Karriere og penge
31. oktober 2014

7 genveje til at blive en bedre netværker

Igen og igen bliver der talt om, at kvinder bliver holdt væk fra de høje stillinger. Men måske er det vores egen skyld? Det mener netværkseksperten Simone Lemming Andersen. Vi er nemlig ikke særligt gode til at netværke ...
Af: af Malene Fich weischer
https://imgix.femina.dk/media/billeder/2013/oktober/netvaerk-prim.jpg

foto: All Over

1. Hold op med at pludre
- Flere og flere kvinder er med i forskellige netværksgrupper, men vi udnytter det ikke særligt godt. Det kan godt være, der er et fagligt indslag, hvor en foredragsholder laver et oplæg, men ellers går det meget op i snak. Vi pludrer, småsnakker og læsser af. Taler om, hvor hårdt det er med mand og børn og job. Men på den måde spænder vi ben for os selv, for småsnakken får os ikke til at rykke videre. Det er ikke den, der kommer til at give os de gode jobs. Kvinder skal blive bedre til at være konkrete og til at gå efter målet. Vi er ikke i en netværksgruppe for at småpludre; vi er der for at skabe forbindelser, som kan hjælpe os videre i karrieren.

OM SIMONE LEMMING ANDERSEN

Simone Lemming Andersen er journalist, cand. phil., forfatter og foredragsholder.

Hun har tidligere arbejdet i Danmarks Radio og bl.a. været talkshow-vært på mere end 40 direkte tv-udsendelser. De sidste 10 år har hun været indehaver af virksomheden Strategisk Kommunikation ApS.

Simone er specialist i Networking, Præsentationsteknikker og Performance, og har skrevet to bestsellerbøger om professionel networking: "Networking - en professionel disciplin" fra 2011 og "Få succes i netværk via kropssprog, smalltalk og kultur" fra 2008.

Se mere om Simone på hendes hjemmeside Strategisk.dk

2. Husk at anbefale andre
- Vi kvinder er generelt utroligt dårlige til at introducere og anbefale andre til et job. De fleste af os tænker, at vi skal kunne stå 100 pct. inde for dem, vi anbefaler, for ellers vil det jo falde tilbage på os, hvis de ikke fungerer i jobbet. Men sådan er det jo ikke. Hvis vi anbefaler nogen, handler det om at vi gør nogen en tjeneste og skaber en kontakt. Men det er ikke os, der giver dem jobbet, så vi står ikke til ansvar. Tværtimod kan det være, at den pågældende person på et tidspunkt kan hjælpe med at anbefale dig - måske til det helt rigtige job. Under alle omstændigheder har du ved at anbefale en person vist en positiv side af dig selv - som vil blive husket af begge parter.

3. Koncentrér dig om opgaven
- Netværk er ren kommunikation med både ord og attitude. Du skal vise, at du er tilgængelig og interesseret. Hvis man står alene til en reception, så vil de fleste efter 10 sekunder tage deres mobil og fordybe sig i den. Det ligger i vores gener, at vi gerne vil være en del af flokken. At vi vil signalere, at vi har masser af venner og ikke er alene. Men med telefonen lukker vi os inde. I stedet skal du hvile så meget i dig selv og være så meget til stede i situationen, at du helt roligt kan stå og vente på, at der kommer nogen over til dig. Og når du så taler med nogen, skal du have fokus på personen og ikke på alle de ting, der sker omkring dig. Mænd kan have samme problem, men kvinder har det i mere udpræget grad.

4. Søg efter knudepunkter
- Hvis du skal udvide dit netværk med én person ad gangen, kan det tage meget lang tid at opbygge et stort netværk. I stedet kan det være en god idé at gå efter knudepunkterne, altså de personer som allerede har opbygget et stort netværk. Lærer du nogle af dem at kende, kan du komme i berøring med deres netværk, og derfra gøre dig selv til en del af dette knudepunkt. Men husk det forpligter at koble sig på en andens netværk. Du kan blive spurgt om, at bruge din ekspertise eller hjælpe andre i dette knudepunkt - og det skal du selvfølgelig være parat til.

5. Brug gamle kontakter
- Nye netværkere glemmer tit at udnytte deres gamle kontakter. Men gamle venner, studiekammerater eller tidligere kollegaer kan jo også være en værdifuld del af dit netværk. Inviter dem til en kop kaffe og sig, at du har brug for hjælp. Du vil f.eks. gerne i kontakt med det firma, hvor de engang arbejdede, og om de har nogle råd til, hvordan du griber det an. Så gør du dem til eksperten og det vil de fleste gerne være. Plus at de måske har nogle kontakter, som de kan trække på for at hjælpe dig.

6. Kend spillereglerne
- Du er med i et netværk for at få noget ud af det, men husk, at du også skal give noget igen. Det er den uskrevne regel, som man skal være sig meget bevidst. Du skal også passe på ikke at bede om for meget, så du sætter nogen i en akavet situation, hvor de måske får lovet mere end de kan holde. Det handler meget om situationsfornemmelse, og der er ingen fast regel ud over at det er vigtigt at du bruger tid på at aflæse de uskrevne regler i dit netværk.

7. Vær nysgerrig
- Det kan lyde meget koldt og kynisk, når man taler om netværk, men det ændrer ikke på, at du selvfølgelig skal have lyst til at møde alle disse mennesker. En oprigtig nysgerrighed overfor andre er alfa omega. Spørg ind til dem, tal åbent og nyd de bekendtskaber, du får. Måske det pludselig viser sig, at du får den bedste hjælp til et nyt job, fra én du slet ikke regnede med. Du skal ud af busken og møde nye mennesker. Gør du ikke noget sker der ikke noget, og husk - handling skaber forvandling!

Læs også