Anne levede med psykisk vold: Min mand skabte en historie om, at jeg ikke kunne tage vare på mig selv

Tema: Psykisk vold uden blå mærker

Det anslås, at 70.000 kvinder hvert år udsættes for psykisk partnervold i Danmark. Den prisbelønnede fotograf Marie Hald og journalist Susanne Cordes har for femina portrætteret en række kvinder, der har levet med psykisk partnervold og dens konsekvenser. Her får du tre af kvindernes historier.

Anne, 38 år, var udsat for psykisk vold:

Jeg gik til lægen, fordi jeg ville have en henvisning til en psykolog. Der måtte være noget galt med mig, når jeg ikke kunne få vores familieliv til at fungere, selv om jeg prøvede og prøvede. Nu var jeg gravid i ottende måned med mit andet barn, og jeg tænkte hver dag, at jeg umuligt kunne lade det lille barn komme ud i den virkelighed, jeg levede i.

Min mand havde altid haft store humør-svingninger, men han var også meget dygtig og velanset inden for sit arbejdsfelt, så jeg tænkte, at det var, fordi han gik så meget op i sit arbejde. Da vi flyttede sammen, brækkede jeg mit ben ved et fald på cykel. Han blev meget vred i stedet for omsorgsfuld, og han skabte en historie om, at jeg ikke kunne tage vare på mig selv. Han ville bestemme, hvilket fodtøj jeg skulle gå i, og jeg måtte ikke bruge knive i køkkenet.

Da jeg blev gravid med vores første barn, begyndte han at kontrollere mit madindtag, fordi han mente, at jeg ellers ville skade barnet ved at spise forkert. Jeg bøjede mig igen og igen for ikke at tage konflikten, for under det hele mærkede jeg den her vrede fra ham, som jeg ikke forstod hvor kom fra.

Efter at vores første barn var kommet til verden, fik han langsomt skabt en fortælling om, at han var den bedste forælder. Jeg måtte ikke bære hende ned ad trappen, for jeg var stadig for klodset i hans øjne. Hvis hun græd, mente han, at han var den eneste af os, der kunne trøste hende.

Det var umuligt for mig at gøre noget godt nok i vores samliv, og hvis det en enkelt gang imellem lykkedes mig, kunne jeg være sikker på, at barren blev hævet. Hver gang jeg fejlede, blev jeg mødt af hans vrede-kulde.

Hvis vi var inviteret ud til venner, blev han som regel dårlig i sidste øjeblik og mente, at han måtte blive hjemme med vores barn – hvis jeg da virkelig ville tage af sted fra min syge mand og mit lille barn. Han skabte konstant scenarier, hvor det var umuligt for mig at vinde, og langsomt blev jeg mere og mere isoleret. Han begyndte at svine mig til oftere og tale grimt til mig foran vores barn.

Jeg var så presset, at jeg bare prøvede at overleve og finde den magiske sammensætning, der kunne gøre ham glad et øjeblik.

Samtidig klagede alle, jeg kendte, over, at det var svært at være småbarnsfamilie, så jeg troede, at vores problemer var normale. At jeg bare skulle gøre mig mere umage, ligesom jeg hele tiden fik at vide af ham.

Da jeg sad foran lægen, fik jeg et chok, da hun mente, at det var min mand, den var gal med. At han havde psykopatiske træk. Men min mor var med hos lægen, og jeg så, at hun nikkede. Min læge mente, at jeg skulle væk fra min mand med det samme, og hun gav mig nummeret til Danner. Jeg forstod ingenting. Jeg vidste ikke engang, hvor Danner lå.

Jeg ringede alligevel derind et par timer senere, og de tilbød mig et værelse med det samme. Jeg stod og så på mig selv i spejlet inde på Danners krisecenter, og jeg kunne slet ikke forstå, at det var mig. At jeg var sådan en, der var kommet på krisecenter. I de første 10 dage mandsopdækkede min mor og søster mig og skiftedes til at sove inde på Danner sammen med mig og min datter.

Det eneste, jeg kunne i den tid, var at sidde og stirre ud i luften og strikke et babytæppe, mens erkendelsen om min virkelighed langsomt indfandt sig. Mit andet barn blev født, mens jeg boede på krisecenteret. Sådan havde jeg aldrig forestillet mig, mit liv skulle blive.

På Danner blev jeg mødt dér, hvor jeg var. Jeg fik tid og plads og hjælp til at forstå min situation. F.eks. tog det mig tre måneder at komme frem til, at jeg skulle skilles. I lang tid havde jeg al den her skyld over, at jeg ikke bare kunne fikse mit ægteskab og skabe et godt familieliv.

Det har hjulpet mig, at jeg har forskellige fagpersoners ord for, at jeg har været udsat for psykisk vold. At det også bliver gjort strafbart, vil styrke min retsfølelse. Så har jeg samfundets ord for, at det, jeg gennemlevede, ikke var o.k.

Anne, 38 år, ph.d. og forsker, to børn, boede på Danners krisecenter i fem måneder

Læs også tre andre kvinders fortællinger om psykisk vold:

Louise, 42 år: Vores liv var nemmest, hvis jeg gik i et med tapetet

Kristina, 38 år: Jeg har været vildt flov over, hvad der skete for mig

Alice: Jeg måtte ikke selv bestemme, hvad jeg ville spise

Psykisk vold

Psykisk vold er ...

Kvinder på krisecenter

Psykisk vold skal kunne straffes

#sigdettilnogen - Stop vold mod kvinder

Læs mere om kampagnen her.

De kvinder, der fortæller deres historie her, er alle anonyme af hensyn til deres familier. Femina kender deres fulde identitet.