Renée: At være eller ikke at være grådig

Står op en morgen og render direkte ind i en ret eksistentiel diskussion, før klokken er otte, med husets tre teenagere om det at gemme noget væk til sig selv. Spørgsmålet denne morgen bliver: Er det i orden, eller er det ikke i orden at tage noget af det, der i princippet er fælles, og gemme det til en selv?

Baggrunden er, at vi har fået en af de der Nespresso-maskiner, og alle i familien er helt vilde med den slags kaffe. Men det er dyrt, og det er ikke altid, jeg bare køber nye kapsler, da ungernes venner faktisk også elsker den kaffe, og dem er der virkelig ret mange af, altså venner. Det er jo ikke, fordi jeg vil være nærig, men det bliver altså lidt dyrt. Når der så ikke er mere, så må de gå tilbage til den gode gamle neskaffe. Det passer familiens yngste ret dårligt. Han kan ikke lide neskaffe, men vil KUN have Nespresso-latte.

Familiens yngste er samtidig en rigtig dygtig planlægger, og så har han vist været hamster i et tidligere liv. For er der nogen, der kan udse sig det, han gerne vil have, og få det gemt væk, er det ham. Netop det skete denne morgen. Vi var egentlig løbet tør for Nespresso-kapsler, så da han spørger, om jeg vil lave en kop kaffe til ham, må jeg sige, at vi ikke har flere kapsler. Her kommer så diskussionens omdrejningspunkt, for den unge mand smiler fiffigt og fremtryller en Nespresso-kapsel fra en tedåse. Hele det optrin bliver overvåget af husets mellemste, og det falder ham noget for brystet.

Renées klumme i sidste uge: Det er aldrig for sent med nye (sex) tricks

Pludselig regner det med negative og fordømmende kommentarer om, hvor grisk og grådig hans lillebror er. At det er typisk, at han altid gør sådan osv. Jeg kan se, at den lille føler sig noget ramt, så jeg fremfører et lille forsvar for, at man måske kunne prøve at møde den trang til at gemme til sig selv med et kærligt blik i stedet for fordømmelse? For vi kender jo nok alle sammen til det med grådighed, gør vi ikke? Og mon ikke det også er sket for ham, at han tog noget til sig selv i stedet for at dele? Det skulle jeg ikke have gjort, for så kommer der en svada om grimme karaktertræk, der må og skal holdes nede. Jeg forsøger at sige, at det der med at holde sin natur nede kan være en virkelig besværlig størrelse, og faktisk er det noget, man kan blive ret ked af. Det vækker ingen sympati. Grådighed må og skal undertrykkes.

Familiens ældste blander sig. Hun modererer det en smule, siger, at ud af alle de træk, man har, kan man vælge, hvilke man vil lade fylde i sit liv. Det er et eksistentielt valg, og et, vi alle har mulighed for at træffe. Hvilke valg vi træffer, vil definere, hvem vi er! Det er børn i den skråsikre alder, jeg har foran mig, og klokken var som sagt ikke mere end otte. Jeg lavede kaffen og langede den over disken uden flere ord. Og tja, måske har hun ret, måske har hun ikke?

Kærlig hilsen

Renée