https://imgix.femina.dk/media/23194c8724f64ff491435bf42484243e.jpg
Selvudvikling

Jeg vil ikke ringe til ham

17. august 2009
af Renée Toft Simonsen
Foto: Colourbox
Hvis han er interesseret, kan han jo bare ringe

Kære Renée.
I al sin enkelhed: Jeg er single og mødte forleden en dejlig mand ved et cocktailselskab. Vi talte meget længe sammen. Jeg vil ikke sige, der var flirt i luften, for jeg er altid lidt bange for at flirte med mænd. Men vi havde en rigtig god snak om mange interessante emner. Han bad om mit kort, da vi skiltes. Og det var jeg jo glad for. Jeg ved, hvad han hedder, og hvor han bor osv. … Den korte version er: Jeg har ikke hørt en lyd fra ham. Mine veninder siger, jeg skal kontakte ham, og de foreslår alle mulige måder at gøre det på, men det vil jeg under ingen omstændigheder. Jeg mener, mænd vil jage, og var han interesseret, kunne han jo bare ringe. Jeg ved, at han er skilt for nylig, og han ved også, at jeg er alene. Vil bare gerne høre din mening.
Kærlig hilsen
Den "kostbare"

Kære Kostbare.
I grunden er det en mærkelig forestilling, vi har om, at kvinder ikke må jage. Og samtidig så forstår jeg dig så godt, for personligt ville jeg have det som dig. Jeg har for nylig citeret Drew Barrymore, og hvis du nu ikke fik læst det nummer af femina, så gentager jeg lige hendes kommentar her: "Men build bridges, if they want to find you, they will." Da jeg læste det, tænkte jeg, at så enkelt er det. Samtidig så er der jo den anden version af historien. Ham, du er rendt ind i, kunne være uhyggelig genert og respektfuld og ville måske aldrig kontakte en kvinde, medmindre han var fuldstændig sikker på, hun gerne ville have det. Så kan du jo sidde der og tænke dit om, hvordan mænd skal være jægere, og at hvis han vil noget, så kommer han, men du kan aldrig være helt sikker på, at det var hele historien. Det er vel også derfor, du skriver til mig - så giv ham et kald, og mærk, hvad der kommer. Afvisning er jo bare en afvisning - den gør ondt, men det går over igen.
Kærlig hilsen
Renée

https://imgix.femina.dk/legacy/media/d3adbd661ac1426fb1b7a32c4e311e1f.jpg

Spørg Renée
Renée Toft Simonsen er Cand.psyk. Har du et spørgsmål til Renée, kan du skrive til hende på renee@femina.dk, så kommer dit brev måske i FEMINA og på femina.dk. Du er også velkommen til at skrive en kommentar i feltet herunder, dog besvares spørgsmål ikke her.

Læs også