Navneguide

Derfor undlader flere at døbe deres børn

Antallet af døbte børn er faldet med over 18 procent på bare fem år. Se her, hvorfor forældre i stigende grad vælger dåben fra.

Tal fra Kirkeministeriet i 2015 viser, at der i de seneste fem år er sket et fald på hele 18 procent i antallet af døbte børn.

Det skyldes primært, at forældrene ikke ønsker at træffe valget på deres børns vegne, forklarer Karen Marie Sø Leth-Nissen, der er teolog og Ph.d.-studerende.

Børnene skal selv vælge dåben

Hun er netop i gang med en undersøgelse af, hvorfor forældre undlader at døbe deres børn.

- Den overordnede grund til, at børn ikke bliver døbt, er, at forældre mener, at børn skal vælge selv. Det er et udtryk for den individualisering, som er en megatrend i samfundet, siger teologen til dr.dk.

Hun bakkes op af biskop i Viborg Stift, Henrik Stubkjær:

- Jeg kan sagtens genkende forklaringen med, at børnene selv skal vælge; det er et stadig større individualistisk præg, vi har i samfundet. Før i tiden døbte man 'bare' sine børn. Det gør man ikke mere. I dag er det blevet et aktivt tilvalg at lade sine børn døbe, siger han.

Folkekirken ikke længere del af vores bevidsthed

Sociolog Emilie Van Hauen mener, at de dalende dåbstal er et udtryk for, at folkekirken ikke længere er en del af bevidstheden hos den danske befolkning.

- Mange ser dåben som et aktivt tilvalg, for folkekirken er ikke længere en naturlig del af danskernes selvforståelse. Selvom mange tror på noget, så er de ikke særligt religiøse. Mange danskere ser religion og tro som et større tag-selv-bord, hvor man selv sætter sin egen religion sammen, og man har intet problem med at skabe sin egen religiøse praksis. Vi bekender os ikke til et trossystem, og det er helt i tråd med den måde, som vi moderne mennesker i øvrigt behandler ideologier på, forklarer hun.

 

Læs også:

Guide til barnedåb

Top 50: De mest populære drengenvne i 2014

Top 50: De mest populære pigenavne i 2014

5 gode råd når du vælger børnenavne

Det siger dit barns navn - om DIG!

 

Dét hedder kendte kvinders børn:

Dét hedder kendte kvinders børn