Emilie Prehn negle
Liv

I tre år har hun fået dem lavet hver 18. dag. Og selv om det koster mange tusind kroner, har hun ikke tænkt sig at stoppe

26. februar 2024
Af Signe Larsen
Foto: Emilie Lærke Henriksen
De kan være spidse, mandelformede, firkantede, i alverdens farver, med rhinsten, mønstre eller fransk kant. Det er blevet helt almindeligt at få lavet lange, pyntede negle - og det er et opgør med den nedvurdering, der historisk set har været af det feminine, mener ekspert.

På vej hjem i bussen med et fast greb om en af de gule stænger, holder hun balancen. Hun kigger sig omkring og ved, at nogle af de andre pendlere helt sikkert har fået øje på hende.

For to timer siden sad 29-årige Emilie Prehn over for sin negledame, der filede, formede og farvede hendes negle med såkaldt Shellac – en forstærkende lak, der hærdes under en UV- eller LED-lampe, som giver neglene en glansfuld overflade.

Og det er netop de lange, farverige negle, hun er sikker på, at personerne omkring hende ikke kan få øjnene fra. De glinser og lyser praktisk talt bussen op, tænker hun.

– Det er empowering at stå der med sine friske, flotte negle og vise dem frem.

I tre år har Emilie fået lavet negle hver anden eller tredje uge, som regel hver 18. dag. Det er deromkring, det begynder at blive lidt for kedeligt at se på den farve og det mønster, hun valgte sidst.

– Hvis mine negle ikke var velplejede, ville jeg gemme mig mere væk. Så for mig er det noget, der gør, at jeg godt tør vise mig frem, siger Emilie Prehn.

Går du ned ad gaden eller scroller i dit feed, vil du med al sandsynlighed hurtigt støde på flere som Emilie, der er klædt på helt ud til fingerspidserne – bogstavelig talt.

Aller Medias årlige “Women of The Future”-undersøgelse fra 2023 viser blandt andet, at mere end halvdelen af de adspurgte kvinder i alderen 18-29 år overvejer at få lavet Shellac, mens hver fjerde kvinde i samme aldersgruppe allerede har fået det lavet med jævne mellemrum.

Med andre ord er det altså blevet helt almindeligt og ikke mindst populært at købe sig til glansfulde, holdbare og – efter alt at dømme – selvtillidsboostende negle. Men hvor stammer fænomenet egentlig fra?

Om “Women of The Future”-undersøgelsen

  • 1167 og 220 repræsentativt udvalgte kvinder og mænd er blevet spurgt i målingen, der er foretaget af analyseinstituttet Norstat for Aller Medias årlige "Women of The Future"-undersøgelse. Målingen er en temperaturmåling på kvinders holdninger, oplevelser og bekymringer anno 2023.
  • Ud af de adspurgte svarer 52 procent af de 18-29 årige kvinder, at de overvejer at få lavet Shellac.
  • 25 procent af samme aldersgruppe har svaret, at det er noget, de har fået lavet med jævne mellemrum. For de 30-39 årige kvinder er tallet her 23 procent.

Fra henna, guld og billak til akryl og ‘glazed donut’

Du kender garanteret de små glasflasker med aflange, runde låg fyldt med flydende lak i alverdens farver. Men for flere tusind år siden var det noget helt andet, både mænd og kvinder smurte på neglene.

Arkæologer har blandt andet fundet egyptiske mumier fra 5.000 år f.v.t. med forgyldte negle og henna-farvede fingerspidser. I oldtidsriget Babylonien har man derudover fundet tegn på, at massive guldnegle omkring år 3.200 f.v.t. blev brugt som kampudstyr.

Neglelakken, som vi kender den i dag, menes derudover at have rødder i oldtidens Kina, hvor kvinder dyppede deres negle i en blanding af bivoks, æggehvider, gelatine og farve fra blomsterblade, som tilsammen udgjorde en rødlig farve. Det var forbeholdt kejserinder og det kongelige hof og var udtryk for velstand og social klasse.

https://imgix.femina.dk/2024-02-23/dsc08502-1.jpg

Springer man frem til 1920’erne var det muligt at opnå blanke, farvede negle med lak til biler, før det for alvor tog fart:

– I 1930'erne var det ikke længere kun overklassen, der gik med neglelak. Flere fik mulighed for det, da Revlon lancerede den første neglelak, som vi kender den i dag. Senere kom Chanel på gaden med den røde Rouge Noir, som stadig er deres bedst sælgende neglelak, forklarer journalist på modemagasinet ELLE, Christoffer Mygind Juul.

De klassiske, røde negle har altid været populære – men i dag er der flere forskellige modetendenser på spil, når neglene bruges til at udtrykke personlighed.

– På samme måde som at gå med et par sko eller i noget tøj, man godt kan lide, så er neglene en forlængelse af de interesser, man har, og det udtryk, man gerne vil vise, siger han og uddyber:

– Der er mange, der bruger pyntede negle som en måde at tappe ind i det, de går op i. Det kan være alt fra vedhæng med SvampeBob Firkant-referencer til lyserøde Barbie-negle. Det handler om at vise det tilhørsforhold, man har til sin egen lille stamme. og om at opnå et komplet udtryk.

"Kunstige negle"

Det kan være svært at finde rundt i de forskellige navne på holdbare neglebehandlinger.

Ordet gellak bruges som en generel betegnelse for gelélak, en slags fusion af almindelig neglelak og gelé, der lægges ovenpå dine egne naturlige negle og hærdes under en UV- eller LED-lampe.

"Shellac" er ligesom gellak en holdbar form for gelélak, selve navnet hører specifikt til mærket CND's lakker. Det er den eneste fuldt patenterede gellak på markedet.

I folkemunde bruges ordet “Shellac” dog ofte som en fællesbetegnelse for forskellige gelélakker, selv om det egentlig er et registeret varemærke.

Skal neglen forlænges, skal man bruge gelé eller akryl.

Kilde: Matas.dk, Insight Cosmetics

Ultralange, velplejede og udsmykkede negle har for længst bevæget sig ind i populærkulturen, hvor blandt andre Kardashian-Jenner familien ofte associeres med – og krediteres for – de lange akrylnegle.

Mens kunstige negle er blevet mainstream i dag, blev sorte kvinder for generationer tilbage stigmatiseret og nærmere anset som trashy, når de bar de lange negle, selv om de oprindeligt var pionerer inden for netop neglekunsten.

Den amerikanske OL-guldvindende atlet, Florence Griffith Joyner (Flo Jo), hvis rekorder stadig er gældende i dag, blev i 1980’erne flere gange fremhævet for sine lange, pyntede negle, snarere end for sine sportspræstationer. I nyere tid har tennisstjernen Serena Williams også fået opmærksomhed for sine “skandaløse” negle.

– De lange, overpyntede negle, som mange eksperimenterer med i dag, blev særligt ledt på vej af rappere som Lil' Kim og Missy Elliot i 90’erne. Neglene har sit ophav i sort kultur og blev brugt som modsvar til den eurocentriske skønhedsopfattelse af, hvad der var pænt, siger modejournalist Christoffer Mygind Juul.

I dag understreger virale TikTok-tendenser som Hailey Biebers glazed donut-negle samtidig, at der igen er social status i velplejede, enkle, glaserede negle.

– Det, at gå op i velplejede negle, er i virkeligheden også ligesom at gå op i en velplejet hud. Det er udtryk for at have en detaljegrad, men også for, at man tager sig af, hvordan man ser ud, siger Christoffer Mygind Juul.

Et feministisk opgør

Tilbage i neglesalonen kigger Emilie Prehn ned på sine lange, mønstrede negle. Hun husker, hvordan hun tidligere skjulte sine hænder, fordi hun havde en dårlig vane med at pille i sine neglebånd – nu elsker hun at vise dem frem og går allerhelst efter det design, der skiller sig ud.

– Jeg er ikke så udtryksfuld i mit tøj, så det her er min måde at gøre det på. Og jeg elsker det kvindelige i at have lange negle, det styrker den måde, jeg ser mig selv på, forklarer hun.

Ifølge lektor og kønsforsker Lene Bull Christiansen hænger de lakerede negles popularitet sammen med, at der de senere år er sket en omfavnelse af det hyperfeminine – det lyserøde og glitrende univers.

– Det er et opgør med den nedvurdering, der historisk set har været af det feminine. Det at være sexet er ikke udtryk for, at man vil læne sig op ad en mands magt. Det betyder ikke, at man underlægger sig nogle normer, eller at man er et objekt for nogen – det feminine er også udtryk for selvstændighed og et feministisk signal, siger Lene Bull Christiansen.

Hun påpeger, at man i dag i høj grad også ser, at det både er muligt for eksempel at dyrke noget androgynt og samtidig have meget lange negle eller knaldrød læbestift på.

– Der er blevet mere spillerum generelt i kulturen, når det handler om at tage nogle forskellige kønnede udtryk til sig og lege med dem. Ikke bare hos kvinder, men også hos mænd.

https://imgix.femina.dk/2024-02-23/dsc08576-1.jpg

Emilie Prehn kaster sig også gerne ud i mange forskellige udtryk. I ægte Ariana Grande-stil tænker hun: “I see it, i like it, i want it, i got it”.

Hun bruger op til 1200 kroner om måneden på sine negle. Det er en fast del af hendes månedlige budget, og det lader sig gøre gennem prioriteringer, som er mulige, fordi hun sammen med sin kæreste har en sund økonomi.

– Efter jeg har fået mine to piger, er jeg blevet meget mere bevidst om, at jeg skal gøre noget for mig selv. Nu er det min tid og min krop, det handler om.

At tage ned i neglesalonen er Emilies “mig-tid”. Hun får en pause fra hverdagen og ikke mindst en “sludder for en sladder” med sin negletekniker og de andre i butikken.

– Der er et kæmpestort fællesskab, når man sidder og får lavet negle. Vi taler sammen på kryds og tværs og deler både sjove og sørgelige historier med hinanden.

– Og så er der også noget signalværdi i at have velplejede negle. Både overfor mig selv, men bestemt også for omverdenen. Jeg kan ikke komme udenom, at jeg gerne vil fremstå som en, “der har styr på tingene”, og det synes jeg, at mine negle – og generelt velplejede negle – signalerer, fortæller Emilie Prehn.

Smukke negle eller livslang allergi

Netop den stigende interesse for velplejede negle har de bemærket på hudafdelingen på Gentofte Hospital. De ser i dag flere og flere kvindelige patienter, som har udviklet allergi efter at have været i kontakt med såkaldte akrylater, der findes i gelélakkerne.

Det fortæller Jeanne Duus Johansen, læge og daglig leder af Videncenter for Allergi samt formand for Kosmetikrådet.

– I 2010 havde vi én patient om året med denne type allergi, og nu har vi 20. Så der er sket en tyvedobling alene her i vores klinik, siger hun og påpeger, at stigningen hos dem indikerer, at der på landsplan – og i hele Europa – vil være mange flere tilfælde.

TV 2 Echo har tidligere beskrevet, hvordan unge kvinder efter brug af hjemme-geleneglekits har fået allergiske reaktioner som rødme, hævelse og revner i fingerspidserne. Det skyldes akrylater, som findes i de lakker, der hærdes under en UV- eller LED-lampe.

Jeanne Duus Johansen understreger, at de både ser patienter, der har udviklet allergi efter brug af hjemmekits og behandlinger i professionelle saloner – det gælder også negleteknikere.

Risikoen for akrylat-allergi opstår ved hudkontakt – altså hvis man rammer ved siden af neglen, og før produktet er hærdet under lampen. Er neglelakken ikke fuldt hærdet, vil den også stadig frigive stoffer, der kan føre til udslæt, selv om lakken føles hård. En forkert lampe kan også øge risikoen for allergi.

Løber man samme risiko for at udvikle allergi, når man får neglene lavet professionelt?

– Det, tænker jeg, er umuligt at sige, fordi det nok kommer an på det sted, man får det lavet. Der kan jo være stor variation på procedurer, og hvad folk ved. Men kommer man et sted, som man stoler på, og som er ordentligt, så vil det måske gøre det mere sikkert – også fordi en anden lægger det på. Det, der er det afgørende, er blandt andet, at man ikke får det på huden, siger Jeanne Duus Johansen.

Den britiske dermatologforening (BAD) har tidligere advaret mod konsekvenserne ved at lakere neglene med gelélak. De kaldte det i 2018 en “allergi-epidemi” i England, som hovedsageligt berørte kvinder.

Herhjemme har Forbrugerrådet Tænk for nylig undersøgt 70 typer af gellak. De skriver blandt andet, at du ikke kan forvente at finde en UV-hærdende gellak helt fri for allergirisiko, selv om nogle lakker er bedre end andre. Vil du alligevel gerne have gellak på neglene, anbefaler de, at du finder en dygtig professionel negletekniker.

For har du først udviklet allergien, vil den være livslang, og du vil potentielt blive udsat for akrylater andre steder – det bruges også til for eksempel hvide tandfyldninger eller som knoglecement i knæ- og hofteoperationer.

https://imgix.femina.dk/2024-02-23/dsc08739-1.jpg

Emilie Prehn har hørt om risikoen for at udvikle allergi. Men det er ikke noget, hun selv har oplevet i de tre år, hun fast har fået lavet negle – og indtil videre vil hun ikke ændre sine vaner.

– Jeg tænker over det, men jeg gør ikke noget ved det. Min negledame er meget opmærksom på ikke at ramme huden, og hun sidder selv med handsker og maske på. Det er helt sikkert noget, de er opmærksomme på i salonen. Både for deres eget helbred, men også for deres kunder.

– Sker det så, at jeg udvikler allergi en dag, må jeg finde på noget andet. Men indtil da vil jeg udfolde mig med mine negle.

Kunne du ikke bare lægge almindelig neglelak derhjemme?

– Jo, selvfølgelig kunne jeg det. Men det er jo ikke det samme. Det falder bare af, og man kan ikke få lov til at skeje ud på samme måde. Jeg ville heller ikke få den der “mig-tid”, slår hun fast.

Læs også