Annonce
Agenda
11. december 2025

Da jeg gik en tur i ZOO med direktøren, blev jeg ramt af en uventet følelse

Balloner og plysbamser skal ud, og forskere i hvide kitler skal ind, lyder det fra den første kvindelige direktør i Zoologisk Have i København.
Pernille Mehl

Pernille Mehl er administrerende direktør i Zoologisk Have i København, og hun har en hel klar plan for Haven.

Foto: Frank Rønsholt

Pinligt svedig og forpustet løfter jeg mig fra sadlen for at træde ordentligt til i pedalerne på vej op ad Valby Bakke. Jeg får øje på det ikoniske ZOO-tårn på toppen, der klædt i lyskæder lyser den mørkegrå decemberhimmel op. Det får mig til at tænke tilbage på min barndom, hvor jeg blev trukket rundt fra dyr til dyr i en trækvogn med lyseblåt fjerpynt i håret og en softice i hånden.

Men forlystelsespark-stemningen i Haven er snart fortid. Balloner og plysbamser skal ud, og forskere i hvide kitler skal i stedet fylde i billedet. ZOO’s direktør, Pernille Mehl, er i gang med at rydde op, for det er ifølge hende på tide, at Zoologisk Have bliver anerkendt som den kulturinstitution, den i virkeligheden er.

Jeg kæmper videre op ad en af Københavns eneste stejle bakker, for på toppen venter Pernille Mehl mig. Jeg skal tale med hende om fremtidens ZOO.

Fra plastikpark til grøn oase

Førhen var der skøjtebane, boder med julepynt og kunstige juletræer med plastiksne i Haven i denne tid på året. Men da Pernille Mehl viser mig rundt, går vi forbi ægte grantræer pyntet med minimalistiske lyskæder. Det andet hører ikke til i Haven ifølge direktøren.

Annonce

Da Pernille Mehl søgte jobbet som direktør tilbage i foråret 2023, blev hun overrasket, da hun pludselig lærte Haven at kende bag kulisserne. Alle dyrene er i Haven af en årsag, og ikke bare for underholdningens skyld.

– Jeg tænkte: Gud, hvor har jeg været naiv, men omvendt oplevede jeg, at der heller ikke havde været den store kommunikation fra Havens side om det, fortæller Pernille Mehl.

Det vil Pernille Mehl ændre på. For det er vigtigt, at folk ved, at de faktisk støtter beskyttelse af verdens truede dyr og naturbevarelse, når de besøger ZOO.

Annonce

En planet i forfald

Nu tilbage til, hvorfor alle dyrene i ZOO bor i Haven af andre årsager end alene at stille vores nysgerrighed som gæster.

– Vi indgår i et internationalt avlsprogram. Det er ligesom at lægge et puslespil, og det er dybest set hele formålet med zoologiske haver - i hvert fald de progressive af dem, siger Pernille Mehl.

Hun fortæller, at det internationale avlsprogram går ud på at sikre biodiversiteten - både arten og den genetiske biodiversitet. Problemet er, at vi skover, rydder og brænder af, samtidig med, at vi bliver flere og flere mennesker på kloden. Derfor er rigtig mange arter truede.

Annonce

– Indtil vi stopper med at ødelægge naturen derude, og vi kan genudsætte dyrene, fungerer ZOO som en form for Noas ark, hvor vi holder hånden under dem, og dermed bidrager til, at vores børnebørn og oldebørn kan se en elefant eller et næsehorn, siger Pernille Mehl.

Top tre over forskningsinstitutioner i Europa

Det er blevet mørkt, og regnen er begyndt at falde. Vi går forbi en beige tipi med små, varme lyskæder snoet om rafterne og bordebænkesæt indenfor.

– Dem har vores dygtige tømrere lavet af genbrugstræ, så man kan sidde i læ og spise sin madpakke, siger Pernille Mehl mens hun peger med fingeren.

Annonce

Det er en hverdag lige inden lukketid, køligt og vådt. Der er næsten ingen gæster i Haven, og da vi står der midt i det grønne til lyden af dryp og dyrestemmer, føler jeg et øjeblik, at jeg er på vandretur i en nationalpark.

Dét er et af Pernille Mehls mål med den nye Have. Der skal være mulighed for at sidde ned ved de fleste dyr, så man kan suge naturen til sig og bruge oasen midt i byen til at finde ro.

Pernille Mehl ZOO

Pernille Mehl i Zoologisk Have i København, som er under forandring.

Foto: ZOO København

Københavns Zoo koordinerer fem internationale avlsprogrammer, og så er medarbejdernes opgave at få brikkerne til at passe sammen. Når der eksempelvis bliver født et næsehorn, bliver der taget en genprøve på det, som bliver indsendt til genbanken, og så skal koordinatoren regne ud, hvem næsehornet optimalt skal parre sig med, for at sikre, at de har så stor variation i deres population som muligt.

Annonce

– Derfor køber eller handler vi ikke med dyr, men udveksler dem i stedet. Forleden sendte vi en isbjørn af sted til Nordfinland, fordi den skal indgå i deres avlsprogram. Det er en hunisbjørn, som skal parre sig med en han, der bor deroppe, siger direktøren, og tilføjer:

– Vi arbejder i lige så høj grad med naturbevarelse, for vi er nødt til at arbejde på at genetablere levesteder rundt om på kloden, så de kan komme tilbage. For os er biodiversitetskrisen ikke en trend. Det er noget, vi har forpligtet os til, fordi vi virkelig mener, vi kan gøre en forskel.

Annonce

Men hvad med børnene?

En tanke kører i mit hoved, mens Pernille Mehl fortæller om fremtiden: Men er Haven ikke hovedsageligt for børn? Og børn tiltrækkes vel mere af lyserød candyfloss og bløde bamser end forskere i hvide kitler?

Jeg siger det højt, og Pernille Mehl fortæller, at ZOO er rigtig stærke på familiesegmentet. Hun kalder Haven for Danmarks største skole, da de har over 100.000 børn på besøg hvert år.

– Vi har lavet et nyt koncept, der hedder ZOO-missionen, som er for børn. De får et lille hæfte, og så skal de løse forskellige opgaver. Man kan vælge, om man vil være en ZOO-ven eller -formidler med mere, og så får de et slags spejdermærke med titlen, som de kan sætte på brystet, fortæller Pernille Mehl.

Annonce

Konceptet skal ifølge hende gøre det muligt for ZOO at formidle al deres viden, faglighed og passion til børnene, så de får konkrete handlekompetencer.

— Så går de måske herfra og tænker, måske vi lige skal købe lidt mindre plastik, spise lidt mindre oksekød, eller nogle gange stoppe op og være lidt i balance med naturen. At inspirere til, hvordan vi kan leve i større harmoni, tror jeg, er rigtig vigtigt, siger hun.

– Og så tror jeg, det er langt vigtigere, at man går herfra med en følelse af, at man er en del af noget, end at man har solgt en heliumballon, tilføjer hun smilende.

Annonce

Pernille Mehl tror stærkt på, at autenticiteten; de ægte dyr, mennesker, fortællinger og viden er så interessant, at det overstiger interessen for, at det hele skal være “gak og gøgl”.

Derudover er det positivt at kunne tiltrække andre målgrupper, da det ifølge hende er en vigtig del af at nuancere billedet af Zoologisk Have.

Jeg går gennem gavebutikken på vej ud af Haven. Der er Fjällräven X ZOO outdoorjakker på bøjlerne og røde tilbudsmærkater på julepyntet. Da jeg lukker døren bag mig, mærker jeg både et stik af nostalgi over min barndoms ZOO og en stille spænding over den Have, der er ved at blive til.

Annonce

Læs mere om:

Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.