Hvordan taler jeg med mine veninder om, at jeg har et spiseforstyrret forhold til mad?

Kære brevkasse

Jeg er en ung kvinde i midten af tyverne.

Jeg er kommet til den erkendelse, at jeg har et spiseforstyrret forhold til mad. Jeg tror, at det har stået på i årevis, men først nu er jeg klar til at konfrontere det.

Mit dilemma er måske todelt, så hold tungen lige i munden!

Jeg vil gerne tale med mine veninder om det, for jeg har lært, at skam gør problemer værre. Som om hemmeligheden forstærker angsten? MEN hvordan taler jeg med mine veninder om det?

Jeg vil ikke have, at de skal redde mig eller agere coaches, men derimod bare være et “redskab” i forsøget på at fjerne min skam.

Mit næste spørgsmål består i, hvad jeres bedste råd er til kropsaccept? Hvordan slutter jeg fred med mit udseende? Jeg tror nemlig min spiseforstyrrelse bunder i en forkerthedsfølelse og en ufred med min krop.

Kh
En pige med manglende selvtillid

Svar 1

Kære, kære dig

Hvor ulykkeligt det end er, så tror jeg desværre, at dit dilemma er en almengyldig oplevelse blandt stort set samtlige piger og kvinder på denne klode.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang begyndte at kigge efter kalorieindhold på bagsiden af diverse madvarer eller lå hver aften og gennemgik, hvad jeg havde indtaget samme dag. Men det var tidligt, og det samme gjorde sig gældende for næsten alle mine veninder i de år, hvor vores kroppe pludselig begyndte at bule og få former.

Vi lever i et samfund svøbt ind i skønhedskapital, og selv om mange har forsøgt at praise den naturlige krop, er skønhed desværre i høj grad stadig forbundet med tyndhed. Og deraf opstår ufreden med egen krop, forkerthedsfølelsen, der næsten kan blive til en krigserklæring, en hånlig stemme, der kommenterer på hvert et lille ‘fejltrin’.

Derfor er dit dilemma også så vigtigt, fordi det er en samtale, som ofte kun udspiller sig i det indre, men som i virkeligheden rummer et kor af ligesindede stemmer. Jeg har ikke en magisk formular på, hvordan du fjerner din kropsskam, men jeg tror, at det at sige det højt er et godt sted at starte.

Fortæl dine veninder, hvordan du har det, og de vil med garanti kunne genkende nuancer af de følelser og tanker, du bringer frem. Vi bliver nemlig nødt til at tale højt om vores madvaner for at forstå, at de måske er forstyrrede, og vi bliver nødt til at tale højt om den måde, vi ser os selv på, så andre kan spejle os på en måde, vi ikke selv er i stand til.

I samtalen ligger forandringspotentialet, i det at italesætte skammen, så den forhåbentlig kan smuldre og give plads til at værdsætte, hvor dejlig man egentlig er.

Svar 2

Kære du med manglende selvtillid

Puha, jeg får lidt ondt i maven af at læse dit dilemma og får lyst til først og fremmest at sige, at jeg selv, og helt sikkert mange andre unge kvinder, har det ligesom dig – i hvert fald i en eller anden grad.

Alt for ofte tænker jeg selv over, hvor store portioner jeg spiser og siger til mig selv, at jeg burde øve mig i at spise mindre. Det lyder helt vildt, når jeg skriver det her, og ligesom dig er jeg selv først blevet bevidst om mine restriktive tanker om mad inden for de seneste år.

Jeg tror ikke, du skal være så bekymret for, hvorvidt dine veninder vil agere coaches eller forsøge at redde dig – jeg er sikker på, de nok skal gribe dig, måske endda spejle dig. Jeg ved til gengæld ikke, hvordan du slutter fred med din krop.

Jeg leder selv efter svaret og lover at sige til, hvis jeg opdager en genial smutvej – men jeg tror desværre, vi må vandre ad de snørklede stier lidt endnu.

Jeg er dog helt sikker på, at det vil føles både lettere og mere trygt at følges ad med gode venner ved din side, så start dér.

Bring det op næste gang, I holder madklub eller ser X Factor på sofaen med bland selv slik. Du kan måske fortælle dem, at du har læst en ung kvindes dilemma her i brevkassen, som resonerede i dig – måske du har mod på at fortælle dem undervejs, at det faktisk er dig, der har skrevet ind?