peberkager
Desserter

Peberkager med hvid glasur

Spis de sprøde peberkager med det samme, eller hæng dem op som hyggelig julepynt. Her får du en klassisk opskrift på peberkager med hvid glasur

Peberkager med hvid glasur - klassisk opskrift

 
Tid: 30 minutter. Hviletid: 2 timer. Bagetid: 9 minutter.
Antal: 40-50 stk.
 
DET SKAL DU BRUGE
125 g smør
175 g brun farin
200 g mørk sirup
650-700 g hvedemel
½ tsk. hjortetaksalt
1 tsk. kanel
1 tsk. stødt ingefær
1 tsk. stødte nelliker
skal af ½ usprøjtet appelsin
1 æg
 
 
GLASUR
1½ æggehvide
ca. 270 g flormelis
4 dråber lys eddike
 
PRØV OGSÅ: Ligesom peberkager hører brunkager også julen til. Få opskriften på julens bedste brunkager her
 

Opskrift - sådan laver du peberkager med hvid glasur

 
1. Varm smør, farin og sirup op i en gryde under omrøring, til det er smeltet og ensartet. Lad det køle lidt af. Bland mel med hjortetaksalt, krydderier og fintrevet appelsinskal i en skål. Tilsæt smørblandingen og æg, og ælt det hele sammen til en ensartet og blank dej. Pak dejen ind i husholdningsfilm, og opbevar den på køl i 2 timer inden brug.
 
2. Tænd ovnen på 180°. Rul dejen ud med en kagerulle i 4-5 mm’s tykkelse på et meldrysset bord. Udstik forskellige figurer, læg dem på bageplader beklædt med bagepapir, og prik evt. et hul med en strikkepind, hvis de skal kunne hænge. Bag dem i ovnen i 7-9 minutter, til de er gyldenbrune. Afkøl på en bagerist.
 
3. GLASUR: Rør æggehvide sammen med flormelis og en smule eddike. Fyld glasuren i en sprøjtepose med lille rund tylle, og dekorér peberkagerne.
 
PRØV OGSÅ: Søde, sprøde og helt igennem lækre vaniljekranse
 
Læs mere om: