johanne bille
Sundhed

Det, jeg skrev i sms’en til min veninde, var ren volapyk, og jeg så dobbelt. Men det var bare begyndelsen

21. juli 2023
Af Johanne Bille
Foto: Emma Line Holm Sejersen
"Det murrer i hovedet, og blikket har svært ved at følge med," skriver Johanne Bille om den hjernerystelse, der har vendt op og ned på hendes liv.

En kvinde drager på ferie til et hus på landet, da en stor glasvæg pludselig en dag adskiller hende og resten af verden.

Hun kan ikke hverken grave sig ud eller hoppe over den: Væggen går langt ned i jorden og højt op i himlen. På sin side af væggen har hun huset med en smule mad, en kat, en ko og en hund.

På den anden side kan hun se, hvordan verden er gået i stå. Ingen kommer hende til undsætning, mens græsset bliver højere, og årstiderne skifter; hun er alene med dyrene og tiden, der går. Det er kort sagt handlingen i romanen “Væggen” af Marlen Haushofer.

Jeg tænkte meget på den bog den første måned, jeg havde hjernerystelse. Jeg var – ligesom kvinden i romanen – isoleret, men det skyldtes hverken en høj glasvæg eller coronavirus for den sags skyld. Det skyldtes min hjerne.

Det var egentlig ikke et særlig voldsomt slag, der medførte den hjernerystelse, der skulle vise sig at vende op og ned på mit liv.

Faktisk var slaget så mildt, at jeg nok ikke havde tænkt nærmere over det, hvis det ikke var for dobbeltsynet og kvalmen, der fulgte.

Jeg var i gang med at reparere mine højttalere, da jeg ville stille en af dem over i hjørnet – og på vej derhen med den tunge højttaler i hænderne fejlbedømte jeg afstanden til en af de skråvægge, der er i min lejlighed.

Klonk, sagde det, og jeg rystede på hovedet over min egen upåpasselighed. Sygt, hvis jeg lige har givet mig selv en hjernerystelse, skrev jeg jokende til min veninde.

SMS’en var fyldt med stavefejl, for jeg så som sagt dobbelt. Dobbeltsynet og kvalmen ville ikke fortage sig, jeg endte med nødtvunget at ringe til akuttelefonen på min lægevens opfordring, og de sagde, at det ikke virkede alvorligt: Mild hjernerystelse, lød fjerndiagnosen.

Næste dag havde jeg en mærkelig fornemmelse i hovedet, som om noget var slået ud af takt, men jeg ignorerede det, for det var til at leve med.

Kvinder og hjernerystelse

Hvert år får cirka 25.000 danskere hjernerystelse.

Langt de fleste kommer sig efter relativt kort tid uden behandling.

Men ikke alle.

Nogen oplever symptomer i lang tid efter ulykken; en tilstand, der, ifølge Hjernerystelsesforeningen, bliver kaldt postcommotionelt syndrom (PCS).

Det er en overset patientgruppe, der bør komme langt større fokus på, mener leder af Dansk Center for Hjernerystelse, Hana Malá Rytter.

Kvinder er overrepræsenteret blandt dem, der udvikler PCS.

femina update sætter fokus på den oversete patientgruppe i en artikelserie. Du kan læse den første historie om Ida, der er bange for at miste sig selv, her.

Jeg lavede et interview med en psykolog, og siden skrev jeg et langt essay om venskaber, tog et par ­panodiler, der dog ikke hjalp.

Næste dag havde jeg svært ved at stå ud af sengen. Kvalmen og hovedpinen var massiv, mens jeg kæmpede mig gennem morgenen (jeg havde et åh så vigtigt møde), og jeg glemte selv de mindste ting: At jeg allerede havde været i bad. Hvor kaffekoppen stod. Hvilken nøgle jeg skulle låse af med.

På vej i metroen måtte jeg stige ud et stop før, jeg egentlig skulle af, for jeg var sikker på, jeg var ved at kaste op. Det skulle jeg så også. Og først dér slog tanken mig: Måske var den hjernerystelse ikke så mild, som jeg lige havde troet.

Man har ikke nyere, officielle tal på antallet af hjernerystelser i Danmark, men Hjernerystelsesforeningen anslår, at mindst 25.000 bliver ramt om året.

En hjernerystelse kan ifølge dem defineres som, at hovedet bliver udsat for et slag, ryk eller anden acceleration, så der opstår en metabolisk, strukturel og funktionsmæssig forstyrrelse i hjernen, idet den rammer indersiden af kraniet.

Først slår slaget, man udsættes for, nerveceller ihjel og påvirker hjernens nervebaner, der bliver strakt ud eller revet over.

Det igangsætter en kædereaktion, der kort sagt kan beskrives som en energikrise i hjernen.

Der bliver tilført mindre energi og sukker til hjernen, end den har brug for. Og det er kun begyndelsen: For nu begynder immunforsvaret også at afgive giftige stoffer i et forsøg på at imødekomme skaden, og dårligdommen kører i ring, indtil hjernen er stabiliseret igen.

Det lyder rimelig kompliceret, og faktisk føles det også sådan: Kompliceret.

Da jeg skrev “kvalme og hovedpine” længere oppe var det egentlig ikke helt rigtigt beskrevet; det er bare de bedste ord, jeg har til rådighed til at beskrive de symptomer, jeg oplevede og stadig lider af.

Jeg har i mit hjernerystelsesforløb også døjet med hovedpine og kvalme, men egentlig er det en lettelse, når disse meget konkrete ubehagelige symptomer opstår et par gange om dagen.

For det meste af tiden går jeg nemlig rundt med en hjerne, der ganske enkelt føles rystet. Det murrer i hovedet, og blikket har svært ved at følge med, balancen svær at holde.

Den bedste forklaring, jeg kan give, er, at det er som at have de værste tømmermænd i sit liv. Det trykker bag øjnene, murrer i hovedet, kvalmen sidder hele tiden i halsen, og jeg er så træt, som jeg aldrig har været det før.

Den første måned med hjernerystelsen kunne jeg kun føre en samtale et kvarter til en halv time ad gangen.

De strategier, jeg tidligere har brugt til at overkomme kriser i mit liv såsom dødsfald og skilsmisse, virkede ikke denne gang.

Det var umuligt for mig at handle ind, jeg forsøgte en enkelt gang, men måtte sætte mig ned på en palle i grøntafdelingen, og telefonen og computerens skærm var et bæst at kigge på.

Det eneste, jeg kunne foretage mig, var at ligge i sengen og lytte til lydbøger på meget lav lydstyrke, men selv dét var udmattende.

Jeg hørte så mange lydbøger, at jeg løb tør for tid på min streamingtjeneste. Det meste af tiden lyttede jeg dog ikke, men drev ind og ud af drømme, mærkede hovedpinen indtage mig og så fortage sig en smule, blive erstattet af murren for så at komme tilbage igen. Og dag efter dag, lidt efter lidt, indfandt desperationen sig i mig.

Ingen af de ting, jeg plejede at finde glæde og mening i, kunne lade sig gøre længere. Jeg var gået fra at være et menneske, der elskede mit liv fyldt med samtaler med venner, et dejligt arbejde og en forfatterkarriere samt et kulturforbrug, der sagde spar to.

Jeg levede for at læse, se film, serier, gå i biografen og i teatret. For ikke at tale om at gå ud at spise. Og så, fra den ene dag til den næste, med et lille klonk, var alt dette ikke længere noget, jeg kunne gøre.

Jeg var, som kvinden i Marlen Haushofers roman, adskilt fra det liv, jeg elskede, af en kæmpestor glasvæg: hjernerystelsen.

Når jeg ser tilbage på det nu, kan jeg godt se, at jeg var i krise. Psykiatrifonden definerer en krise som “en tilstand, vi befinder os i, når vi bliver udsat for enten en hændelse eller oplevelse, der medfører en svær psykisk belastning, og hvor vores almindelige strategier for håndtering ikke er tilstrækkelige”, og det var lige præcis sådan, det var for mig.

De strategier, jeg tidligere har brugt til at overkomme kriser i mit liv såsom dødsfald og skilsmisse, virkede ikke denne gang.

Jeg kunne hverken tale med mine venner eller familie om min situation, for det at føre en samtale forværrende mine symptomer i en fuldstændig uoverstigelig grad.

Jeg kunne heller ikke skrive mig ud af situationen, bruge min skrift til at reflektere over, hvad jeg stod midt i, for computerskærmen flimrede helt vildt, når jeg forsøgte at se på den.

Jeg kunne ikke søge trøst i bøger, film eller serier af samme grund. Nogle gange indtalte jeg lydfiler på min telefon, men jeg havde ikke rigtig noget at sige.

Det meste af tiden sagde jeg bare: Jeg er bange. For det var (og nogle gange er) jeg. Bange for, at det ikke går over, bange for, hvad der skal blive af mig, bange for, om jeg nogensinde kan vende tilbage til det liv, jeg elskede så højt.

I “Væggen” af Marlen Haushofer er der en scene, hvor kvinden giver sig til at løbe rundt på grunden, hun er fanget i.

Først griner hun af sin situations absurditet, siden råber hun sin vrede ud, og til sidst græder hun. Nogenlunde sådan forløb mine dage emotionelt: Jeg svingede hele tiden mellem vantro, vrede og sorg. Nu får man måske lyst til at indvende, at en måned i limbo ikke er længe, og det er rigtigt.

Men på den anden side er der godt nok mange timer på et døgn, når man absolut ingenting kan foretage sig – og når man ikke ved, hvor længe det skal vare. Uvisheden fylder, når man har hjernerystelse.

Man frygter fremtiden, og det er der endda god grund til – især hvis man, som jeg, arbejder ved en skærm.

En undersøgelse fra Dansk Center for Hjernerystelse og KU viste i 2019, at man som højtuddannet har 115 procent øget risiko for at ende uden for arbejdsmarkedet, hvis man får en hjernerystelse.

Selv om de fleste hjernerystelsesforløb er milde, oplever 34 procent stadig senfølger efter tre måneder ifølge Hjernerystelsesforeningen. Og omkring 15-20 procent får så mange psykiske problemer som følge af hjerne­rystelsen, at det kan sammenlignes med psykisk sygdom.

Det gælder blandt andet akut stress såvel som angst, panikforstyrrelse og depression.

Da jeg havde haft hjernerystelse i lidt over to måneder, havde jeg vist efterhånden været hele møllen igennem.

Heldigvis har jeg et arbejde, hvor der er forståelse for min situation og en venneflok og familie, der ikke bliver trætte af de humørskift, der også følger med hjernerystelsen. Og heldigvis er jeg i bedring.

Lidt efter lidt er jeg begyndt at kunne mere og mere, og den nyeste forskning viser, at det er vigtigt at gøre lige præcis det: mere og mere.

Om hjernerystelse

Forskerne ved ikke præcis, hvorfor hjernen påvirkes ved en hjernerystelse.

En forklaring er, at der sker en midlertidig forstyrrelse af hjernens kemi, der giver forskellige symptomer, og at hjernen ikke fungerer optimalt.

Men der er uenighed om, hvorvidt der opstår varige strukturelle skader på hjernens væv ved en hjernerystelse, bl.a. fordi metoderne til at undersøge hjernens mikrostrukturer er begrænsede.

Det anslås, at cirka 34 procent fortsat oplever senfølger efter tre måneder og har såkaldt postcommotionelt syndrom (PCS).

Ved PCS ses tristhed over tabt funktionsevne, angst og usikkerhed på fremtiden, vrede over at være ramt, håbløshed og frustration.

Ting, man før kunne, virker uoverskuelige. Man kan føle et identitetstab, og at man skal kæmpe med sit nye rystede “jeg” på jobbet, i familien og blandt venner. Det kan igen medføre angst, gråd, tristhed, dårlig nattesøvn og bekymring.

Kilde: Hjernerystelsesforeningen m.fl.

Det er en myte, at man skal isolere sig i et mørkt rum, til symptomerne går over. Man skal gøre det modsatte, men med måde.

Som min gode fysioterapeut med speciale i hjernerystelse så fint forklarede mig: Det handler om, at ens energiregnskab er forandret.

Man kan ganske enkelt ikke så meget, som man kunne før, når man har senfølger af en hjernerystelse, man skal træne sin hjerne op lidt efter lidt, og man må derfor dosere, hvad man bruger sin energi på.

Jeg ville hellere brække begge ben, sagde jeg til min fysioterapeut til vores første samtale, og han smilede, sagde: Du har på sin vis også brækket noget. Man kan bare ikke se det.

Jeg er ved at vænne mig til at økonomisere med min tid og min energi: En gåtur med en veninde koster en stigning i symptomer, men giver mig psykisk velvære.

At arbejde et par timer om dagen gør det samme, men skal altid følges op med en lur. Symptomer er ikke farlige, som fysioterapeut Amad Shayan siger i den fremragende podcast “Tanketid” om hjernerystelse.

Hans pointe er den samme som min egen fysioterapeuts: Man skal træne sig op igen, lære at mærke efter og vigtigst af alt forsøge ikke at være bange.

Frygt og andre stressfaktorer kan nemlig også være med til at forværre ens symptomer, og sådan kan psyken forværre hjernerystelsen, ligefrem give tilbagefald.

Vigtigst af alt forsøger jeg derfor nu at finde ro i min nye situation.

Er der noget, hjernerystelsen nemlig har lært mig på den hårde måde, så er det, at man ikke skal tage noget for givet: Livet kan forandre sig med et snuptag, med et klonk, og derfor skal man være taknemmelig for hver eneste gang, man laver noget, man finder mening i.

Det øver jeg mig stadig i, at finde mening i de små ting. Det lyder måske lidt jubelromantisk eller rørstrømsk, men selv om jeg den første måned med hjernerystelse følte mig som kvinden spærret inde af væggen, er jeg et andet sted nu.

Et sted med gradvist færre symptomer, med masser af kyndig behandling og med en ny følsomhed.

Jeg græder lettere, røres nemmere af selv de mindste ting, men jeg føler også oftere glimt af lykke. Vigtigst af alt er jeg et sted med mere optimisme, end jeg var før.

Én ting er nemlig sikkert: Jeg kommer aldrig til at tage mit fuldstændig fantastiske liv for givet, sådan som jeg nok til en vis grad har gjort før. Og det skulle der åbenbart et klonk mod en skråvæg til at lære mig.

Artiklen blev udgivet i Psykologi 04/2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også