"Den sidste behandler spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at have sex som en kvinde, før jeg skiftede køn"

Selvmord og selvmordsforsøg er langt mere udbredt blandt transkønnede end blandt andre samfundsgrupper i Danmark.

Det viser et omfattende, nyt, dansk studie, som vi her på femina har omtalt i artikelserien Dem, vi er.

Forskere peger på, at den høje selvmordsrate til dels skyldes minoritetsstress, der beskriver, hvor belastende det kan opleves at leve som stigmatiseret – og ofte diskrimineret – minoritet.

Men derudover peger en række kilder, som femina har talt med, på, at den psykiske mistrivsel, mange transkønnede oplever, blandt andet skyldes deres møde med sundhedsvæsenet. Herunder specifikt deres møde med Center for Kønsidentitet (CKI) på Rigshospitalet i København.

CKI bliver beskrevet som “modbydeligt”, “dehumaniserende” og “grænseoverskridende,” og som et sted, der udøver “en karakter af omvendelsesterapi.” Personalet på CKI bliver også beskrevet som “transfobisk” og som nogle, der “ønsker sig tilbage til tiden, før transkønnede blev fjernet fra listen over sindssygdomme.”

På CKI har overlæge og centerleder, Malene Hilden, svært ved at genkende det billede, der bliver tegnet, men udtrykker beklagelse over, at nogle patienter har denne oplevelse.

En stor beslutning

En af dem, der problematiserer forholdene på CKI er Sølve Storm Falkenberg, der arbejder som normkritisk psykolog og har haft mange klienter, der har været i behandling på CKI.

– Jeg må desværre sige, at en af de faktorer, der særligt genererer selvmordstanker blandt mine klienter, er ventetiderne i det offentlige sundhedsvæsen.

Her er det især ventetiden og den generelle procedure på CKI, som Sølve Storm Falkenberg refererer til, da deres processer, ifølge dem, kan have en “karakter af omvendelsesterapi.”

– På CKI har nogle medarbejdere den holdning, at kønsbekræftende behandling skal være den absolut sidste udvej. Jeg har selv deltaget i et fagligt oplæg afholdt af CKI, hvor en medarbejder sagde, at vi hellere skal forsøge at udvide begrebet om, hvad en mand og kvinde kan være, så vi undgår kirurgiske og hormonelle indgreb. Og generelt er det sådan, at hvis du har en psykiatrisk baghistorie – særligt inden for psykose, skizotypi eller skizofrenispektret – så er holdningen i udgangspunktet, at man bør afvises.

Sølve Storm Falkenberg beskriver, at mange af deres klienter har en oplevelse af, at deres psykiatriske historie bliver brugt imod dem på CKI, hvilket betyder, at de ikke kan få den behandling, som er “livsnødvendig” for dem.

– Det kan være ulideligt at være i sin krop, hvis man ikke får hjælp til at komme af med sit kønsubehag, og det kan i værste fald betyde, at man ikke ser nogen grund til at leve, fordi man så heller ikke kan forestille sig for eksempel at gå på arbejde, være intim med en anden person eller få sig en familie.

Den estimerede ventetid på en indledende samtale på CKI er to til tre måneder, men ifølge flere kilder, femina har talt med, er ventetiden ofte betydeligt længere.

Lige præcis ventetiderne er noget af det, de kontinuerligt arbejder på at forbedre på CKI, fortæller Malene Hilden. Hun ved ikke, om man generelt kan sige, at der en sammenhæng mellem ventetiden og patienternes psykiske mistrivsel, men hun kender godt til nogle undersøgelser, der viser, at for eksempel hormonbehandling kan give bedring på depression og angst, dog ikke på selvmord eller selvmordsrisiko.

– Men det ændrer ikke på, at du stadig skal være et relativt stabilt sted, før du kan tage stilling til behandling, siger hun.

Men flere påpeger, at de netop er ustabile, fordi de ikke får adgang til behandling?

– Ja, og det kan man jo ikke fuldstændig udelukke, men det er en stor beslutning at starte i hormonbehandling, og derfor kan du ikke tage den, når du er allermest sårbar og lige har forsøgt at tage dit eget liv. Det er ikke der, du tager de gode beslutninger for dig selv, og derfor har vi fokus på det, fordi personen skal være i stand til at forstå konsekvenserne af sin beslutning. Og det betyder ikke, at man ikke må have en psykiatrisk sygdom, for det har omkring halvdelen af vores patienter. Men hvis man har en svær depression, så er behandlingen ikke at give hormoner, så er det noget andet, der skal til.

Selv når flere føler, at de får det markant bedre efter at være startet på hormoner, og at deres depression måske mere var betinget af kønsdysfori?

– Der er mange, som kommer ind og har en forventning om, at hvis bare de starter i hormonbehandling, så bliver alt godt. Og der bliver vi nødt til at gå ind og forventningsafstemme for at finde ud af, om der er en proportionalitet mellem virkelighed og forventning.

Du har tidligere udtalt, at du og dine kolleger ser det som jeres opgave at få patienten til at genoverveje alternativer, når det kommer til kønsmodificerende behandling. Hvorfor det?

– Det handler om, at man som patient kan komme ind med en urealistisk forventning om, hvad behandlingen kan give en. Mange kommer ind og vil have “hele pakken,” men så viser det sig efter noget tid, at de er fuldt tilfredse med hormonbehandling og ikke længere ønsker kirurgi, og det er klart, at hvis man kan leve et godt liv med den krop, man har, så er det at foretrække frem for at lave om på den.

Hvorfor er det at foretrække?

– Fordi der altid skal være en rigtig god grund til at lave kirurgi på raske mennesker med raske organer. Det gælder alle operationer. Men for nogle vil det være helt afgørende, og så er der selvfølgelig et tilbud om det. Men man skal have en samtale først, så hvis worst case scenariet opstår, og der kommer voldsomme komplikationer, så kan man sige ‘vi var nødt til at lave operationen, og så tåler vi, at du er endt med stomi eller en alvorlig infektion’.

Welcome to the club

femina har været i kontakt med en række transpersoner, der alle deler Sølve Storm Falkenbergs kritik af CKI.

En af dem er 44-årige Kari.

Kari, der oprindeligt kommer fra Sydafrika, kom til Danmark i 2017, hvorefter hun hurtigt opstartede et forløb hos Sexologisk Klinik, der i dag er blevet til CKI.

Hun oplevede samtalerne på CKI som “meget grænseoverskridende,” fordi hun både følte, at hun blev vurderet meget på sin fremtoning, og at samtalerne derudover altid drejede sig over på sex.

– De ville vide alt om mine præferencer, om jeg tog min kones undertøj på i sengen, og hvem jeg tænkte på i forskellige seksuelle situationer.

Kari havde en oplevelse af, at hendes transkønnethed blev reduceret til et seksuelt kink.

– Når man er ekstremt sårbar og erkender, at man ønsker at transitionere, så er det enormt voldsomt og smertefuldt at få at vide, at det bunder i en fetish.

Kan du forstå, hvorfor de mener, det kan være relevant at spørge ind til din seksuelle historik?

– Egentlig ikke, nej, eller jeg forstår godt, hvorfor de ønsker at spørge. Men jeg tror, at hvis du kommer til et punkt, hvor du forstår, hvad en transkønnet er, så burde det ikke være nødvendigt med de spørgsmål.

Sagde du, at det gjorde dig utilpas, når de spurgte dig ind til sex og præferencer?

– Nej, og det er der en god grund til, siger Kari hurtigt.

– Du er der for at få lov til at transitionere, og du ved, at du kun får din behandling, hvis du svarer rigtigt på deres spørgsmål. Derfor udfordrer du dem ikke. Inden jeg skulle ind på CKI, fik jeg at vide, at jeg skulle huske at tage en kjole på og en masse make up, og så skulle jeg ellers sørge for at opføre mig ekstra sødt og gerne virke lidt underdanig.

Hvorfor det?

– Fordi man bliver vurderet på sin fremtoning. Til alle møderne sad lægerne og tog noter om, hvad jeg havde på. En skrev i min journal, at jeg på ingen måde var feminin i min fremtoning, fordi jeg oftest mødte op ubarberet og med uredt hår. Og det blev også noteret, når jeg mødte op uden make up eller smykker.

femina har læst Karis journal, hvor ovenstående er gengivet.

Når Kari fortalte andre transkønnede om sin oplevelse, var svaret typisk: Welcome to the club. Hun oplevede også, som flere andre nævner, at hendes psykiatrihistorie spillede ind på hendes behandlingsforløb. Kari lider af OCD og har i mange år kæmpet med svære depressioner.

– Hvis du har en psykiatrihistorie, så vil det uden tvivl spille en rolle i forhold til, om du kan få behandling eller ej, siger hun.

Men er det ikke også nødvendigt, at CKI kigger på ens psykiatriske historik?

– Jo, for hvordan kan de vide, at mit kønsubehag ikke skyldes min OCD? Det tog mig lang tid selv at forstå, at det var to forskellige ting, så jeg mener ikke, at ens psykiatriske historie ikke skal tages i betragtning. Den skal bare ikke ses som en udelukkelsesfaktor, for du kan godt både være transkønnet og autist eller transkønnet og deprimeret.

Det perfekte menneske

Men det kan få konsekvenser, hvis det forholder sig sådan. Det fortæller 24-årige Sofia Segovia Helbo, der fik nej til hormonbehandling på CKI, efter at hun havde ventet i over et år på sin indledende samtale. Sofia blev afvist med begrundelsen “manglende psykiatrisk stabilitet” samt en vurdering af, at hun endnu var for tidligt i sin “udforskning af egen kønsidentitet.”

Sofia har ellers været i kontakt med sundhedssystemet, siden hun var 16 år og startede på Sexologisk Klinik.

– Jeg kan sagtens forstå, at de kigger på ens psykiatrihistorie, men det legitimerer ikke, at de hele tiden virker til at tro, at man lyver, så man konstant skal kæmpe for at overbevise dem om, at man er en kvinde.

Ligesom Kari blev Sofia Segovia Helbo også opfordret til at klæde sig "hyperfeminint," når hun skulle til møder på CKI, og hun havde også en oplevelse af at blive vurderet meget på sin fremtoning.

– Man skulle hele tiden virke som det her perfekte menneske, der ikke havde nogle udfordringer, siger hun.

Kan du forstå, at de kigger på, om du virker feminin?

– 100 procent! Jeg forstår godt meget af det, de gør. Det, jeg ikke bryder mig om, er at blive mistænkeliggjort. Hele tiden at blive spurgt, om man reelt er transkønnet. Jeg blev spurgt, om det ikke kunne være, at jeg bare var homoseksuel, hvilket var virkelig ubehageligt. Jeg har aldrig følt, at jeg var en patient, som de prøvede at hjælpe, og det har til tider føltes meget dehumaniserende.

Generelt synes Sofia Segovia Helbo, at det er “langt ude,” at CKI afviser behandlingsforløb med henvisning til stabilitet, da det ifølge hende ofte er den manglende behandling, der skaber ustabilitet.

– Man bliver deprimeret af at ikke at kunne genkende sig selv i spejlet, og hvis man så oveni bliver mødt med transfobiske hentydninger om, at man måske bare er homoseksuel, så er det jo klart, at nogle transkønnede virker ustabile, siger Sofia.

Malene Hilden er ked af, at nogle patienter føler, at de har haft et dårligt behandlingsforløb på CKI, da de på afdelingen hele tiden har fokus på patienttilfredshed og den seneste tilfredshedsundersøgelse viser, at 75 procent er tilfredse med deres forløb.

Hun mener, at de dårlige oplevelser kan hænge sammen med, hvis man som patient ikke har fået tilbudt det, som man kom med en forventning om.

Nogle fortæller, at de er blevet stillet seksuelt grænseoverskridende spørgsmål og generelt bliver spurgt meget ind til seksualitet, selv om deres behandling handler om deres kønsidentitet?

– Det handler om kønsidentitet, ja, men jeg ville mene, det var en kæmpe fejl, hvis vi ikke også snakkede med dem om deres seksualitet, fordi behandlingen går ind og påvirker seksualiteten. Når du begynder på hormoner, ændrer du både på sexlyst og evnen til at få rejsning, så det ville være mærkeligt, hvis vi ikke spurgte ind til deres tanker om det.

Men flere fortæller også, at de er blevet spurgt, om de ikke ‘bare’ var homoseksuelle?

– Det kan jeg ikke genkende. Vi bruger en fast spørgeramme, og det er ikke måden, vi spørger på.

Personalet på CKI bliver også beskrevet som transfobisk. Hvad tænker du om det?

– Det bliver jeg da utrolig ked af at høre, for hvis vi var det, så tror jeg ikke, vi ville lave det arbejde, vi gør. Jeg synes, vi har en åben kultur, og selvfølgelig er der forskellige holdninger, men som udgangspunkt forsøger vi at give en sundhedsfaglig vurdering og behandling, og det er der, vi har vores fokus.

Det bedst mulige forløb

44-årige Nomi Storm, der er nonbinær transperson, autist og tidligere psykiatribruger, beskriver, at barrieren for at få kønsbekræftende behandling er tæt på uoverskuelig, hvis man som transperson tilhører flere minoriteter.

– I forvejen er ventetiden på første konsultation meget lang, men hvis man oveni har en psykiatrihistorie eller en autismediagnose, kan ventetiden blive forlænget med flere år, ligesom nogle af centrene helt afviser at tage en ind.

Det betyder, at Nomi Storm, der bor i København, har søgt direkte mod Center for Kønsidentitet (CfK) i Aalborg for at modtage behandling, fordi vejen til behandling på CKI for folk med diagnoser, ifølge Nomi Storm, er meget svær, selv hvis man har været stabil og velbehandlet i mange år.

– Jeg kender en, der fik at vide, at de måtte vælge mellem hormonerne eller den psykiatriske behandling, fordi man ikke kan være tilknyttet to steder på en gang. Det er ikke sandt, men det førte alligevel til, at personen afbrød sin behandling i psykiatrien for at få adgang til hormoner.

Derudover har Nomi Storm en oplevelse af, at det er meget svært at opnå behandling, hvis man er nonbinær.

– Jeg kender flere nonbinære, der er blevet afvist fra CKI, og de, der har fået godkendt behandling, har typisk været nødt til at fremstille sig selv som enten transmænd eller transkvinder.

Malene Hilden fortæller, at der på CKI ikke er nogen forventning om, at man skal møde op og se ud på en bestemt måde, men at patienternes udtryk selvfølgelig er noget af det, der indgår i nogle af samtalerne.

– Hvis man kommer og har et mandligt fødselskøn og så sidder med fuldskæg og et meget maskulint udtryk og har et ønske om hormonbehandling, så vil man selvfølgelig spørge ind til, hvad personen gerne vil opnå, og om de har prøvet at arbejde med et mere kvindeligt udtryk.

I forhold til at visse patienter føler, at deres psykiatriske historik bliver brugt imod dem, kan Malene Hilden ikke andet end at sige, at de på CKI altid forsøger at sikre patienten den bedst mulige behandling.

– Vi ønsker ikke at bruge noget imod dem, men nogle gange vil vi vurdere, at en patient har det så dårligt, at det ikke er lige nu, der skal sættes gang i medicinsk eller kirurgisk behandling. Det betyder ikke, at det er et nej for evigt, men at vi ved, at hormonbehandling kan slå en ud af kurs, så jo mere robust man er, når man starter op på hormoner, jo større er chancen også for, at man får det bedst mulige forløb.

Et kæmpe dilemma

Sølve Storm Falkenberg har flere gange oplevet at modtage klienter, som ikke tør opsøge psykiatrien, fordi de er bange for, hvad det kan få af betydning for deres behandlingsforløb, hvis det står i deres journal.

– Det er en kæmpe udfordring. Hvis jeg for eksempel har en klient, hvor jeg vurderer, at personen har en depression af en sådan tyngde, at de ville få noget rigtig godt ud af at starte på antidepressiver, så tør de ofte ikke rette henvendelse til deres læge, og det kan jo i sidste ende komme til at forstærke eventuelle selvmordstanker eller lysten til at handle på dem.

Hvordan kan det være, at de ikke opsøger hjælp?

– Fordi behovet for at få lettet sit kønsubehag er så presserende, at man hellere vil bære rundt på en tung depression. Det betyder også, at den gennemsnitlige danske transperson ofte starter behandlingen privat, fordi ventetiden i det offentlige er så lang.

Det er et kæmpe dilemma, hvis nogen undlader at opsøge psykiatrisk behandling, fordi de er bange for, hvad det kan betyde for deres behandling på CKI, mener Malene Hilden, og det er rigtigt, at ventetid og andre faktorer betyder, at nogle starter op i selvmedicinering.

– Det kan vi kun fraråde, fordi vi anbefaler, at man får den rigtige behandling.

Kommer man til at fortryde

20-årige Felix Sieben er blandt dem, der har oplevet, hvor psykisk belastende det kan være, hvis man som transperson ikke kan få adgang til kønsbekræftende behandling.

Han startede uofficielt på Sexologisk Klinik som 14-årig og begyndte sine indledende samtaler om behandling, da han var 15 år. Samtidig blev han udredt og fik konstateret en belastningsdiagnose, der indebar depression, angst og en spiseforstyrrelse.

Felix fortæller, at han i flere år blev lovet, at han kunne opstarte sin hormonbehandling, så snart han fyldte 18 år, men to måneder inden sin 18-års fødselsdag fik han at vide, at han ikke var blevet godkendt alligevel. Han skulle først igennem nogle flere samtaler på CKI, og det endte med, at der gik yderligere to år, før Felix fik lov til at starte på hormoner.

– Til en af mine sidste samtaler sagde lægen, at de havde snakket om at hæve aldersgrænsen til 25 år, og spurgte, hvad jeg ville synes om det. Jeg svarede, at jeg ikke ville være her længere, hvis jeg skulle vente, til jeg blev 25 år.

Det står angivet i Felix’ journal, som femina har læst, at han tidligere har forsøgt at begå selvmord, hvorfor han undrede sig over, at lægen ikke tog hans udmelding mere seriøst.

– De har en meget umenneskelig approach på CKI. Det hele er meget politisk, og de nævner en masse tal og statistikker, og siger, at de har deres grunde til at tro, at folk kommer til at fortryde, men alle de statistikker, jeg har set, viser, at det er under én procent, som fortryder.

Der findes flere studier, der peger på, at andelen af transkønnede, der fortryder deres transition, er minimal. I et amerikansk studie fra 2023 fremgår det, at kun 0,3 procent ud af 1989 adspurgte fortryder at have fået kønsbekræftende kirurgi. Ligesom et engelsk studie viser, at kun 0,47 procent ud af 3398 adspurgte fortryder deres transition.

I Sverige ændrede man dog sidste år retningslinjerne for hormonbehandling for mindreårige. Blandt andet med den begrundelse, at andelen af transpersoner der detransitionerer ser ud til at være højere end tidligere antaget.

“Bare” lesbisk

På Facebookgruppen Åbne Transpersoner i Danmark skriver mange brugere kritisk om CKI.

En af dem er 59-årige Renée Sommer, hvis søn har været i behandling på CKI, men nu er blevet overflyttet til CfK i Aalborg.

– Kbh er SÅ modbydeligt nedladende og uforstående. Jeg tror seriøst, de ønsker sig tilbage til tiden, før transkønnede blev fjernet fra listen over sindssygdomme," skriver Renée Sommer i en tråd om behandling på CKI.

Til femina uddyber Renée Sommer, at det er CKI’s holdning til, hvordan man er “rigtigt” transkønnet, der er mest problematisk.

– De beskyldte direkte min søn for at være “en lesbisk, der bare ikke kunne lide sin krop” til trods for, at han på det tidspunkt havde haft en dreng som kæreste i seks måneder.

For Felix Sieben vækker mange af beskyldningerne genklang. Han oplevede også, at der var et overdrevent fokus på seksualitet og seksuelle præferencer på CKI, hvilket han fandt meget ubehageligt.

– Den sidste behandler spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at have sex som en kvinde, før jeg skiftede køn. Det gjorde virkelig ondt, fordi det viser, at de slet ikke forstår, hvad det vil sige at være transkønnet. Hvis jeg for eksempel gik ind og sagde, at jeg var til kvinder, så ville de prøve at overbevise mig om, at jeg bare var en lesbisk, der ikke kunne være i mig selv.

Felix er overbevist om, at adgangen til behandling er altafgørende i forhold til, hvordan mange transkønnede har det mentalt. Og derfor mener han, at det er kritisabelt, at dårligt psykisk helbred kan få så store konsekvenser for ens behandlingsforløb, fordi det ofte hænger sammen med ens mentale trivsel.

– Der er så mange af os, der har det psykisk dårligt, fordi vi ikke får den behandling, som vi gerne vil have. Men på den anden side må vi heller ikke have det for godt, for så mener de ikke, at vi er berettiget til behandling. Det betyder, at man lever i sådan en limbo, hvor man hverken må have det helt godt eller helt dårligt, og at man ofte bliver nødt til at lyve over for sin behandler, fordi man skal fremstå mest muligt stabil.

Felix fortæller, at han selv har været nødt til at lade som om, at hans mentale helbred var bedre, end det var, for at blive erklæret rask nok til behandling.

Er det ikke uforsvarligt, at du lyver over for det personale, der prøver at hjælpe dig?

– Jeg forstår godt, hvis det lyder mærkeligt og forkert, men jeg tror bare ikke, man kan forstå, hvad det vil sige at føle kønsubehag, hvis ikke man har prøvet det selv. De fleste af os har prøvet at være bange eller meget kede af det, og derfor kan vi ofte godt relatere til folk, der lider af angst eller depression, men lige kønsubehag er en ret unik ting, som er virkelig svær at forklare, og jeg tror ikke, at dem inde på CKI helt forstår, hvad det egentlig betyder.

Og det er dybt problematisk, mener Felix.

– De har basically magten til at bestemme, om nogen overlever eller ej. Det lyder måske lidt dramatisk, men hvis ikke man får den behandling, man har brug for, kan det være vildt svært at se, hvorfor man skal leve.

Malene Hilden forstår godt, at det kan lede til frustration og utilfredshed, hvis man ikke får den behandling, man søger. Men hun står fast på, at behandling kræver, at man som patient er et relativt stabilt sted i sit liv.

Flere fortæller, at de føler, de møder op til et forhør, selv om de har taget tilløb til at opsøge behandling i mange år. Og at de ikke tror, de ville blive udfordret på deres oplevelse i samme grad, hvis de fx kom med en dårlig skulder.

– Udgangspunktet er egentlig det samme, nemlig at høre, hvordan patienten har det og hvilke gener denne oplever, hvis man sætter det meget firkantet op. Men ja, der er nogle, som kommer ind og har læst alt på nettet og føler, de er fuldstændig velinformerede. Men det er ikke alt på nettet, der er sandt, og derfor er det godt, at vi har et tilbud, hvor man kan komme ind og tale med nogle fagligheder om det.

Får kritikken dig til at tænke, at I bør ændre på noget?

– Der er jo hele tiden noget, der skal ændres og justeres, fordi det er et område, der hele tiden ændrer sig. Lige nu er Sundhedsstyrelsen også ved at revidere vejledningen, og der er løbende behov for, at man kigger på, om det hele hænger sammen, siger Malene Hilden.

Kari ønsker ikke at stå frem med sit efternavn. Hendes fulde navn er redaktionen bekendt.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: