https://imgix.femina.dk/media/websites/femina-dot-dk/website/dig-og-dit-liv/karriere-og-penge/2012/08/1234-trine-dyrholm/1234-trine-dyrholm-karriere-art.jpg
Underholdning

Trine Dyrholm: Helt ung og tynd - og usikker

23. august 2012
af Susse Wassmann Redigeret af Charlotte Hallbæck
Foto: Tom Lindboe
Trine Dyrholm fik stor succes fra en tidlig alder, først som sanger og siden som skuespiller, men det er først de senere år, at den smukke skuespillerinde har fået selvtillid nok til at kaste sig ud i de helt store roller

Hun har været vant til rampelyset fra barnsben af og er nærmest en del af alle danskeres Grand Prix-bevidsthed, for Trine Dyrholm debuterede allerede som 14-årig i Melodi Grand Prix med evergreen'en 'Danse i måneskin'. Siden hen har hun udvidet repertoiret med skuespil, og har fået fyldt en del mere på bagkataloget - bl.a. fem bodilpriser, tre roberter - plus det løse.

Men dengang - i sine helt unge år - følte hun ikke, hun havde nok at byde på. Og da hun efter sin rolle som ung stuepige i Vinterbergs 'Festen', blev kontaktet fra udlandet, havde hun slet ikke mod på at prøve det af.

- Man var jo en anden dengang. Kender du ikke den dér følelse, når man tænker tilbage: Gud ja, sådan var jeg også! Helt ung og tynd - og usikker. Der var enormt stor bevågenhed internationalt, men jeg havde slet ikke mod på at gå med det, siger Trine Dyrholm.

Mere selvtillid med årene
Situationen er dog blevet en anden i dag for Trine Dyrholm, der netop nu er aktuel i Susanne Biers 'Den skaldede frisør', hvor hun har hovedrollen sammen med Hollywood-stjernen Pierce Brosnan. De mange års roller i film har givet hende en selvtillid, som hun nu udnytter.

- Nu har jeg brugt mange år på at øve mig og fået ekstremt mange udfordringer. Jeg er jo blevet forkælet i hoved og røv med mange komplekse og spændende roller. Så jeg har en anden ballast, siger hun.

Til gengæld er hun ikke så forfængelig, når det gælder sit udseende. For hvis hun var det, ville det måske være den helt forkerte branche, hun var i.

- Jeg er ikke så forfængelig, at det gør noget, og det er jeg virkelig glad for, for det er en stor gave som skuespiller. Hvis du skal kæmpe med din forfængelighed hele tiden, kan det blive enormt anstrengende. Man forholder sig jo i forvejen så meget til sit udseende, men det bliver man nødt til at sætte en lille smule fri, siger Trine Dyrholm.

Læs også: Trine Dyrholm - vil prøve kræfter med udlandet

Læs også