https://imgix.femina.dk/media/ebdfd6846b3d427f9eb2672ee735f6b7.jpg
Underholdning

Kate Winslet går sine egne veje

6. april 2012
af Tina Jøhnk Christensen –
Foto: All Over Press
Den 36-årige skuespillers liv har budt på både Oscar-succes og skilsmissenedture, men i dag er hun en stærk kvinde, der har lært at stole på sig selv

Det er efterhånden 15 år siden, Kate Winslet fik vendt op og ned på sin tilværelse, da hun blev verdensberømt i filmen "Titanic".

Det var en skelsættende film, der for den unge skuespiller betød, at hun næsten kunne vælge og vrage i filmprojekter. Hendes internationale karriere havde fået en fantastisk start.

- Det var virkelig underligt. Jeg var kun 22 år gammel dengang, og jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle håndtere situationen. Jeg var ligefrem bange. Samtidig var det utrolig inspirerende, at der var så mange mennesker, der så filmen og elskede den. Det var meget bekræftende, siger Kate Winslet.

Oscar-succes og Skilsmissenedtur
Siden er karrieren gået stødt fremad og den kulminerede 2009, da hun vandt en Oscar for sin rolle i filmen "The Reader.

Desværre gik det ikke lige så godt på hjemmefronten. Hun havde brug for at holde en pause fra arbejdet og passe sin familie. Forholdet mellem Kate Winslet og hendes mand, instruktøren Sam Mendes, var tilsyneladende ikke så godt.

- Det tager noget tid, inden man finder ud af, hvad det er der gør én lykkelig. Livet handler om at finde ud af, hvem man er. Vi har alle prøvet at leve i øjeblikke, hvor der er noget, som er forkert ved et forhold, ved arbejdet, ved éns leveforhold eller et eller andet andet. Vi kender alle den følelse enten at være sammen med den forkerte person eller på den forkerte vej i livet.

Kate Winslet bekendtgjorde sine skilsmisseplaner i foråret 2010. Hun var netop ved at afslutte optagelserne til TV-serien "Mildred Pierce", hvor Mildred skulle sidde over for sin eksmand Bert og udrede nogle praktiske ting, og det var alt for virkeligt for Kate Winslet. For en gangs skyld behøvede hun ikke at spille skuespil. Hun var alt for tæt på Mildreds situation til at kunne adskille tingene.

- Som kvinde er man virkelig god til bare at marchere derudad. Især hvis man har børn, bliver man næsten alt for god til det. Hvis man først åbner op for problemerne, er det bare for stort at have med at gøre. Man ville ønske, man fandeme ikke havde åbnet låget for dem.

Ville ikke i terapi
Men Kate Winslet tog hul på problemerne og græd ud. Skilsmissen var hård ved hende, og hun indrømmer, at der var tidspunkter, hvor hun var helt nede at vende. Men hun søgte hjælp hos sine nære venner og gik ikke i terapi.

- Jeg er bare ikke den type, der lever efter, hvad andre mennesker mener og tænker. På ingen måde. Jeg danser til rytmen fra min egen tromme, og det er vigtigt at gøre det. Jeg er heldig, at jeg er i stand til det, for der er så mange unge kvinder i verden, der er så følelsesmæssigt skrøbelige, at de ikke kan gøre det. De tror ikke nok på sig selv til at sige: "Fuck it!"

Hun har to børn, 12-årige Mia med skuespilleren Jim Threapleton, som hun blev skilt fra efter tre års ægteskab i 2001, og otteårige Joe har hun med Sam Mendes, og hun har været kæreste med Ned Rocknroll (ja, han har ændret sit efternavn), der er nevø til milliardæren Richard Branson, siden sidste sommer.

Læs også