Olivia Salo
Samfund

Da Olivia slog op med sin ekskæreste, sagde han noget, der fik hende til at ryste på hovedet og tænke: ”Hvad fanden bilder han sig ind?”

6. juli 2023
Af Nanna Niemann
Foto: Marie Hald
Da Olivia Salo hørte, at en jævnaldrende fyr pralede med, at han havde haft 40 sexpartnere, undrede hun sig. For hun havde haft det dobbelte. Hun undrer sig over, at det stadig er skamfuldt for kvinder at have mange sexpartnere.

– Du finder aldrig en kæreste, der vil være sammen med én, der har været sammen med så mange, som du har.

Ordene faldt fra Olivia Salos gymnasiekæreste, da hun gik fra ham i 3.g.

På det tidspunkt havde hun været sammen med 15 personer.

Men Olivia Salo nøjedes med at ryste på hovedet og gå sin vej:

– Jeg tænkte egentlig bare: “Hvad fanden bilder han sig ind?" husker hun.

For selv om hun aldrig har ladet skammen fylde i sit eget sexliv, har hun oplevet, at andre har forsøgt at ramme hende på hendes seksualitet.

Olivia Salo er mest kendt for sin rolle som vært på realityprogrammet "Paradise", men hun har både deltaget i datingprogrammet "Love Island", lavet programmerne "Olivia og Sexmyterne" og været vært på podcasten "Ansigt til Ansigt".

Den stigma, som Olivia Salo oplevede fra sin ekskæreste, er hun ikke alene om at opleve.

For nogle år siden lavede man i Danmark verdens største videnskabelige undersøgelse af mænd og kvinders sexliv.

Undersøgelsen, der hedder SEXUS, viser, at mænd og kvinder har nogenlunde samme antal partnere gennem et liv.

Men alligevel er der stadig et stigma forbundet med kvindelig seksualitet. Internationale undersøgelser viser nemlig, at mænd overdriver deres antal af sexpartnere, mens kvinder underdriver.

Hvor mange er for mange?

Det er stadig skamfuldt for kvinder at have for mange – eller for få – sexpartnere.

Kvinder underdriver konsekvent, hvor mange partnere de har været sammen med, mens mænd overdriver, viser internationale undersøgelser.

En dansk undersøgelse viser, at skolebørn fortsat har en opfattelse af, at kvinder, der har været sammen med mange, er "billige", mens mænd er "players".

Det er en meget vanskelig balancegang, man skal gå på som kvinde, fortæller sexolog.

I en ny serie sætter femina update fokus på det tal, der burde være så uendeligt ligegyldigt, men som for mange betyder alt for meget.

Og synet på kvindelig og mandlig seksualitet er også stadig præget af stereotyper. En undersøgelse blandt danske skoleelever viste for eksempel store forskelle i synet på drenge og piger:

– Hvis man havde haft flere seksuelle partnere eller havde kysset med mange som dreng, blev det stadig anset som et hædersmærke, mens man blev anset som en løsagtig kvinde, også kaldet en slut, hvis man gjorde det samme som ung kvinde, siger Lene Stavngaard, der er kandidat i sexologi og tidligere national chef i Sex og Samfund.

Hun peger på, at selv om vi i Danmark har fået frisat seksualiteten rettighedsmæssigt, i form af fremskridt i ligestillingen ved lovgivning, adgang til prævention og abort, er der stadig et kulturelt og historisk stigma, der påvirker synet på kvindelig seksualitet:

– Kvindens seksualitet har en lang kulturel bagage, der der ofte handler om kontrol og udskamning. Vi skal ikke særlig mange år tilbage historisk set, før man anså kvinder i ægteskab som mandens ejendel, forklarer hun.

Den første gang

Hvis man scroller gennem Olivia Salos Instagram-profil, er der både fotos i joggingtøj og gallakjoler.

Med sit lange havfruehår og karakteristiske tatoveringer er hun på én og samme tid rå og fin, feminin og maskulin.

Og det er også nogle af de værdier, der præger hendes tilgang til sex. Det frie forhold til seksualitet stammer helt tilbage fra hendes opvækst.

https://imgix.femina.dk/2023-06-16/OLIVIAsaloMARIEHALD15.jpg

Det blev italesat af moderen i barndomshjemmet i Næstved, at sex ikke var noget, man skulle være bange for eller skamme sig over.

– Det snakkede jeg meget åbent med min mor om allerede dengang, fordi hun har givet mig et safe space til det og givet udtryk for, at det er okay at snakke om de ting.

Olivias mor er fra Finland, og der er saunakulturen en stor del af ens liv og opvækst og medvirker til, at nøgenhed bliver afmystificeret.

De to kunne altid tale frit om seksualitet. I dag tænker Olivia, at hendes mor er en af grundene til, at hun hviler i sin seksualitet.

De første seksuelle erfaringer, Olivia havde, var også i Næstved, hvor hun altså er født og opvokset. Der kender folk hinanden, og der skulle mindre til for at træde ved siden af. Alligevel var det ikke noget, hun rettede ind efter.

Første gang, Olivia havde sex, var hun 16 år og havde ikke haft en kæreste endnu.

Hun var lige begyndt i gymnasiet og havde ikke de store romantiske idealer om, hvad en første gang skulle være – men hun sprang ud i det, fordi hun, med egne ord, ville se, what all the fuss was about.

Derfor udså hun sig en fyr, hun kendte perifert. De gik begge i byen på Crazy Daisy, som var den lokale klub i Næstved.

Podcast: femina update 

Hver uge dykker vi ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig i podcasten femina update.

Vi fortæller om de vigtigste agendaer, opsigtsvækkende fænomener og mest fascinerende personer, set gennem femina updates øjne.

Der kommer et nyt afsnit hver torsdag, og du kan lytte i appen Ally, eller hvor du normalt hører podcast.

Hun havde hørt, at han havde været sammen med mange andre, og havde et ry for at være en player. Derfor tænkte hun, at han måtte have noget erfaring, og at han derfor vidste, hvad han lavede.

– Så vi havde sex en tirsdag eftermiddag, mens hans mor støvsugede inde ved siden af. Det var ikke særligt romantisk eller fint, husker hun og griner lidt ved tanken om hendes forestillinger om, hvor vildt sex ville være:

– Det var jo en 16-årig gut, der sikkert heller ikke havde oplevet særlig meget. Så det var to uerfarne mennesker, der lige pludselig skulle kredse om noget, som er så intimt og så intenst, som sex også kan være.

Selv om hendes første gang ikke var en livsændrende begivenhed, fortsatte hun med at eksperimentere seksuelt med forskellige fyre i løbet af gymnasietiden.

Olivias venindegruppe på det tidspunkt havde svært ved at forstå hendes tilgang til sex – som noget, der skulle udforskes og prøves af.

– De havde det komplet modsat. For dem skulle det helst være specielt den første gang. Da jeg delte min første gang med dem, kunne de slet ikke forstå, hvorfor jeg bare havde haft et behov for at prøve det af.

"Jeg har da været sammen med det dobbelte"

Selv om Olivia ikke har ladet sig begrænse af andres forventninger til kvindelig seksualitet, har hun oplevet, at folk har haft holdninger til åbenhed om sex.

Første gang, Olivia Salo blev et kendt ansigt, var som deltager i datingprogrammet "Love Island".

På det tidspunkt var hun flyttet fra Næstved til København og var fortsat med at eksperimentere med sin seksualitet. I programmet blev hun lynhurtigt et hit blandt fyrene og kendt for at være selvsikker og åben om sine seksuelle erfaringer.

På et tidspunkt i programmet skulle deltagerne matches i forhold til, hvor mange sexpartnere de havde haft.

Her fortæller én af de mandlige deltagere, at han har en liste, der viser, at han har været sammen med 40 personer.

Olivia undrer sig over, hvorfor han praler med det, “som om det skulle være noget helt vildt”, for hun har da selv været sammen med det dobbelte.

Men da hun siger det, er reaktionerne helt anderledes:

– Folk reagerede, som om det er voldsomt, at jeg havde været sammen med det dobbelte. Det er kun, fordi jeg er kvinde, og han er mand.

Ligesom dengang med ekskæresten blev det tydeligt, at der både blandt de ansatte på produktionen og deltagerne på programmet var en indforstået holdning til, hvor mange kvinder og mænd kunne være sammen med.

Men da Olivia Salo vendte hjem fra optagelserne og åbnede for sine sociale medier, blev hun overrasket.

For hendes indbakke flød over med “overvældende mange beskeder” fra kvinder, der takkede hende for at være så ærlig og dele, at antallet af sexpartnere ikke behøver betyde noget:

– Jeg blev så rørt over, hvor mange kvinder der virkelig har fået noget inspiration i, at jeg i en kæk kommentar sagde, at jeg da havde været sammen med over det dobbelte.

Det var vigtigt for hende at understrege, at det ikke handlede om antallet, men at det var lige meget, om det tal er nul eller 120.

– Det er fuldstændig ligegyldigt. Det handler om, hvad du selv vil.

I dag har hun en liste over dem, hun har været sammen med.

Idéen opstod, da hun var hjemme for at besøge sine forældre i Næstved og tilfældigt spottede én på gaden, hun havde været sammen med.

– Så begyndte jeg at skrive det ned for at se, hvor mange jeg var oppe på. I dag er listen på 104, og det er min kæreste, der står som nummer 104.

"Hans erektion blev mindre og mindre"

Deltagelsen i "Love Island" blev ikke den sidste gang, Olivia var med til at nedbryde seksuelle tabuer på skærmen.

I 2019 lavede hun programmet "Olivia og Sexmyterne". Idéen var at lave den seksualundervisning, som hun havde manglet i sin egen skolegang.

Her husker hun, at man blev undervist i, hvordan man sætter et kondom på og undgår kønssygdomme og graviditet.

– Jeg synes ikke, at der var nok information. Man lærte teorien om, hvordan man beskytter sig selv, men man lærte ikke, hvilke lyster forskellige mennesker kan have.

Derfor ville hun være med til at vise, at sex var mere end risiko for kønssygdomme og graviditet, som de havde lært i skolen.

https://imgix.femina.dk/2023-06-16/OLIVIAsaloMARIEHALD13.jpg

I to sæsoner undersøgte hun afkroge af sex for rullende kameraer. Fra swingerklubber og bondage til sprøjteorgasmer og sexarbejdere dykkede hun ned i nye seksuelle subkulturer og fænomener afsnit for afsnit.

Og da programmerne rullede over skærmen, var der noget, som tydede på, at hun var lykkedes med at skabe den seksualundervisning, hun selv havde manglet.

– Der var mange folkeskolelærere, der skrev til mig, at de havde sat det på i deres undervisning, fordi det netop var en form for moderne seksualundervisning. Det var præcis det, som var vores idé til programmet. Det var rørende at modtage så meget positiv feedback.

Olivia elskede at lave programmerne, og hun er stadig stolt af serien.

Men sådan var det ikke alle i hendes liv, der havde det. Hendes daværende kæreste havde det anderledes. Da de mødtes, havde han virket åben og forstående, men Olivia oplevede, at det ændrede sig i løbet af forholdet.

– Jeg kan huske, at når vi var til familiefødselsdage, hvor der var nye familiemedlemmer med, så satte han nærmest en mundkurv på mig, fordi han syntes, at det var pinligt, når de spurgte, hvad jeg lavede.

Hun mener i dag, at det også var en af grundene til, at de gik fra hinanden:

– Tænk engang, at han skal skamme sig over noget, jeg er så stolt af. Vi skal netop nedbryde shaming-kulturen, og hvis jeg bliver udskammet af min egen kæreste, så er der noget helt galt.

For selv om Olivia er afklaret om sit forhold til seksualitet og sex, har hun flere gange oplevet, at mænd hun har været sammen med, har haft sværere ved at hvile i det.

Da hun i en periode var single og sås med en fyr, blev det tydeligt for hende, at han ikke havde helt styr på, hvad han lavede.

– Han kunne overhovedet ikke finde ud af, hvad han skulle gøre. Jeg rådgav ham: “Nu gør du det her, og nu sætter du dit tempo ned, og nu bevæger jeg mig sådan her.”

Selv om Olivia umiddelbart tænkte, at det kun ville være en hjælp med rådgivning, var det ikke hans reaktion, husker hun.

– Hans erektion blev mindre og mindre, fordi han syntes, det var overvældende, at jeg tog “hans rolle”. Det italesatte han også efterfølgende, hvor han fortalte, at han aldrig havde prøvet, at en kvinde tog kontrollen.

Langt mere end penetration

Selv om det i dag er mange år siden, at bemærkningen faldt fra ekskæresten om, at Olivia aldrig ville finde en anden, oplever hun stadig, at der hersker en shaming-kultur omkring kvinders seksualitet:

– Hvis mænd har haft mange sexpartnere, så har det virkelig været fedt for dem, men hvis kvinder har et højt antal, så skal det nærmest være skamfuldt. Jeg synes, det er enormt forkert, for hvordan i alverden skal man kunne lære og udforske, hvis man ikke får lov?

https://imgix.femina.dk/2023-06-16/OLIVIAsaloMARIEHALD14.jpg

Hun har stadig samme tilgang til sex og mener, at det er okay at eksperimentere og afprøve nye ting.

Adspurgt om hun nogensinde har følt skam ved sin seksualitet, tøver Olivia Salo et øjeblik, før hun svarer "nej":

– Jeg lever efter, at alle de ting, der er sket i mit liv – de ting jeg har oplevet, udforsket og udlevet – har fået mig til det sted, hvor jeg er i dag. Sådan har jeg det også med min seksualitet. Jeg har altid været åben for at udforske så meget som muligt for at finde ud af, hvor mine grænser går.

Hvis hun skulle give sit eget 16-årige jeg et råd med på vejen, er det, at sex ikke bare er fysisk, men også mentalt.

– Det hele kan nå til helt høje højder, hvis du også har dig selv med. Når jeg tænker på den tirsdag eftermiddag i det soveværelse, hvor hans mor støvsugede inde ved siden af, var det jo bare for at opleve, hvad sex kunne helt fysisk. Men sex er så meget mere end bare penetration, det er også hele ens mindset, og det er virkelig et råd, jeg håber, andre kvinder kan bruge.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også