https://imgix.femina.dk/media/39ea5d945c3e488499eaee4ad645c096.jpg
Familieliv

Find tid til motion i en travl hverdag med børn

5. april 2013
af Caroline Henriksen, Personlig træner, SlankeDoktor.dk
Det kan være svært at finde tid til motion i en hverdag med børn, arbejde, familie, venner…

Ofte vinder arbejdsopgaverne i den travle hverdag. Jobbet skal passes, der skal handles ind, laves mad, børnene skal passes, ses og høres. Pludselig er dagen gået, og den træning, man havde planlagt, er der ikke tid til. Når børnene først er lagt i seng, er det "voksentid" - og den bliver ofte brugt på tøjvask, madpakker, andre praktiske ting eller også ender man på sofaen foran tv'et for lige at koble af inden sengetid.

Kender du det? Så er det måske ved at være tid til at planlægge din dagligdag på en anden måde og slå flere fluer med et smæk.

"Børnene tager al min tid"
Børn skal ses, høres og være med i familielivet, men de kan sagtens være med til at motionere. De små børn transporteres med i barnevogn/klapvogn ved gåture, i babyjogger på løbeture, i trailer eller stol på cykelturene. De større børn kan cykle eller selv løbe med. De vil elske det!

Børnetid kan også bruges i svømmehallen, på boldbanen eller på rulleskøjter. Styrketræning kan udføres hjemme på stuegulvet, og de større børn vil synes, at det er sjovt at være med. I fitnesscentrene er der flere steder børnepasning, så du kan motionere. Hvis du er nybagt mor, kan du tilmelde dig babyhold, hvor det er tilladt at tage barnet med ind og hvor musikken er lav. Du motionerer, men er stadig sammen med dine børn. To fluer med et smæk!

"Dagligdagens pligter skal jo passes"
Det kan de også sagtens blive, for du kan lave en masse af dem sammen med børnene. De kan hjælpe til med madlavningen, med vasketøjet, med at sortere vasketøj o. lign. De kan hjælpe med at handle, de kan tørre støv af, mens du støvsuger osv. osv. Igen er du sammen med børnene, mens du får lavet noget.


Du kan også finde fritid ved at planlægge pligterne, så der fx vaskes tøj tirsdag, torsdag og lørdag, støvsuges mandag og fredag, handles 2 gange om ugen, onsdag og lørdag, samt laves mad til 2 dage ad gangen. Det kræver en madplan og lidt planlægning, men det kan give dig mere tid og især mere tid, når børnene er lagt i seng til fx at sætte en motions-dvd på, hjule på motionscyklen, mens du ser nyheder eller løbe en tur i tusmørket.

"Jeg bruger lang tid på transport til arbejdet"
Mange bruger nemt 30-45 minutter på at komme til og fra arbejde hver dag. Prøv at se på, om der er mulighed for at arbejde hjemmefra en dag om ugen? Det frigiver noget tid til at hente og bringe børnene, få afsat 30 minutter til motion eller til at få ordnet andre pligter, så du kan få tid til at komme til træning senere på dagen.

Du kan også se på, om tiden til transport kan bruges aktivt, så du i stedet for bilen tager cyklen, løber eller snupper rulleskøjterne. I langt de fleste større byer er det hurtigere at cykle og løbe end at tage bil og offentlig transport. Længere ude på landet foregår transporten hurtigst med bil, men prøv alligevel at overveje cyklen. Måske tager det kun 10-20 minutter længere, og så har du jo fået meget motion ved kun at bruge 10-20 minutter længere end ved bilkørsel. Desuden sparer du pengene i benzin!

Du skal vælge din livsstil
Det er bevist, at både kostomlægning og motion er langt den mest effektive vej til at tabe sig og holde vægten efter vægttab. Det er en livsstil, du skal vælge, og derfor skal du sætte dig ned og planlægge nye vaner i jeres familie, og det er ikke kun for dig - et vægttab spreder sig som ringe i vandet.

Når du har bestemt dig for, at det skal være nu, når planlægningen er på plads, når overvejelserne er gjort og besluttet, så fravælg tanker som: Jeg skal, jeg bør, jeg er nødt til. Vælg i stedet tanker som:

Jeg vil, jeg vælger og jeg har lyst til

Har du brug for hjælp?
Få online og individuel vejledning om kost og motion med Mama Slank - i samarbejde med Slankedoktor.dk.

Læs også:
Tre veje til en lækker krop

Læs også