Når hun fortæller, at brylluppet var den lykkeligste dag i hendes liv, er der nogle, der bliver sure

Katrine var knapt 18 år. Mere end parat til at forfølge sin drøm om at blive professionel danser og flytte til München for at gå på danseskole.

Parat til at forlade tilværelsen i København hos sin stedfar, sin mor, der var institutleder på universitetet og storesøsteren, der var fuldt optaget af dressurridning.

En tilværelse, der på mange måder gav den unge Katrine en grundlæggende følelse af at være alene i et hjem med højt til loftet, masser af viden og sjove oplevelser - foruden stor travlhed og meget fravær.

Den generte og lidt introverte pige havde det svært ved at lege med andre, men hun var sådan set også god til at være i sit eget selskab og opfandt sine egne universer. Ingen omkring Katrine mistænkte, at følelsen af ensomhed lå svøbt om hende.

Rejsen til Sydtyskland blev på ingen måde opfyldelsen af hendes livsdrøm. Ej heller starten på den internationale dansekarriere og det dragende voksenliv, Katrine havde set for sig.

Tværtimod gav den hende et personligt knæk, som det har taget hende 30 år at erkende, har haft indflydelse på de fleste af hendes valg og handlinger senere i livet.

Katrine Engberg, 48, fortæller sin historie i den store lyse lejlighed på Østerbro med fri udsigt over Sortedam Dossering nogle dage efter brylluppet med sin elskede Jakob. Smukke champagnecoupeglas og en halvtom flaske bobler fylder stadig på spisebordet efter gårsdagens rendezvous af unge mennesker i lejligheden.

Hvordan hun har det? ”Jeg er total glad, lykkelig, spændt, sårbar og grådlabil i denne tid”, lyder det livsbekræftende svar fra Katrine, mens hun henter danskvand og chokolade.

Lige om lidt lander hendes syvende bog på landets boghylder.

”De hvide nætter” er navnet på anden krimi i serien med efterforsker og privatdetektiv Liv Jensen som hovedkarakter. Ligesom med den første bog i serien, ”Det brændende blad”, forholder Katrine sig til konkrete, historiske flugtscenarier, som hun selv har haft inde på livet gennem familierelationer.

I første bog var det hendes bedsteforældre på faderens side og deres flugt fra nazisterne, i den nye bog er Katrine blevet inspireret af sin svoger, der er flygtet fra Iran. I ”De hvide nætter” hører vi om mordet på Tami, der i 1990 flygtede fra Iran til Danmark og blev anbragt i Center Sandholm.

I bogens tilbageblik er vi tilbage i Sandholmlejren, som stedet også kaldes, og dén tid er ikke for sarte sjæle. Angst, ensomhed, overgreb og frygt holder stedet i et hierarkisk jerngreb.

– Jeg prøver at forstå, hvad det vil sige at flygte fra noget, som det er umuligt at forsone sig med. Blive påført et traume, som er så dybt og voldsomt, at man aldrig kommer sig. Hvordan lever man rundt om det, når man overlever?

– Dét, der så gik op for mig, da jeg arbejdede med den første bog, var, at jeg forstod det meget bedre, end jeg troede. Og nej, det betyder ikke, at jeg kan sætte mig ind i, hvordan det er at være på flugt fra krig, for den historie kan aldrig blive min. Men dét, jeg forstod, var, at jeg OGSÅ flygtede fra noget og har fået nogle traumer - af en helt anden karakter, dybde og størrelse, men ikke desto mindre på et ret tidligt tidspunkt af livet.

– De traumer har jeg brugt ekstremt mange kræfter på dels at skamme mig over og dels flygte fra, fordi jeg kunne ikke rumme dem eller forsone mig med dem.

– Og den tematik gjorde pludselig bogen relevant på en helt ny måde for mig. Så var det ikke bare noget historisk, der lå uden for mig selv, nej, jeg kunne spejle mig i mekanismerne. Og det fik mig til at tænke, at det er der nok også andre, der kan.

Fordi vi ofte er bange for at se smerten i øjnene?

– Ja, det er helt almenmenneskeligt, især når vi er børn. Vi er programmeret til at flygte fra det, der kan slå os ihjel. Nogen af os opdager så på et ret sent tidspunkt i livet, at vi har brugt alt for mange kræfter på at fortrænge og flygte fra noget, som jo for længst er holdt op med at repræsentere en fare.

– Men til gengæld spænder fortrængningen ben. Og det er jeg blevet optaget af at undersøge. Måske fordi jeg nu i en ret moden alder opdager, hvad det gør ved én at omfavne sin arv. Favne de oldgamle traumer og EJE dem. Se dem i øjnene med al den medfølgende skam, der nu kan være, prøve at være i følelsen – og så blive forløst.

Et enormt nederlag

Da Katrine rejste til München, var det med det kritiske blik på sine forældre, en klippet navlestreng og tanken om, at det nu var hendes tur, og at hun nok skulle vise de voksne, hvordan livet skulle leves - sådan RIGTIGT.

Problemet var bare, at Katrine ikke kunne.

– Set med nutidens klare øjne er det tydeligt, hvorfor det var dans, der tiltrak mig. Som når de voksne holdt fest, da man var barn, og man lå og lyttede i sin seng og blev glad, selvom man ikke var med. Det lugter lidt af fisk, ikke? Det samme med dansen.

– Der er liv og glæde, men du behøver ikke for alvor at interagere eller tale med andre omkring dig. Det føles som at være sammen med andre, men er det ikke rigtigt.

– Jeg kunne nøjes med at engagere mig i dansen, ikke menneskene, og det passede den introverte side i mig fint.

I München boede Katrine i et bofællesskab med en fyr, der ligesom hun selv foretrak sit eget selskab. Og som tiden gik – det blev til godt to år - erfarede Katrine med en tiltagende sorg, hvad hun var. Ulevedygtig. Hendes eget ord.

– Dét, jeg havde identificeret som værende kernekompetencer som voksen, var sådan noget med at sørge for mig selv. Kunne købe ind, vaske tøj, lave mad, planlægge en dag og betale regninger. Tjek, tjek, tjek. Dét nailede jeg bare.

– Men … det, der er den virkelige kernekompetence, når man flytter hjemmefra, er jo at knytte sig til andre mennesker. Stole på dem og læne sig ind i dem. Men det var jeg fuldstændig ude af stand til.

– Det var et kæmpe knæk og et enormt nederlag for mig at opdage, fortæller Katrine med blanke øjne. For oven i hendes nederlag på det sociale plan, havde hun også fået et fagligt hug.

Brevet husker hun tydeligt. Tykt, hvidt papir, sort print. Fra danseskolen over dem alle. The Juilliard School i New York City, verdens fineste College of Performing Arts.

Katrine var kommet ind på den anden – men ikke helt så interessante - danseskole, hun havde søgt ind på, så hun var ikke i tvivl om, at dette brev ville åbne den direkte vej til dansetinderne.

Hun var kommet langt i optagelsesprocessen og havde danset foran et Board of Directors på 17 mennesker. ”Hmmm … gad vide, hvordan jeg får flyttet til New York”, nåede hun lige at tænke, inden det chokerende afslag ramte hende hårdt og lammende.

– Jeg var hende, der færdiggjorde gymnasiet med kæmpehøjt snit og en minimal indsats, sådan et rigtigt søndagsbarn, der bare kunne det hele. Men nej ... Jeg kunne overhovedet ikke få alt, hvad jeg ville have.

– Jeg kunne faktisk ikke engang gennemføre min uddannelse dernede eller knytte mig til andre mennesker. Jeg fik nogle fysiske skader, blev deprimeret og endte med at bure mig inde med chokolade, pasta med smør, kriminalromaner og tog ikke telefonen, når den ringede.

– Da jeg fortalte om afslaget til min klassiske balletlærer, var hendes svar: ”Ja, Juilliard er ganske rigtigt begyndt at tage elever ind med et meget, meget stærkt klassisk fundament”. Hvilket hun i øvrigt syntes, var en god strategi. Så trampede hun lige på mit i forvejen knuste hjerte.

Hvad var det, der ramte så hårdt?

– Jeg følte, jeg så på ruinerne af det liv, jeg havde forestillet mig, og den person, jeg troede, jeg var. For hvis ikke jeg skulle være professionel moderne danser, hvad skulle jeg så!? Det var en drøm, der smuldrede, og det føltes vitterligt som verdens ende.

– Jeg var slet ikke moden og gammel nok til at tackle, at min livsbane blev helt ændret, og jeg havde ikke nogen at dele nederlagene med.

– I dag kan jeg sagtens se, at havde jeg været åben om det, ville mange have stået klar med trøstende arme, men ikke engang at række ud til andre evnede jeg jo. Så jeg måtte opgive troen på, at jeg var modig og kunne klare mig selv, og derfor var det med en følelse af at være ulevedygtig, jeg vendte hjem til Danmark. Det var ikke en ren tavle, jeg kom hjem til. Det var murbrokker.

Hvad betyder et nej?

Katrine fik sin uddannelse som danser, men af den mere kommercielle slags. Hun elsker stadig at danse og nød også tiden som blandt andet showdanser. Alligevel er der noget, hun har brugt en del tanker på.

– Altså, når nogen giver dig et nej, så skal det jo også lede til en eller anden form for refleksion i dig. Hvad betyder nej’et? Hvad indebærer det? Ser de noget, som jeg ikke selv har fået øje på? For i virkeligheden … ja, så skulle jeg aldrig have været danser.

– Men uh, allerede når jeg siger det, får jeg lyst til at trække det i land, for det skulle jeg jo samtidig. Men uanset hvor meget jeg elsker at danse, så har den profession aldrig rigtig været min vej.

– Det er dét, jeg mener med, at hvis jeg havde haft noget mere robusthed, så kunne jeg måske allerede dengang som 19-årig have foldet et brev fra Juilliard ud og tænkt, ”okaaay... det kan være, de ser noget, som jeg rent faktisk lige skal forholde mig til?

– MÅSKE skal jeg blive ved med at danse - for jeg elsker det jo, og jeg er god til det - men MÅSKE skulle jeg også prøve at mærke efter, hvad der ellers er inde i mig og overveje, hvordan dén livsbane så kunne se ud?”

Ja, for de fleste unge har en drøm i én retning og sadler så om…?

– Ja, det er da det mest normale. Men det var jeg simpelthen ikke i stand til. Og det betød, at jeg i stedet for at forholde mig til nederlaget og prøve at gøre det til noget fint, så lavede jeg kintsugi på det og limede drømmen sammen med guld og valgte en lidt udvandet version af den gamle drøm.

– Jeg blev showdancer og dansede med i blandt andet Cirkusrevyen og musicals. Og det var da også sjovt og dejligt - det var bare slet ikke det, jeg havde drømt om ...

Sandheden om nederlagene i Tyskland beholdt Katrine for sig selv. Hun løj ikke decideret, men pyntede på sandheden, tvistede historien, også for at skåne sig selv. Og fordi hun skammede sig.

Derfor er betydningen af hændelserne i ungdommen først gået op for Katrine for nyligt. Og erkendelsen ramte hende hårdt og proportionalt med refleksionerne.

– Når jeg ser tilbage på min livsbane, på de 20 år, der fulgte efter opholdet i Tyskland, og på de valg, jeg har truffet, både fagligt og personligt, så kan jeg tydeligt se, at det knæk jeg fik, har influeret mig meget mere, end jeg var bevidst om.

– Jeg har efterfølgende kun sat mig selv i situationer, jeg kunne overskue. Hvor jeg ikke risikerede særligt meget, og hvor jeg sørgede for, at jeg var oven på tingene og vidste, at det var så meget inden for mit kompetencefelt, at jeg ikke kunne falde igennem. Både fagligt og socialt har jeg placeret mig, hvor jeg ikke behøvede at investere mig fuldt og helt, men kunne nøjes med at yde 50 procent, og så var det godt nok.

En copingstrategi?

– Ja, for når man har fået den type knæk, som jeg har oplevet eller er blevet påført, så sikrer man sig, at det ikke sker igen. Og det kan man jo blandt andet gøre ved at holde sig inden for sin comfort zone …

Katrine afbryder sig selv.

– Åh, det virker næsten absurd, når jeg italesætter det nu. Det var jo bare en skole, jeg ikke kom ind på. Hvorfor skulle det være så livsdefinerende? Men det var heller ikke det alene.

– Det var også det, at jeg ikke følte mig levedygtig og ikke evnede at knytte relationer. Jeg fejlede bare på alle parametre. Men stadig virker det som en underlig størrelse ikke at kunne rejse sig fra.

– Jeg føler mig næsten skamfuld over, at det har fyldt så meget. Når man så ser, at der er folk, der flygter fra krig, og det skal DE rejse sig fra, hvorfor skal den oplevelse, som jo i sin grundform er privilegeret, så være så formativ?

– Men jeg har i dén grad lært, at de tidlige traumer kan påvirke os hele livet. De er konstante, indtil vi forholder os aktivt til dem.

Kærlighed og karriereskift

At være åben, sårbar og turde række ud efter hjælp og trøst er først noget, Katrine har lært de seneste år. Hun er ikke i tvivl om, at transformationen skyldes de to helt store omvæltninger i hendes liv.

Mødet med sit livs kærlighed Jakob, nu hendes ægtemand, som hun mødte for cirka to år siden, og at hun kastede sig over forfattergerningen med stor succes.

Vi bliver ved kærligheden. Selvom Katrine også gerne vil værne om den i en lille boble. For kan man møde den store kærlighed relativt sent i livet, uden at det lyder som om, man kaster vrag på det, der HAR været?

Dét kan godt bekymre hende. Men for Katrine handler det i bund og grund om, at hun har mødt dét menneske, der virkelig forstår hende.

Hvordan tror du, det ville have gået dig, hvis ikke du havde mødt Jakob og fundet forfattergerningen?

Katrine vender hovedet og lader blikket falde ud over Sortedam Dossering. Hun er tavs et stykke tid. Men svarer så helt lavmælt, stadig med blikket over søens krusninger.

– Uuuh … Ikke så godt, tror jeg …

Hun vender sig, mere fattet.

– For at være ærlig tror jeg, at jeg var slået ind på en selvdestruktiv bane. Det skal ikke forstås helt konkret, men hvis jeg ikke føler mig elsket, imødekommet og forstået, så foretager jeg valg, der er som at tisse i bukserne for at holde varmen.

– Det kan for eksempel være at søge efter billige likes på de sociale medier. En hul form for bekræftelse: se mig, elsk mig, bekræft mig. Som at bygge en vakkelvorn etage oven på et eroderende fundament.

Er det for store ord at sige, at du blev reddet?

Denne gang falder svaret prompte.

– Nej, slet ikke, og det sagde jeg også i min bryllupstale til Jakob: ”Du har reddet mit liv”.

– Mine venner og min mor kunne også hurtigt mærke det på mig efter mit møde med Jakob. At jeg har sluppet vreden, og at traumerne har forladt mig, fordi jeg har turdet se dem i øjnene.

– Jeg ved godt, det lyder lidt overvældende. Også når jeg skriver, at mit bryllup med Jakob var den lykkeligste dag i mit liv. Folk kan blive sure…

Sure? Hvorfor?

– Langt de fleste er glade på vores vegne og ved, hvordan vi har det med hinanden. Men så er der nogle, der skriver, ”hvad med dit første bryllup?”, eller ”da dit barn blev født?” Men her står jeg med en følelse.

– Og jeg er færdig med at skamme mig, det har jeg gjort så rigeligt. Folk må tænke, hvad de vil, og de behøver ikke at abonnere på min kanal, læse mine bøger, eller lytte til, hvad jeg siger.

– Men jeg vil ikke krybe langs panelerne, for jeg har ikke noget at skamme mig over overhovedet. Jeg elsker bare. Og kærlighed er ikke noget, man skal skamme sig over.

Vild ting at sige

Det handler også om mod. At turde lukke hinanden ind, møde og holde af hinandens børn, Jakob har 18-årige Carl, der til hverdag bor i Slagelse, men også har sit eget værelse i Østerbrolejligheden, og Cassius er Katrines 14-årige søn fra hendes tidligere ægteskab.

Katrine og Jakob har også turdet være ærlige om, hvem de er, og haft modet til at sige til den anden: ”nu lyver du vist for dig selv.” Det har krævet mange samtaler - dem er de gode til.

En af de største kærlighedserklæringer, Katrine har fået af sin mand, handler på en måde også om mod. For hvad er vigtigst?

At vi forsoner os med os selv og vores traumer eller med dem omkring os, vi måske har såret? Og hvordan gør vi? Katrine har et bud.

– Jeg har altid været sådan en, der gik rundt og sagde undskyld hele tiden, og så var dét flueben sat og alt forladt, tænkte jeg. Men det er gået mere og mere op for mig, at den væsentligste forsoningsakt ikke er at bede om tilgivelse.

– Det er at opføre sig anderledes og ændre sin adfærd. Jeg tror, man skal se det på den måde, at forsoningen ligger i, at man tør lave sig selv om.

Det hårde arbejde? Ligesom når man skal kigge på ”nej’et”, og tænke over, HVORFOR man mon får det?

– Ja, nemlig … Hvad handler det om? Hvorfor har man overhovedet brug for at sige undskyld? Jeg ser sådan en udtalt værnen om sig selv. Altså, ”sådan er jeg, og jeg skal ikke lave mig om for nogen”. Basta.

– Men noget af det første, Jakob sagde til mig, var: ”jeg vil gerne lave mig selv om for dig”. Og jeg tænkte, at det da var en vild ting at sige.

– Men det er jo i virkeligheden det allerfineste og smukkeste, man kan give et andet menneske. At jeg erkender, at jeg ikke er perfekt.

– Jeg render rundt med al mulig bagage, spøgelser og dårlige vaner. Værktøjer, jeg har fået med, som slet ikke kan bruges. Og DET vil jeg gerne lave om. Så jeg kan være tæt på dig uden at gøre skade på dig og uden at spænde ben for os. Altså, i virkeligheden er det jo dét, han siger til mig.

– Jeg vil godt lave mig selv om, fordi jeg vil det så meget, og fordi jeg erkender, at jeg ikke er perfekt, og jeg er styret af alt muligt, som jeg ikke er bevidst om. Men jeg vil godt arbejde på det og prøve at gøre mig bedre.

– Dét tror jeg i virkeligheden, er den fineste forsoning, man kan tilbyde sig selv og verden.

Artiklen blev udgivet i femina uge 40, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: