Nyfødt
Familieliv

Så lang tid tager det at komme sig over fødslen

14. august 2019
Onsdag, 14. august 2019 - 7:05 Udgivet første gang 21. april 2016 - af Juliane Olsen. Foto: All Over Press
Det kan være en lang proces at genvinde sit normale jeg efter en fødsel. Her forklarer en jordemor om de fysiske og mentale reaktioner efter en fødsel - og giver gode råd til, hvordan man kommer sig over dem...

At det gør ondt at føde et barn, er de færreste kvinder i tvivl om. Men hvor lang tid, det egentlig tager at komme sig over en fødsel, kommer nok bag på mange.

Det kan nemlig tage helt op til år, før alt er tilbage ved 'normalen', efter barnet er født, understreger jordemoder Lea Toft. Hun underviser kvinder både før og efter fødslen på privatklinikken Jordemoderhuset.

Både fysisk og mentalt er der nemlig en del at 'rette op på' og 'indrette sig efter', forklarer Lea Toft:

- Det tager jo ni måneder at være gravid, men faktisk også mere end ni måneder at komme sig. Det tager tid, før eksempelvis bækkenbundet er genoptrænet, og barnet vender også op og ned på hverdagen, fordi det bl.a. skaber en helt anden døgrytme og skal ammes så tit, siger hun.

Læs også: Din krop efter fødslen

Fysiske reaktioner efter en fødsel

Hvor lang tid det tager for kvinden at komme sig rent fysisk efter fødslen kommer meget an på fødselsforløbet.

Der kan være sår og syninger efter f.eks. bristninger eller kejsersnit, som skal heles og måske kræver ekstra pleje eller forsigtighed, og kvinden vil under alle omstændigheder bløde en del fra underlivet og være øm i en tid efter fødslen. Her er det altafgørende, at kvinden tager det med ro og lader sin krop 'hele'.

Småtisseri er også en typisk efterreaktion, som vil aftage efter noget tid. Der er dog delte meninger om, hvorvidt knibeøvelser er med til at speede processen op. Læs evt. mere her

Og så der der naturligvis den generelle udmattelse!

- Man kan have det fint nogle timer eller uger efter, fordi hormonerne gør kvinderne høje, men de fleste kvinder vil dog uanset længden eller forløbet af deres fødsel være udmattede og trætte pga. oplevelsen og den nye virkelighed i tiden efter. Det tager tid at vænne sig til den lille ny og den nye dagsrytme, og det er vigtigt, at du giver dig selv lov til at tage den tid, det tager. Du behøver ikke være 'supermor', siger Lea Toft.

Mentale reaktioner efter en fødsel

De fleste kvinder oplever at få store humørsvingninger efter en fødsel pga. den overvældende situation, det er pludselig at få et lille nyt barn, man skal tage sig af. Og for hver 10. kvinde udvikler det sig til en fødselsdepression.

Læs også: 20 symtomer på fødselsdepression

Vær ikke bange for at søge professionel hjælp, hvis det hele er uoverskueligt, opfordrer Lea Toft. Heller ikke når det gælder amningen.

Amningen kan nemlig også være anledning til frustrationer, selvom det i teorien lyder som en skøn hyggestund med baby.

- Det er jo faktisk et fuldtidsarbejde at få amningen til at fungere. Langt de fleste kvinder kan dog godt finde ud af at komme hjem og få en hverdag til at køre, men det kræver samtidig råd og vejledning. Kvinder er ikke fælles om graviditet og fødsel, som de var i gamle dage, og det forventes i dag, at man kan det hele uden at have lært det først. Tag imod den hjælp, du kan få, og tag det ikke som et nederlag, hvis det ikke lykkes, siger jordemoderen.

Sexlivet skal måske 'aftales'

Sexlivet kan heller ikke forventes at være tilbage ved normalen lige fra starten - og slet ikke mens kvinden bløder og har ondt i dagene efter forløsningen.

Læs også: Sex efter fødslen - sådan kommer du i gang

Ifølge Lea Toft bør parret derefter aktivt prioritere og måske endda 'aftale' at ville have sexlivet tilbage, selv om det kunne synes uromantisk, hvis lysten udebliver. For mange par kan forholdet dog faktisk få en ny dimension efter, at man har bragt det lille menneske til verden.

- Hele oplevelsen af fødselsforløbet vil typisk også have en afgørende betydning for, hvordan du forholder dig til barnet og måske også andre, da det bestemmer, hvor meget overskud du har. Tal med din partner om dine følelser, så han ved, hvad der foregår. Det er umuligt for ham at finde ud af selv, siger Lea Toft.

Tal om fødslen bagefter

Selve fødslen kan i det hele taget rumstere i lang tid i hovedet på begge de nybagte forældre. Her er det vigtigt at vide, at man altid kan gøre krav på en efterfødselssamtale med den jordemoder, der var til stede under fødslen.

Nybagte fædre: En fødsel er skræmmende

Der kan være mange spørgsmål, der presser sig på efter forløbet, og Lea Toft oplever ofte, at kvinderne er gode til at bebrejde sig selv for, at fødslen ikke forløb glat. Det kan i disse tilfælde være en stor hjælp at konsultere en fagperson, der samtidig kan oversætte den fødselsjournal, som bliver lavet på alle fødsler.

- Mange ting kan tages i opløbet. Hvis der sker en ulykke ude i det virkelig liv, så får vi jo også tilbudt krisepsykolog til at tale med om det bagefter. Tag ansvar og hold systemet oppe på de tilbud, der er. En fødsel kan være en voldsom oplevelse, og tal derfor også med din mor eller veninde om det, hvis du kan, så det ikke skal fylde, råder Lea Toft.

7 øvelser der styrker mor og baby:

Læs også