Hun var midt i 30’erne, single og uden børn. Og hun følte sådan et pres. Så gav jeg hende dette råd

Hvad nu hvis du vidste, at der er gaver i smerten, og at alle dine udfordringer også byder på muligheden for at udvikle dig og finde nye veje og indsigter?

At ville finde og fokusere på guldet og gaverne i det svære betyder ikke, at det er let eller ikke gør ondt, og at man ikke i øjeblikket kan miste modet og håbet.

Men det betyder, at man tager en beslutning om at ville leve og transformere det svære, der er. Og frem for alt betyder det, at man ikke vil sidde fast i en offerrolle.

Når vi gør os selv til ofre, har vi tabt på forhånd, for så giver vi vores styrke væk og vores tro på, at vi har magten til at ændre og transformere vores virkelighed.

Når vi er ofre, føler vi, at noget uretfærdigt er hændt os. Vi giver nogle andre skylden for det, der er sket: vores forældre, samfundet, en (eks-) kæreste, en chef eller en anden eller noget andet.

Det betyder ikke, at andre ikke kan være indblandet i miseren, eller at der ikke kan ske ting, som vi ikke er herre over, som for eksempel sygdom, men det betyder, at vi på trods af det vælger at tro på, at vi har styrken, ansvaret og magten til at vende situationen eller lære noget af den.

At vi på trods af smerten og udfordringerne kan finde nogle gaver i det, så vi går rigere, stærkere og transformerede videre.

Og at vi begynder at se muligheder i nogle nye og ændrede omstændigheder, levemåder, forhold, jobs, venner, boligforhold, eller hvad det er, der kollapser.

Få hjælp

Skal man så bare tænke alt som positivt og undlade at fokusere og tale om det svære? Nej, selvfølgelig ikke, for det er jo netop en del af livet og det at være menneske.

Det springende punkt er, om man selv tager ansvar for det, man lever, og favner sin svære situation. Om man kan rumme smerten og finde løsninger, muligheder og udvikling.

I stedet for at lade den gøre én til offer. Vi kan derfor også sagtens snakke om smerten. Og at dele den er faktisk kun en gave at give den anden.

Det er en tillids- og kærlighedserklæring at invitere den anden ind i det mest sårbare af ens verden.

Når vi er ofre, brokker og beklager vi os og forventer, at en anden kommer og redder os, men når vi selv tager ansvar, kan vi invitere dem ind, der har lyst til at hjælpe os.

For selv om vi skal tage ansvar og ikke give nogle andre skylden, betyder det jo slet ikke, at vi skal klare tingene selv. Vi skal selvfølgelig sørge for at få al den hjælp, vi har brug for.

Så ræk endelig ud efter nogle, der kan hjælpe dig, om det er en samtaleterapeut, en kropsbehandler, en astrolog, en healer eller venner og familie.

Og find støtte og indsigt i bøger og podcasts. Eller gå nogle mere spirituelle veje: bed bønner, forbind dig med noget større, og praktisér taknemmelighed.

Nogle gange kan det svære være så ubærligt, at taknemmeligheden må starte med, at vi bare er i live, for, at vi trækker vejret, bor et trygt sted og har mad på bordet.

I de situationer må vi minde os selv om, at tingene kunne være værre og fokusere på alt det, der faktisk er godt og fungerer i vores liv. Og huske, at intet varer ved, at der kommer nye tider en dag.

Mulighederne

Mange situationer er “blessings in disguise". Vi gør os en masse forestillinger om, hvordan vi ønsker, at vores liv skal være, og vi mister modet og bliver kede af det, når vi ikke synes, at livet giver os det, vi havde forventet.

Så glemmer vi selvfølgelig at se alle mulighederne, der står og vinker lige ved siden af, fordi vi holder fokus på de ting, vi ikke synes, vi har.

Der er en historie, som jeg elsker at fortælle: Hvis man er single og midt i 30’erne eller ældre og rigtig gerne vil stifte familie, kan der ligge et kæmpe pres på én. Både fra en selv og fra omverdenen.

Finder man nogensinde en partner, og når man at få børn?

Jeg havde en kvindelig klient i midt 30’erne i terapi, som følte et sådant pres fra hende selv og hendes familie. Hun følte sig forkert og håbløs og kunne stresse over sociale sammenkomster, hvor hun vidste, at der ville blive spurgt ind til det.

I stedet for modløst at fokusere på det, der ikke var, begyndte hun at arbejde intenst med sig selv.

Med sin rolle i sin familie, sit selvværd, sine negative antagelser om sig selv, sine forrige forhold og partnervalg og ikke mindst med, hvilken version af sig selv, hun gerne ville være.

Vi havde et stort fokus på, hvilken kæreste hun ville tiltrække, og hvordan relationen skulle være.

Hun øvede sig på den nye selvkærlige, frie og trygge version af sig selv i alle sine relationer. Med større og større selvværd og hvilen i sig selv begyndte hun at date mere og mere afslappet og blev også mere og mere bevidst om, hvad der var vigtigt for hende.

De kortere forhold, hun havde, nærmede sig mere og mere det kærlighedsforhold, hun drømte om. Og i stedet for at føle sig forkert og håbløs i særlig én venindegruppe, hvor alle havde børn og var i et forhold, kunne hun begynde stolt og begejstret at fortælle om al den udvikling og transformation, hun havde skabt for sig selv.

Nu har hun mødt én, som hun før dette arbejde aldrig ville være blevet interesseret i, hun er gravid og har et forhold, hun ikke troede var muligt.

Nu høster hun frugterne af at have favnet smerten og set mulighederne i den situation, hun var i.

Uden den havde hun ikke erobret den værdifulde indsigt om sig selv og healet og transformeret det, der stod i vejen for det forhold, hun ønskede sig så inderligt.

Så vi kan altid spørge os selv: Hvad giver denne situation, dette savn eller denne sygdom mig mulighed for at udvikle?

Smerten tvinger os til udvikling og viser nye veje, hvad end det angår livsstil, kost, relationer, arbejde, leveform, spiritualitet og ikke mindst alt det, vi tror, vi er og kan.

Klummen blev udgivet i femina uge 28, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: