Selvudvikling

Julia Lahme: Selfie-erkendelse

Jeg har opdaget, hvad der sker, når man er sig selv på billederne i cyberspace. I hvert fald, hvis man er 100 procent sig selv for tit: Folk forsvinder. De kigger væk. Lukker øjnene. Skynder sig væk.

Der er ikke mange steder, hvor kvinder holder så godt øje med hinanden som på de sociale medier. Kritikken for enten at være for meget, for tynd, for rig, for selvoptaget flyder i rigelige strømme, når vi har hadelæst hinandens opdateringer om, hvor lykkelig en dag vi har haft. De sociale medier er i den grad kommet for at blive, og jeg er i dén grad faldet ned i dem med begge ben. Og det er egentlig lidt mærkeligt. For siden jeg skrev min første bog, har jeg bestræbt mig på at være 100 procent ærlig, lægge kortene på bordet, lufte det beskidte vasketøj og ikke være bange for at være præcis dén, jeg er. Og sådan har jeg det faktisk stadig. Jeg synes ikke, der er noget vigtigere end at møde verden med et åbent ansigt og med en tryghed i, at man kan være sig selv.
 
 
 
Men så skete der noget. Noget stort, og jeg er blevet ramt af det lige dér, hvor det rent faktisk er svært at ryste af sig, nemlig midt i min forfængelighed. Selfien kom. De sociale medier blev billedbårne. For én ting er at have stærke holdninger til, at alle skal være sig selv, når man sidder derhjemme med en smøg i munden og kaffekande nummer to i gang og skriver løs, uden at nogen kan se én, og derfor har valgt at beholde det ”tøj” på, man sov i, mens man skriver løs om selverkendelse og væren sig selv-hed – noget helt andet er selfien. For jeg siger faktisk stadig det, jeg tror på. Jeg skriver det også. Men jeg gør det faktisk ikke altid. Der er mindeværdige stunder i mit liv, hvor jeg har delt rædsomme billeder af mig selv med omverdenen. I ren og skær protest. Billeder, hvor sveden hagler af mig, hvor jeg er klædt ud, eller hvor det har en reel pointe, at jeg ligger med røven i vejret og leder efter en Lego-mand i en mudderpøl, men der er godt nok ikke mange af dem. Jeg har nemlig opdaget, hvad der sker, når man er sig selv på billederne i cyberspace. I hvert fald, hvis man er 100 procent sig selv for tit: Folk forsvinder. De kigger væk. Lukker øjnene. Skynder sig væk. Muligvis fordi resten af verden opdager, at man i virkeligheden – inden under Mayfair-filteret på Instagram – også ligner en ork og derfor ikke er værd at følge, eller muligvis fordi vi alle sammen, inderst inde, helst vil se perfektion. Og dét er faktisk det, der er galt med ikke bare mig, men os alle sammen.
 
LÆS OGSÅ: Kunsten at leve med sig selv - præcis som man er
 
Vi vil allerhelst se det perfekte og nøjes med at tale om det uperfekte, mens vi sidder med vores læbestift og laver kyssemund til kameraet. De sociale medier er en kælling, fordi de får os til at være illoyale, ikke bare over for os selv, men også over for verden: Vi viser hinanden et lille hjørne af vores liv, det pæne hjørne, men gemmer de fire kilo Marabou, vi åd i kampen mod selvmedlidenhed forleden dag, langt, langt væk for ikke at ligne de uperfekte mennesker, vi også er.
 
Så når vi skyder med elastikker efter alle dem, der ligner de millioner, vi andre mangler på kontoen, på de sociale medier, så lad os huske, at vi også går i gummibukser og heller ikke viser alle vores egne hæslige sider frem. Selfie-erkendelse tror jeg, dén slags skal hedde.
 
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på [email protected]
 
Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser
 
Læs mere om: