https://imgix.femina.dk/media/fe70e833d8db42e4b7e924aa9fa84c9e.jpg
Mad

Ossobuco med knuste kartofler

12. april 2012
af Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann
Ugens fredagsopskrift er ossobuco med knuste kartofler. Få opskriften her

Jeg har lavet denne opskrift til 4 personer, for det kan man lige så godt, når nu man er i gang. Hvad enten du vil invitere gæster eller spise det flere dage eller måske bare halvere portionen, er klart op til dig.

6-8 skiver ossobuco (1½-2 kg)
olivenolie
100 g bacon i tynde skiver
2 løg i både
4 fed hvidløg i tynde skiver
4 stilke bladselleri i skiver
2 dl hvidvin
6 dl vand (evt. mere)
1 spsk. smør
salt og peber

ENDVIDERE:
1 kg kartofler
2 fed hvidløg
1 spsk. smør
3 spsk. olivenolie

TOPPING:
2 håndfulde bredbladet persille, hakket
fine strimler af økocitron
75 g hakkede ristede mandler

TILBEHØR:
salat af bitre salater

Brun ossobucoen i olie i en stor gryde, ad flere omgange. Kom baconen i gryden, og lad den stege let gylden. Kom løg, hvidløg og bladselleri i gryden, og lad det varme kort. Kom kødet tilbage i gryden, og hæld vinen på. Lad det koge op og reducere en smule (et par minutter), og tilsæt halvdelen af vandet. Lad retten simre under låg i 1½-2 timer. Byt rundt på kødstykkerne undervejs, så alt bliver gennemtilberedt - og tilsæt mere vand undervejs.
Skrub imens kartoflerne. Kog dem møre i saltet vand sammen med de pillede hvidløg. Knus dem groft med et piskeris, og rør smør og olie i.
Servér ossobuco med knuste kartofler, og top med persille, citronskal og mandler.
Servér straks.
Opskriften er til 4 personer

Få indkøbslisten til hele ugen her

Læs også