Realiteterne har lært hende, at en butik ikke kun handler om smukke varer og god stemning – der er også regnskaber, logistik og et konstant behov for at omsætte varer.
– Der skal sælges en del for at få huslejen til at gå op. Vi lavede nogle løse regnskaber inden, men jeg tror ikke, vi helt forstod, hvor meget der faktisk skal til for at få det til at løbe rundt, siger hun ærligt.
Alligevel har oplevelsen med at åbne sit eget sted været det hele værd.
– Jeg får så meget tilbage fra kunderne. De kommer ind og fortæller, at de er blevet inspireret, at de har købt noget, der har ændret stemningen i deres hjem. Det er den største gave, jeg kan få, siger Grethe, der selv står for det meste i butikken. Hver dag skal der pakkes varer ud, ryddes op, styles om, holdes styr på lageret og besvares henvendelser – samtidig med, at der skal sælges nok til at dække husleje og udgifter. Heldigvis er hun ikke helt alene om det hele.
– Min mand, Carsten, hjælper med økonomien. Det er en kæmpe lettelse, for jeg ville ikke have overskud til at gøre det hele selv, siger hun.
Men ansvaret for den daglige drift, kundekontakten og det kreative udtryk ligger hos Grethe.
– Folk ser en hyggelig butik og tænker, at jeg står her og hygger mig. Og det gør jeg også – men det er samtidig et fuldtidsarbejde og lidt til, fortæller hun.
Vær realistisk
At åbne sin egen butik er en drøm for mange, men hvordan tager man springet? Grethe har ét klart råd: Vær realistisk omkring økonomien.
– Det er nok dér, hvor vi oftest bliver blændet af drømmen. Man skal virkelig sætte sig ned og regne på det. Hvor meget skal der omsættes for at få det til at løbe rundt? Hvilke faste udgifter er der? Det er ikke særlig romantisk, men det er nødvendigt, siger hun.
Samtidig handler det også om at turde stole på sig selv.
– Jeg har lært at stå ved min egen stil og træffe mine egne valg. Før i tiden var jeg en dygtig medarbejder, men nu er jeg selvstændig – og det har givet mig en helt ny stolthed. Det her er mit værk! Den følelse af at skabe noget fra bunden og se det vokse er det hele værd. Jeg føler virkelig, at jeg er trådt i karakter, fortæller hun.
– Mit bedste råd? Hvis du virkelig drømmer om det – så gør det. Men gør det med åbne øjne. Det er hårdt arbejde, men hvis du brænder for det, er det også den mest fantastiske rejse, siger Grethe, der har masser af ideer til, hvordan butikken fortsat skal udvikle sig. Og også hvad den ikke skal.
– Jeg drømmer ikke om at udvikle det til et imperium eller at få en masse filialer – det er slet ikke mig, siger hun bestemt.
For hende handler det ikke om vækst for vækstens skyld, men om at bevare sjælen i det, hun har skabt. Det betyder dog ikke, at butikken står stille.
– Jeg får hele tiden nye ideer, og den udvikler sig løbende. Det er det, der gør det sjovt og spændende for mig, fortæller hun.
Grethe leger med nye måder at præsentere varerne på. Og hun opdager nye leverandører og lader sig inspirere af sine kunders reaktioner. Det handler ikke kun om at sælge varer – det handler om at give kunderne en oplevelse, der rækker ud over selve produktet.
– Folk skal have lyst til at købe en gryde her, fordi de kan se den stå i et køkken, de drømmer om. Det er ikke bare en gryde – det er følelsen af hjemlighed, af at tage sig tid. Hvis jeg kan give folk den stemning med, så kan hele det hårde arbejde betale sig. Og det holder mig skarp at prøve at leve op til det mindset, forklarer Grethe.
– Butikken er jo aldrig færdig – den bevæger sig hele tiden, og det elsker jeg.
Fremtidsdrømmen er at kunne leve af The Apron og måske en dag også at kunne ansætte en medarbejder, så hun kan få lidt mere fleksibilitet i sin egen hverdag.
– Men det vigtigste er, at det forbliver mit sted, min butik, hvor jeg selv sætter retningen. Og det skal stadig føles som noget helt særligt, hver gang folk træder ind ad døren.
Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 20/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.
Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.
Se også
Sundhed
“Det er helt forkert, at det skal være en skrækkelig oplevelse for kvinder”