Hun kæmper om at komme først til verdens ende med sin søn. Der er én ting, hun ville ønske, de havde haft mere tid til

Jeg er jo ikke sådan én, der har bungeejumpet og alt muligt …

Da Mariam Nur siger de ord, kommer det som lidt af en overraskelse, for hun både ligner og lyder ellers netop som et menneske, der er stærk nok og i balance nok med sig selv til at turde kaste sig ud i lidt af hvert.

I øjeblikket kan seerne også følge hende og hendes søn på deres strabadserende vej igennem Asien, fra Tokyo i nord med retning mod Bali i syd, i programmet ”Først til verdens ende”.

Og for nogle af os, der elsker det program, var der bare noget særligt over ”Blåt hold”, altså den 43-årige mor og hendes 23-årige søn, der ramte hjertet og gjorde dem til favoritter lige fra begyndelsen i dysten mod de fire andre deltagerhold.

Derfor befinder vi os nu i et af det indre Københavns hyggeligste kvarterer, Nyboder, hvor Mariam bor, og Malik boede her også, indtil han flyttede hjemmefra for to år siden.

For hvad var det, der fik mor og søn til at melde sig til et rejseeventyr, der er udtænkt som et hæsblæsende ræs hen over et kæmpe kontinent og med spilleregler om, at deltagerne ikke må benytte fly eller kreditkort, computere og mobiler, men får udleveret et gammeldags verdenskort på papir og et begrænset kontantbeløb at klare turen for.

Det sidder vi her og snakker om. Og om hvem hun er, Mariam, uden løbesko og en 12-kilos rygsæk bagpå.

Datter af en palæstinensisk far, der kom til Danmark i 60’erne for at arbejde, og en dansk mor, der skiftede Fyn ud med København for at arbejde som ”ung pige i huset”, og på et københavnsk diskotek var det kærlighed ved første blik mellem dem. Mariam kom til som efternøler med to ældre brødre.

Hun er uddannet pædagog indenfor psykiatrien, også uddannet konfliktmægler og har arbejdet som kontaktperson for unge piger fra etniske minoritetsfamilier i en årrække, inden kommunen, hvor hun var ansat, gav hende frihed til selv at udvikle den stilling, hun har i dag som kulturformidler og den, der træder til ved højkonflikter i netop etniske minoritetsfamilier, hvor der er, som hun siger, ”brug for hjælp til at bygge en forståelsesbro imellem børn og unge og deres forældre”.

Undervejs i den snak er det, at hun kommer ind på to milepæle, der tilsammen har haft en afgørende betydning for hendes egen måde at tackle livet på, og på sin vis også har haft indflydelse på, hvorfor mor og søn deltager i ”Først til verdens ende”.

– Jeg mistede min far, der døde af kræft, da jeg var 15 år. I en ret tidlig alder forstod jeg pludselig vigtigheden af tid og af ikke at tage noget for givet. At jeg så blev mor som 20-årig efter selv at have mistet en forælder, det var bare en ligning, der gjorde det helt klart for mig: ”Jeg skal passe på mig selv nu. Jeg er nødt til at være her længe endnu for min søn”.

– Dermed mener jeg ikke, at bare fordi man er blevet mor eller far, skal man lukke og slukke for det hele. Men for mig blev det vigtigt. Der skete noget, da jeg fik Malik. Jeg blev mere påpasselig. Jeg har passet godt på mig selv.

– Derfor er jeg netop heller ikke bungeejump-typen. Eller dét med at tage en rygsæk på ryggen og rejse ud i verden uden at vide hvordan og hvorledes, det kom aldrig nogensinde på tale. Men da det så kom på tale, kom det kun på tale nu her, fordi jeg kunne tage af sted sammen med Malik.

Mor og søn er med egne ord ”megafans” af tv-programmet og har fulgt både de forrige sæsoner og den engelske version. Det var faktisk Mariam, der skrev en sms til Malik og spurgte, da tredje sæson rullede over skærmen sidste forår, om de to skulle tilmelde sig næste gang? ”Ja”, skrev han tilbage med det samme uden rigtigt at tro på, at de ville følge op på det. Men dét gjorde de jo.

På den sidste dag, inden tidsfristen udløb, lavede de en hurtig video, som de sendte ind. Og det gav altså pote. Derfra havde de omtrent tre måneder til at gøre sig klar til at kunne rive 52 dage ud af kalenderen, som er et krav, når man tilmelder sig.

Malik fik uden problemer fri på det hotel, hvor han arbejder. Mariam havde sonderet terrænet på sin arbejdsplads og kunne planlægge sine opgaver, så hun kunne tage orlov.

– Når du spørger til, siger hun, – om jeg begyndte at træne mig op til turen, må jeg sige nej. Dét havde jeg ikke tid til. Jeg skulle have puslespillet omkring mit arbejde til at falde på plads, og Malik skulle i øvrigt også forberede sig på halvanden måned uden indkomst.

Det skal nævnes, at interviewet her er lavet, uden at hverken fotograf eller jeg som journalist aner, hvordan konkurrencen ender. Finalen vises den 20. maj.

Men for deltagerne blev det hele allerede afgjort i december sidste år, og siden har de måttet holde godt på hemmeligheden om, hvem der vandt præmien på en kvart million kroner eller måske blev slået på målstregen, og tage pokerfjæset på, når folk fisker efter, hvordan det gik. Og ja, folk omkring dem fisker, bekræfter de.

– Så man må hele tiden være lidt på dupperne, siger Malik og griner og synes egentlig også, at den del af spillet er ”ret sjov”.

Den dér hovedpine

Mariam følte sig sikker på, at de nok skulle have en god chance for at slippe igennem nåleøjet, da de tilmeldte sig. Der var kun lige det med den dér hovedpine …

– Jeg var forberedt på, at hvis vi ikke kom med, ville det nok være fordi, jeg har Hortons hovedpine. Det er meget forskelligt, hvordan man har det med Hortons, men fælles er, at det er en klyngehovedpine, og en rigtig, rigtig slem hovedpine.

– Når man googler den, bliver den kaldt selvmordshovedpine. Det gør den, fordi lige når man har et anfald, kan smerten hos nogen være så uudholdelig, at der simpelthen opstår selvmordstanker.

– Da vi var til lægetjek forud for rejsen, handlede det også meget om, hvilken medicin jeg får. Min klynge sluttede lige to dage før, vi skulle rejse, men man kan godt få et tilfælde, efter at man er ude af sin klynge, og det fik jeg så også.

– Men jeg er vant til det. Jeg har levet med det i mange år. Det er en del af mig.

Det var Mariams mor, der var sygehjælper på Rigshospitalet dengang, der tog affære, da Mariam i en alder af 15-16 år begyndte at få voldsomme anfald af hovedpine, som deres egen læge slog hen med, at hun skulle prøve dét og dét.

Mariams mor pressede på og fik sin datter ind på hovedpineklinikken på Bispebjerg Hospital, hvor hun efter et års tid altså fik diagnosen Hortons hovedpine.

– Min mor især var meget lettet. Men det var jeg også selv. Det kunne jo have været en tumor. Så det var bestemt en lettelse, da vi først fandt ud af, at en så stor smerte, som jeg har, det er bare smerte. Det er betryggende at vide, at der ikke er et eller andet farligt på spil inde i mit hoved.

– Jeg er så også så privilegeret, at min hovedpine er ret styret. Jeg har mine faste to klynger om året, altid omkring april og august-september, og så tager det en måned til halvanden, hvor jeg typisk har to anfald om dagen, der varer en time til halvanden.

– Der er mennesker, der har det meget værre. Nogle af dem på hovedpineklinikken havde det hver dag og mistede arbejde og familie på grund af det.

– De første par år med Hortons var selvfølgelig svære, fordi jeg skulle igennem alt muligt for at finde ud af hvilken medicin, der fungerer. Men med den nyeste medicin mindskes min smerte mere og mere, og hvis jeg er hjemme, hvor jeg har et iltapparat, kan det med hjælp fra ilten næsten tage al smerten, og det giver mig en tro på, at jeg forhåbentlig en dag er helt ude af det.

Stærk mor – skarp søn

Når man spørger mor og søn, hvad turen mod ”verdens ende” har lært dem om hinandens forcer, og om der kom overraskelser frem undervejs, er der en nærmest rørende enighed i svarene.

– Der var faktisk ikke noget, der overraskede eller kom bag på mig. Jeg vidste godt, hvor stærk og powerful, min mor er, for det er jeg jo vokset op med og har set hele mit liv.

– Men det er længe siden, vi har brugt så meget tid sammen som på den tur, hvor vi jo var sammen næsten konstant, så jeg blev i hvert fald lige mindet om, at jeg er vokset op med en stærk mor, der bare altid har haft styr på tingene, også selv om hun har været alene med mig og ung og været udfordret af alt muligt, siger Malik.

Og da Mariam tager over, lyder svaret: – Jeg kan sige det samme som Malik. Jeg blev heller ikke overrasket. Jeg var forberedt på og vidste, hvad Malik bragte med ind i vores makkerskab. Han er omstillingsparat og hurtig til at få et overblik over en situation. Og så er han skarp rent matematisk.

Jeg ved, at flere af de andre hold brugte tid på omregning af valuta. Men Malik var hurtig til at omregne valutaen i de lande, vi var igennem, så vi vidste, hvad vi havde at gøre godt med der. Jeg stod for den økonomiske del, men jeg havde slet ikke kunnet klare det uden Maliks hurtige udregninger.

Det er set før i programmerne, at deltagere undervejs bliver sure på hinanden eller fælder nogle tårer, når konkurrencen spidser til, og trætheden slider på humøret og kræfterne. Men sådan går det ikke for sæsonens Blåt hold.

Malik: – Vi skændtes ikke. Vi blev ikke uvenner. Der var intet af det på hele turen. Det er også længe siden herhjemme, at vi har været uvenner over noget som helst. Rigtigt længe. Jeg kan nærmest ikke huske det.

Mariam: – Jeg tror, du var 12 ½ år eller deromkring sidst …

Malik: – Jeg lærte rimeligt hurtigt, at det kom jeg ikke langt med overfor min mor.

Mariam: – Vi er ikke alene godt tunet ind på hinanden, vi var også gode til undervejs at lade hinanden tjekke ud, uden det var noget, vi talte om eller aftalte. Der var bare en indforståethed imellem os, som gjorde, at når den ene var ved at være fyldt op af indtryk og havde brug for at tjekke ud, så tog den anden bare over.

Malik: – De få gange, hvor jeg var så presset, at jeg kunne være kommet tæt på at græde eller blive vred, tog min mor netop bare helt naturligt over.

Mariam: – Og omvendt!

Når man sidder dér overfor mor og søn, tænker man, at måske er det netop det, der rammer én gennem tv-skærmen som noget ”særligt”: At man kan mærke, de er tætte. Mariam har været alene med sin søn, siden hun og Maliks far gik fra hinanden, da Malik var knap to år.

Men alenemor forstået på den måde, at Malik har bevaret kontakten til sin far, og han var fast hos sin far hver anden weekend op gennem barndommen.

Malik opsummerer på et tidspunkt deres forhold sådan her: – Min mor og jeg har altid været connected på en eller anden vis. Vi er ikke tætte på den måde, at vi ses ugentligt. Men vi ER bare tætte.

– Turen har givet os fantastiske oplevelser, som vi har sammen. Og det var det, vi gik efter. Vi tog ikke af sted, fordi vi havde brug for en udvikling i vores forhold. Men turen har bekræftet os i, at vi har det perfekt, som vi har det.

Hold jer aldrig tilbage

Til de mødre, sønner, døtre og fædre, der har siddet hjemme i stuerne og fulgt Mariams og Maliks strabadser ude i verden og selv har fået blod på tanden, kunne det måske hjælpe at få et godt råd med på vejen.

Men det er ikke så nemt at give, fornemmer man.

Malik: – Man kan ikke rigtigt forberede sig på, hvad der venter én. Man kan selvfølgelig sidde og gennemgå alle de tidligere sæsoner, og det gjorde vi også, men det hjalp ikke. Så snart man bliver sat fri og sendes af sted, er det rent kaos, og så lærer man det hen ad vejen.

– Et godt råd kunne måske netop være at lade være med at bruge for meget tid på at forberede sig hjemmefra. Man kan alligevel ikke forudse, hvad der sker. Men vent, det bedste fif er måske i virkeligheden: Hold jer aldrig tilbage i forhold til at bede om hjælp.

– For den eneste måde, man kan komme frem på, er med andre folks hjælp. Det var vi lidt sløje til i starten. Det var en barriere, vi skulle over.

Mariam: – Det er noget, jeg stadig tænker på i dag: Hvor gad jeg godt have haft lidt mere tid til at sige tusind tak og måske drikke en kop kaffe med dem, der hjalp os. Men det var der jo ikke tid til.

– Man bruger bare folk: ”Hey, kan du hjælpe mig?” Og hurtigt videre, hvis de ikke kan. Og hvis de kan, er det også hurtigt videre, så snart man har fået deres hjælp. Den del var ikke nem for mig. Men jeg gjorde det da.

Det klassiske spørgsmål: Om de ville tage en ”Først til verdens ende”-tur igen, hvis de fik mulighed for det, afføder følgende svar, og først Malik: – Jeg ville 100 procent gøre det igen! Jeg ville bare ønske, jeg kunne gøre det igen med al den viden, vi har nu.

Og så Mariam: – Jeg ville gøre det igen, hvis Malik bad mig om det. Men jeg ville også have det fint med, hvis han bad en anden om at tage med. Det skal ikke misforstås. Jeg siger heller ikke nej.

Mariam: – Jeg har hele tiden tænkt, at det kunne være fedt, hvis man i en sæson seks fandt på at tage et hold fra alle fem forrige sæsoner, og fra sæson fire skulle det så gerne være os.

På vej udenfor for at tage billeder på lige netop en dag, hvor solen skinner sommerligt, men hvor temperaturen stadig får os til at beholde overtøjet på, siger Mariam lige forklarende til sidst, mens vi går i de idylliske gader:

– Kvarteret her er mit sted. Det er her, jeg skal være. Det er min verden. Jeg behøver ikke at sidde på et bjerg et eller andet fjernt sted for at føle mig i live og mærke meningen med det hele.

– Jeg kan akkurat lige så godt føle meningen med livet, når jeg tager til Vanløse og sidder i min venindes drivhus og deler en flaske vin med hende. Men skulle vi blive spurgt, og Malik beder mig rejse med ud igen, så er der en mening med det, og så siger jeg selvfølgelig ”ja tak”.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 18, 2024.