Mit ansigts historier

"I am proud of my wrinkels, I earned these motherfuckers ..," sagde min mand, hvorefter vi gav hinanden hånd på, at vi aldrig ville få vores ansigter skåret op på nogen som helst måde i skønhedsindustriens navn. At give hånd på noget i min familie er alvorligt ment. Det betyder simpelt hen, man har en bindende aftale. Som hverken kan brydes, bøjes eller på anden måde omgås. Jeg havde lige et enkelt forbehold: Hvis mine øjenlåg går hen og bliver synsforstyrrende på noget tidspunkt, må jeg godt få tyndet en smule ud mellem flapperne. Den gik han med på og tog straks selv samme forbehold i aftalen.

Grunden til, at det var kommet så vidt, var, at vi lige havde siddet og set Michael Jacksons forvandling på YouTube - fra smuk sort ung mand til meget mærkelig, ikke sort mand, hvis ansigt næsten ikke kunne hænge sammen til sidst.

Og så kom vi jo også til at tale om alle de andre mennesker, vi ser i bladene, og om, hvor mærkelige folk kommer til at se ud, når de har fået lavet én eller flere operationer. Jamen, det er jo helt vildt, som folk kan komme til at se underlige ud. Mænd på 65 år uden en rynke, og kvinder, der ligner Bratzdukker på en dårlig dag. Nogle af dem, der har fået lavet rigtig meget, får endda sådan et monsterskær over sig, noget meget uhyggeligt.

Hverken efter den enorme sorg, de måtte gå igennem efter moderens død, eller den skilsmisse, det tog år at komme over ... og også tre børnefødsler gik ubemærket forbi for ikke at tale om årene og alle erfaringerne generelt ... jamen de findes slet ikke visuelt, kun på indersiden.

Én ting er alt det liv, der udviskes, en anden, hvad al den trækken og strækken gør ved det, der sidder tilbage - hvordan det forvrænges og bliver til noget andet. Og hvad er så det "andet", vi gerne vil bytte vores spejlbillede med? Er det andet end en illusion, en drøm om noget, der var engang for længe siden? Ønsket om at holde fast i noget, som ikke kan fastholdes, "noget", som når vi engang er kommet forbi det, for altid vil stå i et lyserødt og romantisk skær? Det er jo ikke, fordi man ikke forstår længslen, ønsket om at fastholde, ønsket om den evige ungdom og skønhed ... Og det dér med at sige farvel, er jo bare noget af det sværeste, der findes, så jo-o-o - man kunne måske blive fristet engang ...

Heldigvis gav vi hånd på det, og dét er bindende. Skulle det utrolige imidlertid ske, og jeg engang blev suget ind og slugt op af idealer, der slet ikke er mine, er jeg nu for evigt reddet af et håndtryk. Det er smukt.
Kærlig hilsen
Renée