Hun lever af at lægge øre til folks bekendelser. Og en slags hemmelighed er vildere end dem alle

En kvinde, der går op i klima og alligevel handler på Zalando. En 70-årig, der overvejer fedtsugning, og en, der har smuglet en papegøje ind i Kastrup Lufthavn. Hemmelighederne tikker ind på telefonen til DR-podcasten Hemmeligheder.

Sanne Cigale Benmouyal er vært, og sammen med en kendt gæst lytter og forholder hun sig til bekendelserne på telefonsvareren. Åbent, respektfuldt, støttende. Og hver gang også på en direkte telefon til et par af hemmelighedernes ejere.

Live on tape, kalder man det. Efter kun et par sæsoner er der nu mellem 25 og 30 tusinde, der hver uge vælger at hente programmet som podcast. Og så kommer flowtallet oveni.

Og hemmelighederne, de bliver ved med at tikke ind, til Sannes store overraskelse.

– På et tidspunkt tænkte jeg, at nu kan der vel ikke være flere hemmeligheder. Nu er alt da kommet frem i lyset, alt er blevet ventileret.

Men sådan er det ikke.

Der går ikke en dag, uden at nogen ringer og lægger en besked på programmets telefonsvarer. Nogle gange er der flere opkald fra det samme nummer. Det er, når folk skal tage mod til sig. Og det er ikke så mærkeligt, når det handler om hemmeligheder. Men i nogle tilfælde kan det alligevel godt undre Sanne.

– Der var en kvinde, hvis hemmelighed var, at hun havde fået en abort. Det kom bag på mig. I 2024. Really? Kan det stadig være skamfuldt?

Og ja, det kan det. Ellers havde kvinden jo ikke ringet. Og på den måde bliver Sanne også selv hele tiden klogere, og hun er holdt op med at tro, at emnet en dag vil være udtømt.

– Det ville jo være smukt. Men der vil altid være kroge, hvor lyset ikke trænger ind, og jeg tror, mængden af hemmeligheder altid vil være konstant.

Så kan det ændre sig, hvad det er, vi betragter som skamfuldt. Sanne tror for eksempel ikke, at hun bare for 10 år siden ville have siddet og talt om menstruation på national radio, og det kan godt være, at man generelt er blevet mere åben omkring forskellige fetich. Men det kan også variere fra miljø til miljø.

– Det er nok ikke i alle subkulturer, man ville skamme sig over at købe tøj på Zalando, og i et meget frit seksuelt miljø vil der være andre ting, man holder skjult.

Selvmord det farligste at tale om

Nogle hemmeligheder kan være så små eller trivielle, at de ikke kommer gennem nåleøjet til programmet. Men det er sjældent. I andre tilfælde er det virkelig, virkelig tunge hemmeligheder.

Et par gange har de været så tunge, at Sanne og hendes producer har valgt ikke at bringe dem af hensyn til de implicerede. Og bag den ugentlige times program ligger et stort forarbejde.

– Vi gør os mange og grundige overvejelser, især i forhold til etik. Selvmord er det farligste at tale om, og vi skal altid være helt sikre på, at ingen bliver genkendt. Vi partshører jo ikke, og det er vigtigt, at folk kan leve det samme liv før og efter.

Derfor taler programmets producer også med alle medvirkende forud for optagelsen. Det gør Sanne ikke, for det vil ødelægge nerven i programmet.

Men hun og hendes gæst er briefet i den udstrækning, det er nødvendigt. Og efter programmet holder både Sanne og produceren snor i de medvirkende, og det er flere gange sket, at de har formidlet kontakt til en psykolog eller anden form for professionel hjælp.

– Det er gået op for mig, at næsten alle, der ringer ind, bruger det som en slags trædesten til at komme videre. Mange fortæller os bagefter, at de har haft vigtige snakke med deres nærmeste eller måske været hos psykolog.

Det gælder også de kendte, som er med som gæster og i programmet bliver bedt om også at afsløre en hemmelighed.

– Der er flere af dem, der efterfølgende har fortalt, at de valgte at tage den svære snak med deres nærmeste, inden programmet blev bragt.

”Det var bare det”

Og heldigvis er det jo også sådan, at når man først har sagt sin hemmelighed højt, så er den ikke længere nær så skamfuld. Den mister sin kraft. Eller, som mange, der ringer ind, siger, inden de lægger på: ”Det var bare det”.

– Men det var ikke ”bare”. Det var alt andet. Det er bare vejen derhen, der er svær.

Og den kan være rigtig tung. Og det, at man holder det hemmeligt, kan i sig selv gøre det endnu mere belastende. Sanne talte for nylig med en hjerneforsker, der sagde, at de rigtig tunge, svære hemmeligheder kan være meget stressende for kroppen, og at det er noget, man kan måle.

Så hvorfor ikke bruge den slags målinger, hvis man f.eks. står med et uopklaret mord?, foreslog Sanne.

– Men det kan man ikke, for det er ikke alle mennesker, man kan måle det på. Man kan for eksempel ikke måle det på psykopater, siger hun og indrømmer, at hun er vild med hemmeligheder som fænomen. Også privat.

– Det ligger helt klart på top 3 over det, vi taler mest om derhjemme. Vi taler mere om hemmeligheder end om vores barn.

Og de vildeste hemmeligheder er familiehemmelighederne.

– De overgår alt andet. Kompleksiteten er så høj. Det er noget andet med venner. Det er en mere fleksibel og frivillig relation. Venner kan man nemmere fyre.

Dem man bare skal holde på

Så er der de hemmeligheder, man måske bare skal beholde for sig selv. Sanne havde en gæst i programmet, som godt kunne tænke sig at være lidt mere hemmelighedsfuld. Der kan jo være noget mystisk, sexet over det. Men det kan også være en måde at skåne andre på.

Andres hemmeligheder skal man til gengæld bare holde på.

– Selv om det første, man får lyst til, når man har hørt en hemmelighed, er at gå ud og fortælle den. Jeg havde engang en kendt i programmet, forfatteren Casper Eric. Hans mor havde lært ham, at det at blive voksen også er at lære at leve med nogle hemmeligheder. Det var godt sagt, synes jeg. Det er jo omsorg for den anden.

Så må man beherske sig og tage den belastning med, det kan være at skulle bære på andres hemmeligheder. For det kan faktisk være en belastning. Derfor har Sanne og hendes producer også en psykolog tilknyttet deres lille team. Og derudover taler de to rigtig meget med hinanden.

– Vi bruger hinanden meget. Det er også helende.

Og ja, det har udviklet sig til et tæt venskab mellem de to.

– Vi er partners in crime. Vi er salt og peber. Hun er den grundige og ordentlige. Jeg er den snakkende og spontane. Jeg ville ikke kunne undvære hende, så hun må aldrig forlade programmet. Vi startede programmet sammen, og vi går ned med programmet sammen.

Men det bliver ikke foreløbig.

– Vi bliver i hvert fald ved i to år til. Lige nu arbejder vi også på noget tv. Og vi skal nok også med på Roskildefestivalen med festivalhemmeligheder, siger hun – ikke særlig hemmelighedsfuldt.

Men er Sanne Cigale overhovedet særlig hemmelighedsfuld?

– Jeg værner meget om mit privatliv. Men det er et valg, jeg har truffet. Jeg har brændt mig et par gange, og det er ikke det værd.

Et godt ord

Slår man op i Etymologisk Ordbog finder man ud af, at ordet hemmelighed er i familie med det oldtyske heimilich, som er noget, der hører til hjemmet.

– Men sådan er det jo ikke. Så kan jeg bedre lide det italienske segreto, eller secret på engelsk, altså at man holder noget skjult. Det passer bedre. Men hemmeligheder er stadig et godt ord.

Sanne Cigale Benmouyal er ikke bange for at åbne munden, men når hun tænker tilbage på sine 20’ere og 30’ere som ung i mediebranchen, kan hun til godt blive forskrækket over, hvad hun har fundet sig i uden at råbe op.

– Det er ikke rart, og det er vildt, at jeg fandt mig i det. Og jeg er Sofie Linde evigt taknemmelig. Det var kæmpestort, det hun gjorde. Jeg kan ikke tale det nok op. Det har gjort en kæmpe forskel, både for mig personligt og for branchen.

– Vi har fået et sprog, vi ikke havde før. Og det handler ikke om sex. Det handler om magt. Og jeg var ikke blevet i mediebranchen, hvis det ikke var sket. Så kan det godt være, at man klandrer min generation for at ventilere for meget. Men jeg synes, det er en rarere måde at være i verden på.

– Intentionen om at behandle andre mennesker respektfuldt kan vel aldrig være dårlig. Hvis man ikke gider lytte, kan man jo bare lade være.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 13, 2024. Dette er en redigeret version.